Bejdsemidler til frø der eksporteres ud af EU

Praksisændring vedrørende plantebeskyttelsesmidler, der udelukkende anvendes til behandling af frø, korn m.v. til eksport til lande uden for EU

Pesticidforordningen fastsætter bestemmelser om godkendelse af plantebeskyttelsesmidler i den form, hvori de frembydes til salg, samt om markedsføring, anvendelse og kontrol heraf i EU.  Det er derfor Miljø- og Fødevareministeriets vurdering, at bejdsemidler, der har til formål at beskytte planter i lande uden for EU, ikke er godkendelsespligtige efter forordningens regler.

Miljøstyrelsen godkender derfor ikke bejdsemidler, der udelukkende har til formål at beskytte planter i lande uden for EU.

De produkter, der udelukkende anvendes til bejdsning til frø til eksport til lande uden for EU, reguleres som kemiske produkter, der skal leve op til gældende regler på kemikalieområdet, bl.a. reglerne om klassificering og mærkning. I forbindelse med kontrollen på bejdsevirksomhederne skal bejdsevirksomheden kunne dokumentere, at de anvendte produkter udelukkende er brugt til bejdsning til frø til anvendelse uden for EU.

Alle pesticider, hvor anvendelsen finder sted inden for fællesskabet, herunder markanvendelse, bejdsning med henblik på markedsføring inden for EU og beskyttelse af oplagrede afgrøder, er godkendelsespligtige efter reglerne i Pesticidforordningen.