Mandemarke Bakker og Møns Klint
De 70 millioner år gamle kridtaflejringer på Møns Klint er et nationalklenodie. På sydsiden af ’Høje Møn’, som de lokale kalder det, ligger Mandemarke Bakker, hvor kridtet giver mulighed for en naturrigdom, som vi ikke kender noget andet sted i landet.
Allerflottest er nok den sydvendte, solsvedne skråning Høvblege, hvor terrænet hæver sig mere end 100 meter over Østersøen og ender i Kongsbjerg, 135 meter oppe. Her ligger kridtet lige under jordoverfladen, og det har medført en helt unik flora med farvestrålende blomster.
Øverst i bakkerne finder man talrige sjældne orkideer og sommerfuglearter, bl.a. den sortplettede blåfugl og den smukke timian-køllesværmer. Vi er i kerneområdet for Danmarks første UNESCO Biosfæreområde, hvor man ikke må plukke eller grave op, og netop derfor kan man fordybe sig i skønheden her.
Udsigten er mageløs – langt bedre end fra klinten – og den bliver kun bedre og bedre, desto højere man kommer. Følg vandreruten ’Camønoen’ derhen, eller cykl forbi på ’Danmarks bjergetape’ og få pusten ved at bestige bakkerne. En naturoplevelse i en kategori for sig. Det er utroligt, at der findes steder som dette i Danmark.