Små børn: Hvilke særlige krav gælder for tekstiler til små børn?

Hvis du producerer, importerer eller sælger børnetøj eller børneprodukter med tekstil til små børn, skal du være opmærksom på, at der kan være særlige regler, som du skal leve op til.

Side 4_1170x 400

Ftalater til børn under 3 år

Danmark har særregler for ftalater i småbørnsartikler til børn i alderen 0-3 år. Småbørnsartikler er produkter, som er beregnet til eller normalt må forventes at blive puttet i munden eller suttet på af børn i alderen 0-3 år. Eksempelvis ammepuder, bæreseler, narresutter og badeudstyr. Tøj bliver derimod ikke betragtet som småbørnsartikler.

Reglerne betyder, at der i Danmark er forbud mod import, salg og anvendelse af ftalater i småbørnsartikler til børn i alderen 0-3 år, hvis produkterne indeholder mere end 0,05 vægtprocent ftalater.

Forbuddet mod alle ftalater i småbørnsartikler til børn i alderen 0-3 år er et dansk forbud og gælder ikke generelt i EU. Du skal derfor være særligt opmærksom ved import fra andre EU-lande.

Læs mere om de regler, der gælder for kemiske stoffer i tekstiler.

Kvælningsfare

Tøj til børn op til 7 år (højde 134 cm) bør ikke have bindebånd eller snore i hoved- og halsområdet. Derudover bør du være opmærksom på de forskellige retningslinjer, der gælder for børnetøj generelt i forhold til bindebånd og snore på ryggen, maven og i ærmer.

Derudover kan også smådele være en kvælningsfare for små børn. Derfor bør små dele som fx knapper, pailletter og lynlåshænger ikke kunne trækkes eller falde af.

Læs mere om regler for sikkerhed i børnetekstiler.  

Hvornår er et produkt en småbørnsartikel?

Mange kan blive i tvivl om, hvorvidt deres produkt bliver betragtet som en småbørnsartikel og dermed skal leve op til de danske særregler for ftalater.

Skal man fx forvente, at små børn putter deres sutsko i munden? Og hvad med hagesmækken?

Her gælder det først og fremmest om at bruge sin sunde fornuft, ligesom det altid er en god idé at være på den sikre side og generelt minimere børns udsættelse for skadelige kemikalier. 

Siden er lavet i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen