Hvem skal registrere?

Virksomheder, der producerer eller samler varer med problematisk kemi, og som markedsfører dem i EU, skal registrere de pågældende varer eller delkomponenter i SCIP-databasen pr. 5. januar 2021. Nogle typer af varer er undtaget fra registrering. Desuden giver særlige kundetyper og leverandører undtagelse fra registreringen.

Pligten til at registrere varer og delkomponenter i SCIP-databasen omfatter varer og delkomponenter, der ifølge kemilovgivningen kan betegnes som artikler. Rigtig mange af de varer, som produceres i Danmark, vil blive betegnet som artikler. Derfor er det vigtigt for virksomheder at orientere sig i reglerne.

En artikel er defineret som ”en genstand, der under fremstillingen har fået en særlig form eller overflade eller et særligt design, der i højere grad end den kemiske sammensætning er bestemmende for dens funktion”.

Det betyder, at de fleste genstande, som vi omgiver os med i det daglige, er artikler. Det kan f.eks. være møbler, tøj, IT- udstyr, biler, cykler, legetøj, byggematerialer, emballager og meget mere. Medmindre din virksomhed producerer eller videredistribuerer rene kemiske stoffer eller blandinger af kemiske stoffer, er din virksomheds vare højst sandsynligt en artikel – og dermed er varen omfattet af registreringspligten.

Enkeltdele fra en cykel

Rene kemiske stoffer og blandinger er ikke omfattet, men det er emballagen

Rene kemiske stoffer eller blandinger, som fx maling og vaskemidler, er ikke direkte omfattet af registreringspligten i SCIP-databasen. I nogle tilfælde kan varer dog være en kombination af en kemisk blanding og en artikel. Væsken på vådservietter er fx en blanding, mens servietten er en artikel. Stearin i stearinlys er et kemisk stof eller en blanding, mens vægen er en artikel. Blækket i en kuglepen er en blanding, mens selve kuglepennen er en artikel.

Læs mere om definitionen på en artikel, og se om din vare er en artikel eller en blanding.

Uanset om du producerer rene kemiske stoffer, blandinger eller artikler, er emballagerne, som stofferne eller blandingerne sælges og leveres i, defineret som artikler. Så dem vil du stadig skulle undersøge og eventuelt registrere.

Salg direkte til forbrugere er ikke omfattet

Detailhandlere og andre aktører i forsyningskæden, der leverer direkte og udelukkende til forbrugere, er ikke omfattet af registreringspligten. Men bemærk ”udelukkende”. Leverer du både til forbrugere og professionelle, er din virksomhed stadig omfattet.

Importerer du fra ikke-EU lande?

Du skal være særlig opmærksom, hvis du importerer varer eller delkomponenter med kandidatlistestoffer fra leverandører uden for EU. I det tilfælde er det dig som importør til EU, der har ansvaret for at registrere delkomponenter med kandidatlistestoffer, også selvom du udelukkende leverer til forbrugere. Det gælder også detailhandelskæder med egen import af varer fra lande uden for EU. Virksomheder i lande uden for EU kan ikke registrere i SCIP-databasen.

Det kan tage tid at fremskaffe de nødvendige oplysninger til registreringerne, så spørg dine underleverandører i god tid.

Skal din virksomhed registrere varen i SCIP-databasen?

Brug spørgetræet - svar på 3-4 spørgsmål og få klart svar.