Eksempelbevoksning nr. 1 – Pipstorn afd. 29k
Se fig. 2-5. Bøge- og ahornforyngelsen i denne bevoksning adskiller sig fra foryngelserne i de følgende Eksempelbevoksninger nr. 2-4, idet den er opstået gruppevist og helt af sig selv (spontan foryngelse) uden anvendelse af jordbearbejdning.
Den gamle bevoksning (100 år) afvikles langsomt ved en form for måldiameterhugst (hugst fra toppen) efterhånden som foryngelsesgrupperne indfinder sig. Når foryngelsen når en vis højde (”knæhøjde", 0,5 – 1 m ), skønnes de at få brug for øget lystilgang, og der hugges for dem. Overstandere af dårlig kvalitet er altid hugstmodne og fjernes så snart, der er foryngelse, som kan drage nytte af hugsten. Træer af høj kvalitet skal helst opnå en brysthøjde-diameter på ca. 60 cm, før de skoves.
Gustav Berner håber, at problemerne med fregnedannelse, som distriktet har oplevet ved afviklingen af de sidste overstandere i nogle af de traditionelle foryngelser (se Eksempelbevoksninger nr. 3-5), kan undgås med denne langsomme afvikling af skærmen. Fregner er pletvise misfarvninger, som minder om ”pletvis rødkerne”, og skyldes sandsynligvis også forstyrrelse af træets vandbalance - se også eksemplet fra Frederiksdal Skovdistrikt vedr. måldiameterhugst.
Fig. 2. Eksempelbevoksning nr. 1 – Pipstorn afd. 29k. Foryngelsen af bøg og ahorn har indtil videre indfundet sig gruppevist og noget varierende i bevoksningen. Gustav Berner forventer, at en fortsat måldiameterhugst vil resultere i en tilfredsstillende foryngelse af hele bevoksningen.
Fig. 3. Eksempelbevoksning nr. 1 – Pipstorn afd. 29k. I dette område er foryngelsen af bøg og ahorn ganske komplet. Ahornen vokser som altid hurtigere end bøgen, men den vokser ikke opret her, hvilket skyldes en relativ tæt skærm. Sammenlignet med bøgeforyngelsen vokser ahornen mere skævt og i retning mod åbningerne i kronetaget. Gustav Berner forventer, at ahornen med tiden retter sig, ellers må den på et senere tidspunkt fjernes ved udrensningerne. Han har ikke gode erfaringer med at sætte ahorn på roden – dvs. skære foryngelsen ned med henblik på, at den skyder fra stødet på ny.
Fig. 4. Eksempelbevoksning nr. 1– Pipstorn afd. 29k. Her et område, hvor både ahorn og bøg har forynget sig. En fortsat fjernelse af de gamle bøge vil sikre, at foryngelsen kan udvikle sig til ahorn med bøg i underetagen. Hvis ahornens kvalitet udvikler sig fint, kan der satses på den fremover, ellers kan den udrenses og bøgen kan tage over.
Eksempelbevoksning nr. 2 – Pipstorn afd. 27j – ved Kirsten Skovs Kilde
Se Fig. 5. Store bemærkelsesværdige træer efterlades nogle steder for at tilgodese mulighederne for rekreation, oplevelser og naturen i skovene. Ved kilden har generationer holdt hånden over to bøgetræer, som har opnået en sjælden stor størrelse.
Fig. 5. Eksempelbevoksning nr. 2 – Pipstorn afd. 27j. Holstenshuus Skovdistrikt kan også byde på kæmpe eksemplarer af bøg – her ved Kirsten Skovs Kilde.
Eksempelbevoksning nr. 3 – Alléskoven afd. 24a
Se Fig. 6-8. Bevoksningen omfatter en bøgeforyngelse med ahorn, som er spiret frem i 1990 efter jordbearbejdning med dobbeltfuret plov forud for det store oldenfald i 1989. Foryngelsen er tilfredsstillende. Den er komplet og tæt, og der skal ikke foretages udrensning foreløbig. Det var ventet, at foryngelsen primært ville spire frem i striberne, men jordbundstilstanden var åbenbart så god, at der også spirede så mange planter frem mellem striberne, at striberne i dag ikke kan erkendes.
Den naturlige planteafgang er i fuld gang med at reducere plantetallet helt gratis. Der er stadig rigeligt med gode træer, så den fremtidige kvalitet (opret vækst, god oprensning) er endnu ikke truet ved at undlade udrensning på dette udviklingstrin.
De få nuværende spor i foryngelsen er lavet til brug ved jagt – og har således ikke et direkte formål i relation til foryngelsen.
Den gamle bøgeskærm blev afviklet relativt hurtigt – i løbet af 10-15 år.
Fig. 6. Eksempelbevoksning nr. 3 – Alléskoven afd. 24a. En komplet og god bøgeforyngelse med ahorn fra 1990 - som den ser ud fra vejen.
Fig. 7. Eksempelbevoksning nr. 3 – Alléskoven afd. 24a. Foryngelsen set ved et af de få jagtspor, som er lagt ind. Det ses, hvor tæt foryngelsen endnu er på dette stadie. Den naturlige planteafgang er i fuld gang med at reducere stamtallet. De tykkeste træer er ahorn, som vokser betydeligt hurtigere end bøg i de unge år. Det ses også, hvor skæve nabotræerne er til sporet – de er vokset ud over sporet for at udnytte den bedre plads i sporet.
Fig. 8. Eksempelbevoksning nr. 3 – Alléskoven afd. 24a. Gustav Berner på et af de store stød fra de gamle overstandere. Bemærk hvordan foryngelsen har etableret sig helt tæt op ad stødet – et tegn på god og dybgrundet jord, idet de gamle træer ikke har skabt en rodtrykzone omkring sig. En rodtrykzone er et område tæt ved typisk større træer, hvor konkurrencen om vand og næringsstoffer er særlig hård – ofte fordi træerne er forhindret i at sende rødderne ned i stor dybde, hvorfor de må hente al vand og næringsstoffer tættere ved jordoverfladen.
Eksempelbevoksning nr. 4 – Dyrehaven afd. 1k og x
Se Fig. 9-10. Bøgeforyngelsen er ligesom Eksempelbevoksning nr. 3 etableret i forbindelse med oldenfaldet i 1989 og med fremspiring i 1990. Her er der imidlertid stadig en del af den gamle bøg tilbage på arealet (ca. 1/3 af træerne). Der er også en del ahorn iblandet foryngelsen – stedvis som grupper.
Der blev ikke lysnet i vinteren 1989-90 – dvs. forud for foryngelsens første vækstsæson. Det var hensigten at holde skærmen tæt og begrænse lystilgangen til foryngelsen i et forsøg på at hjælpe bøgeforyngelsen i forhold til ahornforyngelsen. Den bagvedliggende idé er, at bøgen bedre tåler skygge end ahorn, hvorfor bøgen skulle have en konkurrencemæssig fordel under en tæt skærm.
Gustav Berners erfaring er dog, at det ikke er muligt at regulere konkurrenceforholdet på denne måde i praksis. I dette tilfælde blev bøgeplanterne også svækkede af den dybe skygge, og lysningshugsten i vinteren 1990-91 så en overgang ud til at være for sen. De svækkede planter i kombination med en hel del vildtbid gjorde, at foryngelsen på et tidspunkt blev anset for at være mislykket. Imidlertid har foryngelsen siden rettet sig, og der er kommet en del udmærket ahorn, som bidrager til at gøre foryngelsen komplet uden at true bøgeforyngelsen i større omfang.
De sidste overstandere vil blive fjernet indenfor de kommende 5 år.
Fig. 9. Eksempelbevoksning nr. 4 – Dyrehaven afd. 1k og x. Bøgeforyngelsen er ligesom i Eksempelbevoksning nr. 3 fremspiret i 1990. Afviklingen af moderbestanden har blot været væsentlig langsommere, og der er stadig en del overstandere tilbage. Bøgeforyngelsen har etableret sig i grupper med indblanding af ahorn i nogle af grupperne eller med rene ahorn grupper. På billedet ses en ren bøgegruppe.
Fig. 10. Eksempelbevoksning nr. 4 – Dyrehaven afd. 1k og x. Her ses en gruppe hvor ahorn har taget føringen, mens bøgeforyngelsen her sandsynligvis vil udvikle sig til en fremtidig underetage under ahorn.
Eksempelbevoksning nr. 5 – Alléskoven afd. 23a
Se Fig. 11-14. Bevoksningen er en ca. 3 ha stor bøgeforyngelse, der er fremspiret i 1984. Denne foryngelse indeholder en del ahorn ligesom stort set alle øvrige bøgeforyngelser på Holstenshuus Skovdistrikt. Jorden blev i efteråret 1983 bearbejdet med Lindenborg spadeharve forud for oldenfaldet og skærmen blev lysnet forud for første vækstsæson (besåningshugst).
Den efterfølgende afvikling af den gamle bøgebevoksning var relativ hurtig, idet de sidste overstandere blev fjernet allerede i 1994-95. Foryngelsen har etableret sig fint, og i disse år bliver behovet for udrensning tilsyneladende mere og mere påtrængende.
Gustav Berner understreger, at behovet især er stort i områder, som domineres af ahorn, idet denne træart ikke er så fleksibel som bøg. Det drejer sig om at holde balancen mellem tålmodighed og omkostningsbesparelse på den ene side og sikring af en fornuftig kroneudvikling på den anden side. Hvis ahorn står utyndet og for tæt i for mange år, kan den have svært ved at reagere og udvikle en god krone til skade for både fremtidig kvalitet og tilvækst.
I denne bevoksning er udrensningsarbejdet startet i den sydlige del langs det øst-vest gående spor. Indsatsen er især sket, hvor der er stor andel af ahorn. Foryngelsen er endnu for ung til, at den er attraktiv for selvskovere, hvorfor udrensningerne er forbundet med udgifter.
Da de sidste overstandere blev skovet, var de desværre misfarvede af den såkaldte fregnedannelse (se Eksempelbevoksning nr. 1).
Fig. 11. Eksempelbevoksning nr. 5 – Alléskoven afd. 23a. Bøgeforyngelse med ahorn fra 1984, som den ser ud fra vejen. Foryngelsen er ganske komplet og med varierende indblanding af ahorn. Størstedelen af foryngelsen er endnu ikke udrenset første gang. Sidste overstandere blev fjernet i 1994-95.
Fig. 12. Eksempelbevoksning nr. 5 – Alléskoven afd. 23a. Hovedparten af foryngelsen er endnu ikke udrenset første gang. Den naturlige planteafgang har reduceret stamtallet og gør det fortsat. Der ønskes nu en udrensning af hele foryngelsen af hensyn til kroneudviklingen på især de bedste ahorn.
Fig. 13. Eksempelbevoksning nr. 5 – Alléskoven afd. 23a. Omkring et af de gamle bøgestød ses eksempler på ahorn, som blev sat på roden i forbindelse med foryngelsen af bevoksningen. De står nu som ”buketter” – alle vokser skævt.
Fig. 14. Eksempelbevoksning nr. 5 – Alléskoven afd. 23a. I denne del af foryngelsen er første udrensning gennemført. Spørgsmålet er i høj grad, hvor ekstensiv og billig en indsats man kan nøjes med. Det drejer sig om at få fjernet de dårligste individer, som truer eller hæmmer gode træer i deres udvikling.
Eksempelbevoksning nr. 6 – Alléskoven afd. 25v
Se Fig. 15-16. Her findes en mindre askebevoksning, som er fremkommet ved spontan foryngelse i begyndelsen af 1980’erne. Den er indtil videre kun tyndet én gang, og trænger nu til tynding igen, uden det dog endnu er kritisk.
For ask er det ligesom med ahorn vigtigt, at udrensninger og tyndinger gennemføres tidsnok til, at træerne kan udvikle tilstrækkeligt store og alsidige kroner.
Der er her skabt en askebevoksning af udmærket kvalitet til meget lave omkostninger.
Kroneudviklingen vurderes dog af Gustav Berner til at være relativ lille. Han ville gerne have haft tyndet bevoksningen kraftigere og dermed skabt en kraftigere kroneudvikling.
Fig. 15. Eksempelbevoksning nr. 6 – Alléskoven afd. 25v. Askebevoksningen er fremkommet ved spontan foryngelse i begyndelsen af 1980’erne og der har indtil videre kun været fortaget én tynding.
Fig. 16. Eksempelbevoksning nr. 6 – Alléskoven afd. 25v. Samme askebevoksning som i Fig. 15 – men set i retning mod nord. Til meget lave omkostninger er der opnået en bevoksning af god kvalitet.
Eksempelbevoksning nr. 7 – Alléskoven afd. 25i
Se Fig. 17. Bevoksningen er et eksempel på, at bevoksningskvaliteten kan blive udmærket, selvom det oprindeligt ikke var ventet – endsige hensigten. Moderbestanden var gammel bøg, som blev afdrevet i begyndelsen af 1970’erne. Dengang var der grupper af spontan bøgeforyngelse, som kun var tiltænkt en værnfunktion for bevoksningerne med gran og douglasgran mod syd.
Imidlertid har det vist sig, at bøgeforyngelsen har udviklet sig til en langt pænere bevoksning end forventet. Eksemplet viser, at foryngelser kan udvikle sig flot på gode vækstlokaliteter, selvom de ser mindre lovende ud i starten.
Fig. 17. Eksempelbevoksning nr. 7 – Alléskoven afd. 25i. Denne pæne bøgebevoksning er baseret på en spontan bøgeforyngelse, som i midten af 1970’erne så tvivlsom ud, og egentlig blot var tiltænkt rollen som værnskov for en bagved liggende gran- og douglasgranbevoksning. Eksemplet peger på, at intensive og dyre kultur- og plejemetoder måske i mange tilfælde slet ikke kan betale sig, da bevoksningerne alligevel udvikler sig smukt, når blot plantetallet er tilstrækkeligt højt fra starten.
Referencer
Møller, P.F. og Staun, H. 1998. Danmarks Skove. Politikens Forlag A/S. 423 pp.