Krav til reklamering

Der er en række regler for, hvordan du må reklamere for dit godkendte sprøjtemiddel.

Reklame defineres som et middel til at fremme salg eller anvendelse af plantebeskyttelsesmidler (til enhver anden end godkendelsesindehaveren, den person, der markedsfører plantebeskyttelsesmidlet, og deres agenter) ved hjælp af trykte eller elektroniske medier. Det betyder, at alle trykte medier, herunder pr-materiale, såvel som reklamering på radio, tv eller internettet, herunder hjemmesider og annoncer på søgemaskiner, samt reklamering via sms- eller mms-beskeder er omfattet.

Ikke tilladt at reklamere for produkter, der ikke er godkendt

Der må ikke reklameres for plantebeskyttelsesmidler, der ikke er godkendt. Det betyder, at den der ønsker at reklamere for et middel skal have en godkendelse fra Miljøstyrelsen før, der må udsendes/vises reklamer og pr-materiale indeholdende det pågældende plantebeskyttelsesmiddel.

Kun på midler der er godkendt af Miljøstyrelsen, må der på etiketten eller på virksomhedens hjemmeside anføres noget, der indikerer, at midlet er velegnet til bekæmpelse af ukrudt, sygdomme eller skadedyr. Er et kemisk eller mikrobiologisk produkt fx ikke godkendt til bekæmpelse af mos, må der på etiketten ikke stå noget, der får forbrugeren til at tro, at det er godkendt til dette formål. Der må i så fald fx ikke stå, at et middel  "hæmmer mos", "modvirker mos", "reducerer mos", "kvæler mosset", at det "bekæmper mos", at det er "effektivt mod mos", "mos - nej tak" eller at "midlet ikke bør anvendes, hvis man ønsker mos i plænen". Læs mere her om disse regler.

Læs her Miljøstyrelsens notat om regler vedr. pesticidanprisninger på havegødninger og jernholdige midler mod mos.

Krav til reklameringen 

Enhver form for reklame skal ledsages af bestemte sætninger. Her følger de reklameringskrav som skal indgå i en reklamering for et godkendt plantebeskyttelsesmiddel:

1. Visning af standardsætninger

Reklame og pr-materiale skal altid ledsages af sætningerne:

»Plantebeskyttelsesmidler skal anvendes på forsvarlig måde. Læs altid etiketten og oplysninger om produktet før anvendelse«.

Sætningerne skal være let læselige og stå klart adskilt fra den øvrige del af teksten. Ordet »plantebeskyttelsesmidler« kan erstattes af en mere nøjagtig beskrivelse af middeltypen, f.eks. svampemiddel, insektmiddel eller ukrudtsmiddel.

2. Henvisning til advarselssætninger og advarselssymboler

Reklame og pr-materiale skal altid indeholde en henvisning til mærkningens relevante advarselssætninger og advarselssymboler. Henvisningen skal ske med følgende sætning:

”Vær opmærksom på de advarselssætninger og advarselssymboler, der fremgår af etiketten.”

Mærkningens relevante advarselssætninger og advarselssymboler omfatter de faresymboler samt risikosætninger (H-sætninger), der er angivet på det godkendte plantebeskyttelsesmiddels etiket.

3. Reklamering må ikke være vildledende

Reklameringen, hvad enten det er trykt eller digitalt, må ikke indeholde tekstoplysninger eller grafiske oplysninger, der kan virke vildledende i forhold til den risiko, der kan være for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet ved at anvende midlet. Der skal desuden foreligge faglig dokumentation for enhver oplysning, der anvendes til reklameformål.

Det betyder, at angivelser som f.eks.: lav risiko, miljørigtigt, ikke-giftigt, uskadeligt, ufarlig, ikke mærkningspligtig, testet for… (f.eks. allergi), ikke sundhedsskadelig, godkendt, øko, natur, bio eller sammensætninger heraf, ikke må indgå i reklameringen for plantebeskyttelsesmidlet.

Reklameringen må heller ikke indeholde visuelle fremstillinger af potentielt farlig praksis for håndtering af plantebeskyttelsesmidlet, såsom blanding eller anvendelse uden dette foregår med tilstrækkelig beskyttelsesbeklædning, anvendelse i nærheden af fødevarer eller i nærheden af børn.

Reklamering for lavrisikoplantebeskyttelsesmidler

Ved reklamering for et plantebeskyttelsesmiddel med lav risiko må ordene »godkendt som lavrisikoplantebeskyttelsesmiddel i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1107/2009« dog gerne benyttes. De må dog ikke benyttes som anprisning på midlets etiket.

Hvor findes reglerne

Pesticidforordningens artikel 66 opstiller de krav, der skal efterleves hvis man ønsker at reklamere for et plantebeskyttelsesmiddel.