Hvad er legetøj?

Legetøj er produkter, der er konstrueret eller beregnet til – udelukkende eller delvist – at blive brugt under leg af børn under 14 år.

En nøglering kan også blive betragtet som legetøj

Et produkt behøver ikke udelukkende at være beregnet til leg for at kunne blive betragtet som legetøj. Det kan også have andre funktioner. Eksempelvis betragtes en souvenir-bamse med navnet på et hotel som et stykke legetøj. Det samme gør en rygsæk med udseende som et udstoppet tøjdyr. Andre eksempler på produkter, der ikke ligner legetøj, men som også vil blive betragtet som det, kunne være en nøglering med en bamse og en stor trampolin til haven.

Ikke alle løbehjul og puslespil er legetøj

Nogle produkter kan ligne legetøj, men vil ifølge bekendtgørelsen ikke blive betragtet som legetøj. Fx puslespil med over 500 brikker, rulleskøjter beregnet til børn over 20 kg og løbehjul beregnet til transport eller sport. Det betyder, at du ikke må sælge dem som legetøj.

Fire gode råd, hvis du er i tvivl, om produktet er legetøj

1. Bed om at se en overensstemmelseserklæring (eng: declaration of conformity, DoC)

2. Se om der er CE-mærke på legetøjet. Det vil være en indikation for, at fabrikanten har fremstillet produktet med henblik på leg. Vær dog opmærksom på, at CE-mærket kan være påsat i henhold til andre direktiver. Fx lavspændingsdirektivet (LVD).

3. Brug din sunde fornuft.

4. Søg efter svar i de lister og vejledninger, der er udarbejdet om emnet:

  • I legetøjsbekendtgørelsens bilag I  finder du en liste over produkter, der ikke bliver betragtet som legetøj, selv om man kunne tro det. Du skal være opmærksom på, at listen ikke er komplet – produkter, der ikke er nævnt på listen, er altså ikke nødvendigvis legetøj.