Tips om husholdningskemikalier

Husholdningskemikalier som sprit, salmiakspiritus og lignende er krasse produkter, der skal anvendes med omtanke.

Husholdningskemikalier kan indeholde organiske opløsningsmidler, der ved indånding kan virke sløvende og give svimmelhed. Ved længere tids påvirkning kan de giver permanente skader.

Nogle af stofferne kan også optages gennem huden eller virke udtørrende på hud og slimhinder, og visse er hudirriterende eller ligefrem ætsende.

Tips om husholdningskemikalier

  • Vælg produkter med miljømærkerne Svanemærket eller EU-Blomsten. De produkter belaster miljøet mindre end andre husholdningsprodukter

  • Opbevar dine kemikalier på et sikkert sted, hvor børn ikke kan komme i kontakt med dem

  • Læs altid etiketten og følg anvisningerne. 

  • Lad være med at omhælde kemikalier til andre emballager end originalen, for eksempel sodavandsflasker

  • Lad være med at blande rengøringsmidler med klorin. Det kan give giftige dampe

  • Udsæt ikke din hud, øjne eller lunger for kemikalier

  • Brug af spray, lim og maling kan give problemer ved indånding og kan give høje koncentrationer af kemikalier i luften. Brug dem derfor helst udendørs eller sørg for grundig udluftning. 

Sådan afleverer du farligt affald

  • Som hovedregel skal alle produkter med et eller flere faremærker håndteres som farligt affald.

  • Kemikalierester og nogle kemikalieemballager (det står på etikken) skal afleveres som farligt affald.

  • Både vand og oliebaseret maling kan indeholde kemiske stoffer, og derfor skal rester fra malerarbejde behandles som farligt affald. Det gælder dog ikke det plastik eller stof med malerpletter på, som du har brugt til at dække af med.

  • Du afleverer farligt affald på din genbrugsplads

  • Nogle kommuner har en ordning om, at man godt må sætte farligt affald sammen med storskrald, bare det står separat. Det kan også være din kommune har en miljøbil, der kommer forbi, og som du kan aflevere farligt affald til. Find og følg derfor altid din kommunes anvisninger.

  • Medicinrester afleverer du på dit lokale apotek.