Skagen og Råbjerg Mile
Nordjylland kan noget, når det handler om danske naturoplevelser i den mere pompøse afdeling. Den type, der sætter sig i vores kroppe, så vi igen husker følelsen af at være en del af noget kæmpevidunderligt stort som menneske.
Det burde være en menneskeret at få lov at opleve med jævne mellemrum. Hvis ikke ligefrem en pligt. For det er præcis det, der minder os om, at der er andet i verden end os selv. Og det ville simpelthen være for ærgerligt at være ved vejs ende uden at have mærket de her to steder i krop og sind.
Men du må ikke have for travlt. Naturfølelsen skal have ro til at forplante sig. Og det gør den, hvis du giver dig tid til at stå og betragte det særlige naturfænomen, når to have mødes, som Kattegat, der klasker op imod Skagerrak, bølge efter bølge på Grenen. Alt imens du suger lyset til dig sammen med synet af alle de havdyr og rovfugle, som øjet kan mønstre.
Råbjerg Mile er noget så sælsomt som et fredet monument over naturens ødelæggelse. Her bliver det ikke tydeligere, hvad der sker, når sandet får lov at fyge frit. Luk øjnene og lyt. Milen er et lille ørkenlandskab på næsten en kvadratkilometer i bevægelse. Og man må, ligeså bittelille som man kan føle sig her, klatre, løbe, skrige og give sig fuldstændig hen i de 30-40 meter høje bjerge af sand, fuldstændig som man har lyst til.