Kemiske formler

Derfor kommer der nye regler

I sommeren 2020 har EU-kommissionen vedtaget nye regler for kemiske stoffer i tatoveringsfarver. Reglerne er gældende efter d. 4. januar 2022 – ikke bare i Danmark, men i hele EU. De nye regler omfatter både hvilke kemiske stoffer, der ikke må være i tatoveringsfarver og mærkningen af de produkter, du tatoverer med

Næsten 12 procent af EU’s befolkning har en tatovering, og gennem de sidste årtier er antallet af personer, der har en tatovering, steget. Tatoveringsfarver indeholder mange forskellige kemiske stoffer, hvoraf visse kan forårsage allergi, kræft eller nedsat fertilitet hos mennesker. Brugen af disse problematiske stoffer kan først og fremmest skade tatoveringskunden, men i sidste ende kan det også skade din forretning, distributørerne og hele tatoveringsbranchen.

Vil du vide mere om vores kommunikation med dine kunder, kan du se hjemmesiden thinkbeforeyouink.dk, som du også kan henvise dine kunder til. 

Reglerne skal beskytte dine kunder

De nye regler skal beskytte dine fremtidige kunder mod en sundhedsrisiko fra problematiske stoffer i tatoveringsfarve til tatovering og permanent make-up. Pigment til tatoveringer og permanent make-up er kemiske blandinger, som bl.a. indeholder forskellige hjælpestoffer og i tatoveringsprocessen lagres faste pigmentpartikler i huden, mens de opløselige hjælpestoffer bliver transporteret rundt i kroppen. Over tid bliver pigmenterne nedbrudt af sollys og kroppens egne forsvarsmekanismer. Det kan føre til frigivelse af kemiske stoffer, som vides eller mistænkes for at kunne forårsage uønskede virkninger såsom kræft, hudallergi og nedsat fertilitet.

EU ønsker med reglerne at værne om menneskers helbred ved at mindske risikoen for at udvikle f.eks. allergi, kræft eller nedsat fertilitet.

Læs mere om, hvad du kan gøre.

mand tatovering

Spørgsmål og svar

Her kan du finde svar på spørgsmål om de nye regler for kemiske stoffer i tatoveringsblæk. 

Myndigheder og regler

Se den nye lovgivning  - På dansk       På engelsk:

Der er flere myndigheder på tatoveringsområdet. Her får du som tatovør et overblik over tatoveringsloven og de myndigheder, som fastsætter reglerne for blandt andet hygiejnekursus, tatoveringsfarver med videre.


Tatoveringsloven er Sundheds- og Ældreministeriets ressortområde 

Miljøstyrelsen fører tilsyn med, at kemikalielovgivningen er overholdt for tatoveringsfarverne

Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejder regler om infektionshygiejne for tatoveringsstederne og fastsætter regler for informationsmateriale til forbrugerne

Statens Serum Institut fastsætter regler om hygiejnekursus for tatovører

Sikkerhedsstyrelsen står for registrering af tatoveringssteder og fører tilsyn med tatoveringsstederne. Det er også Sikkerhedsstyrelsen, som fører tilsyn med om tatoveringsstederne udleverer informationsmaterialet. 

Think before you ink er en forbruger-informationsside fra Miljøstyrelsen