Suserup Skov
En gang for længe siden var det meste af Sjælland dækket af skov. Vild, ufremkommelig urskov med lysninger med græssende råvildt og urokser. Der var væltede træer, bosted for alverdens biller, svampe og orme. Der var en ekstremt forskelligartet natur med et væld af arter, både planter og dyr.
Nu har vi mennesker overtaget landskabet, og der bliver ryddet og plejet, så vi kan færdes overalt, og det har jo bestemt sine fordele. Dog findes der en plet på 19 hektar, der har været lystskov i umindelige tider og fået lov til fuldstændig at passe sig selv siden 1920. Den mindst 7.000 år gamle Suserup Skov ligger der, ned mod Tystrup Sø, og passer sig selv. Den er smuk og vild og magisk. Den er en verden uden for vores egen virkelighed, en majestætisk påmindelse om, hvad det vil sige at være det dyr, vi kalder menneske.
En trampesti fører dig rundt, af og til skal du over et af de 300-400 år gamle træer, der er væltet, eller uden om en stor nedfalden gren. Man færdes på eget ansvar i Suserup Skov, og er man en større gruppe skal man søge tilladelse til at gå derind, for stedet bruges af forskere, der interesserer sig for det nordvesteuropæiske lavlands urskov. Skoven er også hjemsted for et hav af truede arter, der trives i vildnisset – en fornem repræsentant for den natur, der engang dominerede størstedelen af vores land.
Sjælefred er garanteret, man sænker stemmen, børn bliver lidt mere voksne, og voksne bliver lidt mere børn.