Gudenåens og Skjernåens kilder
Her på den jyske højderyg pibler Danmarks to største vandløb frem: Gudenåen, Danmarks længste å, bobler op og løber mod øst, og bare 100 meter fra dens udspring finder man så udspringet for vores vandrigeste å, Skjern Å, som stikker af i modsat retning.
I området kan man også glæde sig over Tinnet Krat, som er vores største egekrat og den sidste rest af den umådelige egeskov, der engang dækkede det meste af Jylland. Og man kan bade i eller gå ture ved den smukke Rørbæk Sø, som Skjern Å fodrer med koldt vand som en af dens første gerninger på sin tur vestover.
Landskabet med rene og kølige kilder, vandløb, søer, overdrev og skov skaber grundlag for en rig og varieret natur med mange sjældne arter, hvor man skal huske at kigge både op og ned. Foroven kan man være heldig at se den elegante rovfugl rød glente, mens den meget sjældne løgfrø har et af sine få levesteder i Danmark netop her. De gamle egetræer lægger adresse til en masse fugle og insekter, som finder bolig og mad i sprækker og huller.
Det er samtidig et smukt og meget varieret landskab og et godt udgangspunkt for at opleve Danmarks største åer. Ved kildevældene er de ganske små, men de vokser sig hurtigt større, og få kilometer derfra er de store nok til at sejle i kano på.