Dyrelegetøj

Kender du en legesyg hund, så sørg for den IKKE får bolde, pivedyr og andet hundelegetøj af blød plastik, der kan indeholde kemiske stoffer (ftalater), der kan skade hundens fertilitet. Køb hundelegetøj af andre materialer, f.eks. gummi, PP (polypropylen) eller PE (polyethylen). Hvis du ikke kan se af mærkningen på hundelegetøjet, om det er lavet af blød plastik, så spørg altid i forretningen.

Det meste dyrelegetøj er lavet af gummi; men du kan også møde dyrelegetøj af blødgjort PVC.

Blød PVC indeholder ofte ftalater. Nogle af disse er skadelige over for mennesker, dyr og miljø. Miljøstyrelsen har i en tidligere undersøgelse fundet problematiske ftalater i dyrelegetøj lavet af plast. Legetøj med nogle typer ftalater, der fungerer som blødgørere i PVC, kan nedsætte hundes fertilitet og er din hund gravid, er fosteret specielt følsomt over for ftalater.

Tips om dyrelegetøj

  • Miljøstyrelsen opfordrer generelt dyreejere til, at købe dyrelegetøj, der ikke er lavet af blød PVC, fordi især hunde både bider og spiser legetøjet.

  • Find alternativer til dyrelegetøj, som ikke er lavet af blød PVC. Se om der står på legetøjet om det er lavet af andet end PVC, f.eks. gummi, PP (polypropylen) eller PE (polyethylen). Hvis du ikke kan se af mærkningen på legetøjet, om det er lavet af blød PVC, så spørg i forretningen.

  • I forhold til indholdet af ftalater i blødgjort PVC dyrelegetøj, så kan du bruge app’en Tjek Kemien. Her kan du scanne stregkoder og spørge leverandøren om produktet indeholder stoffer på kandidatlisten. Bemærk at du ikke kan spørge til fødevarer, kosmetik, maling, rengøringsmidler og lignende. Hent appen på App Store eller Google Play

  • Giv ikke legetøj beregnet til dyr til små børn. Køb kun legetøj til børn, der sælges specifikt som legetøj til børn, da du derved undgår at udsætte barnet for allerede regulerede kendte problematiske kemikalier i legetøj. Hvis du er i tvivl om legetøjet er lavet til børn så spørg i butikken

Fakta

Selvom de mest problematiske ftalater i dag er udfasede eller regulerede, så optræder mange flere ftalater på EU's kandidatliste over særligt problematiske stoffer. Disse kan stadigvæk anvendes. Som forbruger kan man kræve at få oplyst inden for 45 dage, om forbrugerprodukter indeholder de pågældende ftalater eller andre stoffer på kandidatlisten.

PVC indeholder store mængder klor, og i modsætning til mange andre materialer så afgiver PVC saltsyre, når det bliver brændt. Når PVC-affald brændes i affaldsforbrænding resulterer dette i større mængder af restprodukter, der skal bortskaffes.

Læs mere om ftalater