Kosmetik og REACH

Kosmetikforordningen regulerer forbrugersikkerhed ved brug af kosmetiske produkter. Ingredienserne i kosmetik er at betragte som kemiske stoffer, og disse er som udgangspunkt omfattet af REACH

Registrering 

Råvarerne i kosmetiske produkter er kemiske stoffer eller blandinger af kemiske stoffer. Kemiske stoffer, som defineret i REACH-forordningen, skal registreres under REACH i henhold til deres tonnage.

I forbindelse med REACH registreringen af et stof skal der ofte indsendes en kemikaliesikkerhedsrapport. Denne skal dog ikke omfatte vurderinger af risici for menneskers sundhed i forbindelse med anvendelsen af stoffet i færdige, kosmetiske produkter, som defineret i EU’s kosmetiklovgivning, da denne lovgivning stiller krav om sikkerhedsvurdering af det færdige kosmetiske produkt, herunder vurdering af de enkelte indgående stoffer/ingredienser.
Læs mere om sikkerhedsvurdering

Godkendelsesordningen under REACH

Kemiske stoffer kan blive optaget på godkendelsesordningen under REACH, hvis de har særligt problematiske egenskaber for sundhed eller miljø. Når et stof er optaget på godkendelseslisten (bilag XIV) må det kun bruges til de anvendelser, der er blevet godkendt af Kommissionen.

REACH forordningen indeholder dog en undtagelse, idet der ikke skal søges om godkendelse til anvendelsen i kosmetiske produkter, hvis stoffet udelukkende er optaget på godkendelsesordningen på grund af dets sundhedsskadelige effekter. Det skyldes, at der i kosmetiklovgivningen allerede er taget hånd om vurdering af sundhedsmæssig risiko i forbindelse med sikkerhedsvurderingen.

Det betyder bl.a., at der i REACH ikke kræves godkendelse af stoffer i kosmetiske produkter, hvis disse er optaget på godkendelsesordningen alene på grund af deres CMR-egenskaber. Stoffer, der er CMR klassificerede er reguleret efter artikel 15 i kosmetikforordningen, der siger at CMR-stoffer som udgangspunkt er forbudt, medmindre en række krav er opfyldt. 
Læs mere om sikkerhedsvurdering og artikel 15

Hvis et stof derimod er på godkendelseslisten på grund af dets særlige miljøfarlighed, må det ikke anvendes i kosmetiske produkter, med mindre virksomheden eller leverandøren har søgt om godkendelse og har fået denne anvendelse godkendt af Kommissionen.

Krav om sikkerhedsdatablade – oplysninger i leverandørkæden

Kravet om, at der skal leveres sikkerhedsdatablade sammen med fareklassificerede kemiske blandinger gælder ikke for kosmetiske produkter i brugsklar stand, der er bestemt til den endelige bruger. Kosmetiske produkter er specifikt undtaget fra reglerne i REACH om oplysninger i leverandørkæden.

Dette skal ikke forveksles med identifikation i forsyningskæden - der gælder art. 7 i kosmetikforordningen for henholdsvis ansvarlig person og distributør .