Tips om haveslanger uden pvc og ftalater

De fleste haveslanger, der sælges i Danmark, er lavet af blødt PVC, men der markedsføres også en række PVC-fri haveslanger.

Blød PVC indeholder ofte ftalater. Nogle af disse er skadelige over for mennesker og miljø. Selvom de mest problematiske ftalater i dag er udfasede/regulerede, så optræder mange flere ftalater på kandidatlisten over særligt problematiske stoffer. Disse kan stadigvæk anvendes. Som forbruger kan man kræve at få oplyst inden for 45 dage, om forbrugerprodukter  indeholder de pågældende ftalater eller andre stoffer på kandidatlisten.

PVC indeholder store mængder klor, og i modsætning til mange andre materialer så afgiver PVC saltsyre, når det bliver brændt. Når PVC-affald brændes i  affaldsforbrænding resulterer dette i større mængder af restprodukter, der skal bortskaffes.

Tips om haveslanger

  • Spørg efter PVC-fri haveslanger. Selvom havecentret eller byggemarkedet ikke har dem på lager, er det muligt at skaffe dem

  • Køb i stedet slanger af alternative materialer. Tjek, at slangerne er til udendørs brug og kan tåle påvirkning fra sol og vejr.

  • I forhold til indholdet af ftalater, så kan du bruge app’en Tjek Kemien.  Her kan du scanne stregkoder og spørge leverandøren om produktet indeholder stoffer på kandidatlisten. Bemærk at du ikke kan spørge til fødevarer, kosmetik, maling, rengøringsmidler og lignende. Læs mere om Tjek Kemien.