Start her: Kender du reglerne og din rolle?

Her på siden kan du få et overblik over reglerne for børnetøj og børneprodukter med tekstil. Du kan finde ud af, hvilket ansvar du har – og få råd til, hvordan du bedst sikrer dig, at du lever op til kravene.

Side 1_1170x 400

Små børn er på grund af deres størrelse, adfærd og udviklingsstadie særligt følsomme over for de kemiske stoffer, der kan være i deres tøj og andre produkter af tekstil, som de omgiver sig med. Samtidig kan børn risikere at blive kvalt eller komme til skade under deres leg og færden, hvis ikke deres tøj er designet og testet specifikt til børn.

Det er derfor vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilke regler der gælder for både kemisk sikkerhed og fysisk/mekanisk sikkerhed, hvis du producerer, importerer, videresælger eller forhandler børnetøj og børneprodukter med tekstil. Børneprodukter med tekstil kan fx være ammepuder, puslepuder, sutteklude, bæresele og lifte.

Her på siden kan du få et overblik over reglerne, finde ud af, hvilket ansvar du har – og få råd til, hvordan du bedst sikrer dig, at du lever op til kravene. Eksempelvis hvilke EU-standarder du kan bruge, og hvordan du får stillet de rigtige spørgsmål til din leverandør. Du kan også læse mere om  Produktloven  og EU’s kemikalielovgivning  REACH,  som er de to centrale lovgivninger, du skal kende. Derudover kan du finde henvisninger til uddybende information og hjælp.

De fleste regler og råd her på siden gælder for tekstiler generelt. Du kan derfor også finde mange nyttige informationer, selv om du fx producerer, importerer, videresælger eller forhandler voksentøj. 

Hvor skal du starte?

Hvis du er ny i branchen, kan det være uoverskueligt at sætte sig ind i alt på én gang. Her får du en liste med fem ting, som vil hjælpe dig godt på vej:

1. Afklar din rolle

Start med at finde ud, hvilken rolle du har i forhold til et konkret produkt. Det er nemlig din rolle, der afgør, hvilket ansvar du har. Vær opmærksom på, at produktsikkerhedsloven og REACH definerer roller og ansvar forskelligt.

De to lovgivninger er også grunden til, at børnetøj og børneprodukter med tekstil både er omtalt som ”produkter”, ”varer” og ”artikler” her på hjemmesiden.

2. Kend reglerne for kemiske stoffer i tekstiler

Sæt dig ind i, hvilke kemiske stoffer der er reguleret. Dvs. stoffer, der er forbudte eller underlagt begrænsning. Sæt dig også ind i, hvilken pligt du har til at informere om eventuelle særligt problematiske stoffer (kandidatlistestoffer) i de tekstiler, du producerer, importerer, videresælger eller forhandler.

3. Kend de overordnede regler for sikkerhed i tekstiler

Snore og smådele i tekstiler er det vigtigste at være opmærksom på, når det handler om fysisk/mekanisk sikkerhed. Derfor har Sikkerhedsstyrelsen seks anbefalinger, du kan følge.

4. Stil krav til din leverandør

Vælg din leverandør med omhu. Uanset hvor troværdig din leverandør virker, eller hvor længe du har samarbejdet med leverandøren, er det en god idé at lave en skriftlig aftale om, hvilke krav tekstilerne, som du køber, skal leve op til.

5. Reager på ulovlige og farlige tekstiler

Du har pligt til at reagere, hvis du opdager, at du har markedsført eller produceret et stykke børnetøj eller et børneprodukt med tekstil, der er ulovligt eller kan være til fare for forbrugerne. Du skal derfor sætte dig ind i, hvad du skal gøre, og hvem du skal kontakte, hvis du har produceret, importeret eller solgt et tekstilprodukt, der er til fare for forbrugerne.

Siden er lavet i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen