Ftalaterne i blød PVC afgives fra produkterne over tid. Ved direkte hudkontakt kan ftalater optages gennem huden. De kan også binde sig til overflader i hjemmet og til støvpartikler. Dermed kan ftalater spredes i miljøet og fødekæderne, og de kan indåndes eller indtages, hvis de findes i indeklimaet.
Du kan fjerne ftalater og andre kemiske stoffer i indeklimaet ved at lufte ud med gennemtræk mindst to gange fem minutter hver dag. Du kan for eksempel gøre det til en vane at lufte ud, hvor dit barn sover, mens I børster tænder om aftenen. Blot 5 minutters udluftning med gennemtræk inden sengetid giver et sundere indeklima om natten.
Samtidig kan du gøre rent en gang om ugen, hvor du støvsuger og tørrer støv af. På den måde fjerner du stoffer, der er ophobet i støvet eller har sat sig på overfladerne i dit hjem.
Lad ikke små børn lege med ledninger og anden blød plast fra byggemarkeder, da de kan indeholde ftalater.