Faktaark: Dimethylfumarat (DMF)

Dimethylfumarat (DMF) er et mug- og svampedræbende middel, der ofte er blevet brugt til at beskytte f.eks. møbler eller sko mod mug, under lange transporter fra f.eks. Kina

DMF forekommer typisk i små poser, der enten bliver syet ind i varerne eller vedlægges i tæt kontakt med disse varer.

Stoffet afgiver dampe, som trænger ind i og imprægnerer varerne, som dermed bliver beskyttet mod svampeangreb. DMF har også tidligere været forbudt at anvende til disse formål i EU, men har lovligt kunnet importeres til EU fra tredjelande.

DMF kan give kraftige allergiske reaktioner

I EU er der konstateret tusindvis af tilfælde af allergi overfor DMF. Midlet er fundet i varer af læder eller kunstlæder, som polstrede møbler, sko og ridehjelme. Desuden er DMF fundet i cowboybukser. DMF har vist sig at trænge igennem tøj og ind på huden, hvor det har medført en ofte smertefuld hudallergisk reaktion, med kløe, rødmende og væskende hævelser, og som kan være vanskelig at behandle.

Importører og forhandlere er ansvarlige

Enhver som importerer eller sælger varer, er ansvarlig for at reglerne overholdes.

Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion fører tilsyn med at reglerne overholdes og skal foranledige at ulovlige forhold lovliggøres. Det kan betyde, at varen skal trækkes tilbage fra det danske marked, eller at varen på anden måde skal gøres lovligt. Hvis man overtræder reglerne, kan man derudover risikere bøde eller fængsel i indtil to år.

Gode råd til forbrugere

  • Søg læge, hvis du oplever en hudreaktion efter at have siddet i et møbel eller har været i kontakt med andre varer af læder, kunstlæder, cowboybukser eller lignende, og få konstateret om du kan have fået en allergisk reaktion.

Gode råd til forhandlere

  • Når du sælger importerede varer fra f.eks. Kina, bør du sørge for at få dokumentation fra din leverandør om, at varen ikke er behandlet med DMF.
  • Der findes også analyseinstitutter, der kan teste, om dine varer indeholder DMF.

Hvor kan jeg få mere at vide?

DMF er et biocid og dermed reguleret under biocidreglerne. Du kan finde yderligere informationer på Miljøstyrelsens hjemmeside om Biocider 
Yderligere spørgsmål kan rettes til biocideshelpdesk@mst.dk.