Færchs Plantage

Skovområdet

Færchs Plantage omfatter 167 ha skov, som ligger i det skovrige midtjyske Søhøjland. Terrænet er meget bakket (25- 108 m .o.h.), og landskabsformen er grundlagt i Tertiærtiden, men siden blevet ændret under istiderne. Især næstsidste istid (Saale) har fremkaldt bakkedragene i området, hvorefter sidste istid (Weichsel) kun har ændret terrænet i mindre omfang. Det meste af plantagen befinder sig på en højderyg, se kortet (Fig. 1, kortbilag 1). Højeste punkt er Sukkertoppen, som også er et populært udflugtsmål i området.

Plantagen er grundigt beskrevet af Bengtsson og Noe (2002) i form af en specialeopgave ved Landbohøjskolen (KVL). Specialeopgaven udgør et vigtigt grundlag for den fremtidige naturnære drift af ejendommen. Dermed er dette eksempel på naturnær skovdrift i privat skov også et af de mest gennemarbejdede og veldokumenterede eksempler i Danmark. Indholdet på denne hjemmeside gengiver kun det samlede materiale og arbejde i kort form.

Træarter og skovstruktur

Plantagen domineres af nåletræ, som dækker 76 % af arealet. Rødgran er den vigtigste art, idet den dækker 2/3 af nåletræarealet. Hovedparten heraf er 50-80 år gammelt, hvilket afspejler tilplantningsperioden i 1940-erne.

Løvtræ udgør 19 % af arealet, og der findes genetisk oprindelig eg og bøg i plantagen. Hovedparten af ældre bøg og eg findes på toppen af højderyggen, i kanten af skoven samt omkring Sukkertoppen.

De resterende 5 % er ubevokset og omfatter arealer med vej, hede, eng eller overdrev.

De enkelte bevoksninger har en typisk homogen struktur med én træart og én aldersklasse, hvilket både afspejler, hvordan der blev plantet i sin tid, samt hvordan den hidtidige skovdrift har fremmet de ensartede bevoksninger. Stedvis er der foryngelsesgrupper af f.eks. bøg, rødgran, birk, og ædelgran, men sitkagran, skovfyr, lærk, douglasgran, grandis samt eg forynger sig også i det omfang, der er frøkilder i nærheden.

Lidt historie

Plantagen blev købt af Hedeselskabet i 1940-41. Dengang var arealet syd for højderyggen stadig landbrugsjord og lyngbakker, mens nordsiden bestod af skovparceller. Under 2. Verdenskrig blev landbrugsarealerne tilplantet. I øvrigt brugte tyskerne delvist området til øvelsesterræn for kampvogne. Siden krigen er en del af skovparcellerne mod nord blevet tilkøbt, hvilket har resulteret i plantagens nuværende omfang.

Der blev plantet i mineraljordsblottede furer, som stadig kan ses i skovbunden. På de mest udsatte steder blev der desuden anvendt bjergfyr som hjælpetræer til at skærme mod frost og vind. Enkelte steder kan man stadig se bjergfyr.

Jordbund

Jordbundens historie og sammensætning er kompleks som følge af gletschernes frem- og tilbagetrækning under navnlig sidste istid. Kun enkelte steder er Tertiærtidens aflejringer helt oppe i jordoverfladen – f.eks. på Sukkertoppen, som er det højeste punkt i plantagen.

I det meste af plantagen (85 %) består jordbunden af smeltevandssand (aflejret af smeltevandsfloder under istiden) eller af dæksand (vindaflejret i nærheden af isen under sidste istid). Typisk er jorden mest grovsandet i de lavere liggende områder, mens den højere oppe indeholder mere finsand. Overalt er de sandede jorde podsolerede.

Morænemateriale dækker ca. 10 % af arealet, og findes næsten udelukkende på toppen af bakkekammen. Jorden indeholder typisk 10-15 % ler, og er som sådan den bedste jord i plantagen. Enkelte steder medfører lerindholdet dog dårlig dræning i jorden, som kan give stabilitetsproblemer for træarter, der er følsomme for drukning af rødderne.

Klima

For danske forhold er nedbøren gennemsnitlig, mens området er koldere end gennemsnittet. Særligt er risikoen for forårsnattefrost større, hvilket er vigtigt i forhold til skovkulturer. De fleste steder nedsætter det skrånende terræn dog risikoen for forårsnattefrost, som ”løber” ned ad skråningerne og samler sig i lavningerne.

Vildt

Der er ikke så meget råvildt i skoven – der anvendes ikke hegn, og alle træarter undtagen eg kan forynge og udvikle sig uden hegnsbeskyttelse. Årsagen til den relativt lille bestand er ikke kendt.

Driftsformålet

For at sætte den naturnære drift af skoven i perspektiv skal man kende Hedeselskabets formål med at eje og drive skoven.

Den naturnære driftsform anses for at være midlet til at opnå målene i form af en bæredygtig skovdrift i både økonomisk og økologisk henseende.

• Med hensyn til økologien er det vigtigt, at dyrkningsgrundlaget (jordbund, skovklima) bevares og beskyttes samtidig med, at der tages hensyn til naturværdierne (nøglebiotoper, flora og fauna). Herunder er det vigtigt overalt at opnå en jordbunds- og skovtilstand, som sikrer, at skoven let forynger sig naturligt.
• Med hensyn til økonomien er det vigtigt, at plantagens drift giver et overskud – eller i det mindste hviler i sig selv. Træproduktionen er en vigtig del af økonomien og forventes også at være det i fremtiden. Derfor skal plantagen forvaltes, så også fremtidige generationer kan høste betydelige mængder af træ i god kvalitet.
• Rekreative og landskabelige hensyn skal også varetages i driften – Færchs Plantage skal fortsat være en smuk skov at gå tur i og passe fint ind i landskabet.
• Skoven tjener som Hedeselskabets demonstrationsskov for naturnær skovdrift.

Sammenfattende skal skovens værdi opretholdes og helst forbedres på alle områder, hvilket også forventes at blive udmøntet i ejendomsværdien.

Naturnær skovdrift generelt

Der eksisterer ikke nogen klar, enkel og entydig definition af naturnær skovdrift. Det er en tilgang til skovdyrkningen, som er forskellig fra den traditionelle (klassiske) skovdrift, som bl.a. omfatter plantagedrift. Man skal dog være opmærksom på, at de to driftsformer ikke er skarpt adskilte.

Metoder, som især karakteriserer traditionel skovdrift, kan også anvendes indenfor naturnær skovdrift – især under konverteringen fra traditionel til naturnær skovdrift. F.eks. kan almindelige tilplantninger af arealer ved f.eks. skovrejsning eller genkultivering efter stormfald være helt relevant på en ejendom, som drives naturnært. Den naturnære tilgang kan dog godt præge disse plantninger eller såninger, så man f.eks. benytter sig af relativt billige metoder, der måske kræver mere tålmodighed og skovdyrkningsmæssig tilpasning til lokaliteten.

På den enkelte ejendom er ejerens formål med skovdriften det helt centrale omdrejningspunkt for udformningen af skovdyrkningen – og dermed den skovdyrkningsmæssige tilgang. Skovdyrkningen og de metoder og redskaber, som bruges, skal derfor indrettes efter ejerens mål – herunder naturligvis også skovens tilstand og de økologiske kår. Derudover kan det være relevant at indrette skovdyrkningen efter forskellige delmål eller forskellig vægtning af disse, som ejeren kan have i forskellige områder i skoven.

Generelt er vigtige elementer i naturnær skovdrift:

• Lokalitetstilpasset træartsvalg, herunder brug af træartsblandinger – primært gruppevise
• Vedvarende skovdække – søge at undgå renafdrifter
• Så vidt muligt benytte naturlig foryngelse
• Fremme en uensartet skovstruktur – både horisontalt og vertikalt; bl.a. ved måldiameterhugst
• Fremme naturhensyn ved skånsom skovdyrkning og så vidt muligt undgå kemiske hjælpemidler
• Forvalte vildtet på en måde, hvor det ikke hindrer skoven i at forynge sig naturligt.

Skovdyrkningen i Færchs Plantage - hovedpunkter

Interessen for naturnær skovdrift i Danmark er hovedsageligt vokset frem gennem de sidste 15 år. På de ejendomme, hvor man har valgt at indføre naturnær skovdrift, er udgangspunktet typisk en skov, som har været drevet traditionelt – og derfor skal man i reglen igennem en konverteringsfase, før den naturnære skovdrift fungerer helt efter hensigten og dermed opfylder målsætningen. I Færchs Plantage blev de første initiativer til at indføre naturnær skovdrift taget omkring 2000.

Skovudviklingstyper

Dette er også den aktuelle situation i Færchs Plantage. Helt overordnet omfatter den skovdyrkningsmæssige strategi en række hovedpunkter. Det vigtigste punkt er et lokalitetstilpassede træartsvalg samt fremme af træartsblandinger og en mere uensartet skovstruktur. Som grundlag er der gennemført en omfattende jordbundskortlægning, som kobles med en generel anbefaling af bestemte skovudviklingstyper (Fig. 2, kortbilag 5).

• Kortbilag (pdf)

Fig. 2. Skovudviklingstypernes fordeling i Færchs Plantage, se også Tabel 1.

Skovudviklingstyperne er træartsblandinger, som forventes at kunne udvikle sig godt på jordbundstyperne i Færchs Plantage – og her danne stabile og sunde bevoksninger, der kan blive gamle og forynge sig naturligt.

Man har besluttet sig for at anvende fire skovudviklingstyper, som her kun præsenteres i kort form (Tabel 1).

Tabel 1. Skovudviklingstyperne som de er defineret for Færchs Plantage, efter Bengtsson og Noe 2002

Mere bøg, douglasgran, grandis og ædelgran

Generelt er der lagt op til en meget væsentlig forøgelse af arealerne med bøg, douglasgran, grandis og ædelgran i plantagen (Fig. 3). Derfor gælder det om så vidt muligt at udnytte frøår og naturlig foryngelse af disse arter, når chancen byder sig – for bøg evt. ved en relativ intensiv metode, som involverer jordbearbejdning i forbindelse med oldenfaldet for at øge fremspiringen af bøgeplanter.

Omvendt udgør rødgranarealet i dag halvdelen af plantagen, og den forynger sig villigt. Det bliver derfor en stor skovdyrkningsmæssig udfordring at få rødgran arealet bragt helt ned i spektret 0-10 % indenfor skovudviklingstyperne I – III. Det vil ske langsomt, og formentlig over flere trægenerationer.

Såning eller plantning kan også anvendes. Såning f.eks. i store oldenår, hvor der kan være billigt frø på markedet. Plantning kan gennemføres traditionelt med mange planter på større arealer, f.eks. efter stormfald; men kan også gennemføres billigt i små grupper med få planter (berigelsesplantning) med den hensigt, blot at introducere træarten og dermed fremtidige frøkilder på et givent sted i plantagen, hvor der er for lidt af arten.

Fig. 3. Nuværende og fremtidig træartsfordeling i Færchs Plantage, efter Bengtsson og Noe (2002).

Fleksibilitet i tid og rum

Det skal understreges at skovudviklingstypebegrebet er meget fleksibelt i tid og rum. Helt overordnet repræsenterer skovudviklingstyperne store ændringer af træartssammensætningen i Færchs plantage. Men det er vigtigt at understrege, at disse ændringer har lange tidshorisonter – skønsmæssigt 250-350 år! I teorien kunne man måske skovdyrkningsmæssigt ønske sig en hurtig konvertering, men det ville blive dyrt og dermed komme i modstrid med økonomien i skovdriften.

Derfor skal skovudviklingstyperne betragtes som et fjernt, men ikke urealistisk mål, som man gradvist skal arbejde sig frem mod. Fleksibiliteten i tid og rum betyder, at skovdyrkerne reelt har flere trægenerationer for sig til at gennemføre ændringerne. Tålmodighed er derfor et nøgleord.

Skovdyrkeren skal hele tiden søge at arbejde i den retning, som skovudviklingstypen angiver på det enkelte areal, men uden at tvinge drastiske og dyre ændringer igennem på kort sigt. I stedet drejer det sig om, at udnytte de chancer, som byder sig undervejs.

Tilmed er skovudviklingstypernes procentvise træartssammensætning også fleksibel. Rammerne er vide og ikke snævert koblet til små arealer i stil med de bevoksninger, som vi kender fra de fleste af nutidens skov. Rammerne gælder i højere grad indenfor hele skovudviklingstypen – og kan naturligvis justeres efterhånden som viden og erfaringer opbygges.

Et pædagogisk redskab

Skovudviklingstyperne er i høj grad også et pædagogisk redskab, som er udarbejdet til konkret at illustrere og skabe en fælles forståelse for hvilke skovstrukturer og træartssammensætninger, der arbejdes frem mod i skovdyrkningen. Denne pædagogiske vinkel er særlig vigtig, når tidshorisonten strækker sig over flere hundrede år.

Larsen og Naturstyrelsen (2005) har udgivet et katalog over 19 skovudviklingstyper, som dog ikke er identiske med dem, som er valgt for Færchs Plantage. Kataloget beskriver skovudviklingstyper mere detaljeret ligesom beskrivelserne er illustreret på bedste vis.

Træartsblanding og uensartet skovstruktur

Hensigten og formålet med at øge uensartetheden i skovens struktur er at fremme

• skovens stabilitet og foryngelsesvillighed gennem vedvarende skovdække og dermed beskyttelsen af jordbund og skovklima
• skovens evne til at forynge sig naturligt, idet træartsblandinger sørger for en god fordeling af frøkilder og fremmer en god jordbundstilstand
• skovens evne til at forynge sig også efter en katastrofe (f.eks. stormfald); både fordi der i det meste af skoven vil være etableret foryngelse samtidig med, at der vil være en bestand af underetagetræer, som helt eller delvist vil blive stående og hurtigt genskabe noget af skovklimaet.

Gruppevise blandinger

Generelt byder den danske skovdyrkningshistorie på mange fejlslagne forsøg på at dyrke forskellige træarter i enkelttræblandinger – dvs. forskellige træarter er blandet f.eks. rækkevist eller enkeltvist i rækkerne. Ofte giver det problemer p.g.a. træarternes forskellige væksthastighed og vækstrytme – én træart ender med at blive dominerende og den anden bliver undertrykt – hvorved blandingen let risikerer at bliver til en halvdårlig renbestand med relativt få træer af den ”vindende” træart.

Derfor tilstræber man i reglen at frembringe gruppevise blandinger frem for enkelttræblandinger i blandingsbevoksninger. Det passer også udmærket med, at den naturlige foryngelse af træarterne ofte opstår i grupper. Den generelle erfaring er, at det er lettere at frembringe en god stammeform og vedkvalitet i grupper – eller små renbestande – frem for i enkelttræblandinger.

I de tilfælde, hvor foryngelsen opstår som enkelttræblandinger eller mere fladedækkende betragtes det dog ikke som et problem. Skovdyrkeren må da tage situationen til efterretning og forme bevoksningerne hensigtsmæssigt ved hjælp af udrensninger og tyndinger – alt sammen uden at begive sig ud i intensive og dyre indsatser, som måske primært kun drives af utålmodighed og virketrang.

Måldiameterhugst - økonomi

Økonomisk er det meget vigtigt at forvalte de gamle bevoksninger og afviklingen af disse fornuftigt. På grundlag af økonomiske analyser og praktiske erfaringer fra både Danmark og Tyskland har man valgt at bruge måldiameterhugst som hovedprincippet ved afviklingen af de gamle bevoksninger.

Måldiameteren (diameter i brysthøjde, 1,3 m ) er i Færchs Plantage fastsat for de enkelte træarter (f.eks. 40 cm for rødgran, 50 cm for bøg, 55 cm for douglasgran og eg) og angiver hvornår bevoksningens store træer er hugstmodne og kan skoves, hvis det i øvrigt er fornuftigt.

Udgangspunktet er i reglen de ensartede bevoksninger i plantagen, som tyndes regelmæssigt og traditionelt indtil det udviklingstrin, hvor de første træer når måldiameteren. Dog tages der ved tyndingsindgreb hensyn til at fremme bevoksningens diameterspredning. Herefter overgår man til måldiameterhugsten. Herefter tilstræbes det med måldiameterhugsten, at alle træer i bevoksningen opnår måldiameteren – dvs. alle træer først hugges, når de er helt hugstmodne.

Måldiameteren er relativ høj og baserer sig især på den antagelse, at man med fordel kan vente med at skove stort set alle træer i de ældre bevoksninger, til de er kommet op i højeste diameter-prisklasse; dvs. at kævlerne har opnået den maksimale salgspris pr. m3 ved at passere måldiameteren. Desuden antages det, at de stående og voksende træer kan forrente deres værdi i ventetiden indtil hugst.

Et andet økonomisk argument for måldiameterhugsten og høj måldiameter er, at afviklingsperioden for bevoksningerne strækker sig over lang tid og har overlap med foryngelsesfasen. Derved lægges en større del af skovens tilvækst på store og værdifulde stammer frem for på mange mindre og måske værdiløse stammer.

Flere forhold kan dog kræve en revision – typisk en reduktion - af måldiameteren for de enkelte træarter – f.eks. manglende efterspørgsel på store dimensioner (aktuelt problem for gran), kvalitetsforringelse ved høj alder (f.eks. rødkerne i bøg) eller at ejeren forlanger højere forrentning af skovdriften. Alle de nævnte eksempler kan reducere måldiameteren. Ligeledes kan prisudviklingen på træmarkedet løbende give anledning til at revurdere fastsatte måldiametre for de enkelte træarter.

Til sidst skal der peges på en væsentlig ulempe ved høj måldiameter: Den stående vedmasse og dermed kapital bliver høj, og at den kan blive stormfældet i utide, hvorved den kan blive helt eller delvist ødelagt og evt. komme på markedet på et meget dårligt tidspunkt. De økonomiske tab kan da blive betydelige. Løvtræer er dog ganske stormstabile på de fleste jorde.

Måldiameterhugst – økologi

Det antages også, at måldiameterhugsten fremmer mulighederne for at udnytte den naturlige foryngelse. Det skyldes dels at den langsomme og gradvise lysning af bevoksningerne bevarer skovklimaet og en gunstig jordbundstilstand, dels at der gives den fornødne tid til at foryngelsen kan indfinde sig. Foryngelsen vil typisk indfinde sig i grupper, som efterhånden smelter sammen i takt med afviklingen af den gamle bestand.

Den gradvise afvikling af den gamle bestand bidrager i det hele taget til den ønskede uensartede skovstruktur, hvilket også forventes at gavne mulighederne for at så eller plante de træarter, som skal fremmes (f.eks. bøg, douglasgran, ædelgran, fuglekirsebær). Indbringelsen af disse træer vil fortrinsvis ske, hvor den naturlige foryngelse er utilstrækkelig.

For naboarealer til foryngelsesarealer anses måldiameterhugsten også at være en fordel sammenlignet med f.eks. renafdrifter, idet naboarealerne ikke på samme måde blottes til skade for stormstabiliteten og skovklimaet.

Den praktiske skovdyrkning

Skovfoged Torben B. Nielsen er ansvarlig for driften og for, at den naturnære driftsform demonstreres i praksis i plantagen. Som udgangspunkt udføres ikke noget i plantagen, som kan resultere i et samlet underskud på det enkelte årsregnskab. Der kan således skabes luft til investeringer, hvis der samtidig kan skaffes indtægter i den øvrige drift af skoven til dækning af disse.

Færchs Plantage er hidtil blevet drevet på traditionel vis, hvilket demonstreres af skovkortet, Fig. 1. Her ses driftsenhederne – bevoksningerne og afdelingerne – i det klassiske dyrkningssystem, hvor det tilstræbtes at skabe homogene og ensartede behandlingsenheder med henblik på at gennemføre en teknisk og økonomisk rationel og centralt styret skovdyrkning. Arbejdet med at konvertere til naturnær skovdrift begyndte i 2000.

Vaner og perfektionisme

For skovfolk – både skovfoged og skovarbejder – kræver den naturnære tilgang et opgør med mange vaner og traditioner, som havde til formål at få skoven til at se ensartet og ”ordentlig” ud. Udfordringen består med andre ord i at tøjle trangen til perfektionisme og virketrang i skovdriften, og lære sig kun at gøre det nødvendige for at sikre skovens fortsatte produktion af kvalitetstræ.

Udrensninger

Især i forbindelse med udrensningsarbejdet i foryngelsesgrupperne drejer det sig for Torben B. Nielsen om kun at gøre det absolut nødvendige – kun de groveste blandt de selvsåede træer fjernes med buskrydder, og der sker således kun udrensning på ca. 1/3 af arealet. For de selvsåede nåletræer gælder det om at vente med at skære dem ned til de har tørre grene over snitfladen, så de ikke vokser videre ved hjælp af deres grønne grene, som kan rejse sig.

Med den brede pensel

Med tiden vil skovstrukturen med de ensartede og homogene bevoksninger blive udvisket af især måldiameterhugsten og de gruppevise foryngelser. I den forbindelse skal det nævnes, at et andet opgør med vanetænkningen består i at betragte større skovområder (f.eks. ¼ af skoven) som behandlingsenheden. Driften skal ved de enkelte indgreb rettes mod hele skovområdet for derved at sikre, at kun det mest nødvendige gennemføres; og man ikke forfalder til dyr perfektionisme på en lille del af arealet.

Generelt er der for tiden kun afsat fire dage om året til plejetiltag i ¼ af skoven, hvilket i høj grad tvinger til at fokusere på de mest påtrængende gøremål.

Mod ændret træartssammensætning

Det er en stor skovdyrkningsmæssig udfordring at få startet ændringen af træartssammensætningen i plantagen indenfor de økonomiske rammer. Torben B. Nielsen har især fokus på at hjælpe douglasgranen frem ved hjælp af plantning i form af berigelsesplantninger, hvor man kun planter mindre grupper af planter med henblik på, at træarten i fremtiden spreder sig ved naturlig foryngelse.

Ligeledes hugges for især enkelttræer af bøg og eg, så de kan udvikle sig til at være gode frøtræer i plantagen og dermed på længere sigt fremme disse arters udbredelse.

Samtidig skal rødgranforyngelsen holdes i stramme tøjler - bliver den for ”vellykket” kan resultatet let blive en ny og homogen rødgran plantage med de velkendte stabilitetsproblemer og svigtende sundhed. Den første, meget synlige udvikling i disse bevoksninger, vil være en udvikling i retning af rødgranskov i flere højder/aldre

Skovdyrkningsmæssigt kunne der gøres meget for at bringe plantagen hurtigere frem mod den ønskede træartssammensætning, men det ville især under den nuværende indtjeningskrise i skovbruget nemt resultere i store underskud i plantagens drift. Derfor er det vigtigt at holde sig skovudviklingstypernes tidshorisont for øje: 250 – 350 år! For Torben B. Nielsen er det vigtigt at huske, at der ikke er noget hastværk, og at små skridt i retning mod målet er tilstrækkeligt.

Åbne arealer

Der fokuseres normalt mest på selve skoven og det vedvarende skovdække indenfor naturnær skovdrift. Det er dog også væsentligt for opfyldelse af målsætningen med skoven og skovens værdi at fokusere på hensyn til flora og fauna, herunder også hensyn til vildtet og jagtinteresserne – uanset driftsformen. De ubevoksede arealer udgør kun ca. 9 ha (5 %), hvoraf vej og huse udgør halvdelen. Desuden er der nogle få ha halvåbne kratarealer i tilknytning til de ubevoksede overdrevs- og hedearealer. Der er således ikke mange åbne arealer i skoven, hvilket en konsekvent gennemførelse af den naturnære skovdrift ikke vil ændre – tværtimod. Derfor overvejes det for tiden at øge andelen af åbne arealer i skoven. I første omgang er det på arealer med jordbund, der har cementerede og dermed rodstandsende lag ( 8 ha ), at det overvejes at fjerne skoven for at give plads til åbne arealer.

Eksempelbevoksning nr. 1 - Afd. 10, 12, 13, 14 og 15

Se Fig. 4-8.

Eksempelbevoksningen omfatter ca. 30 ha og fem afdelinger i den centrale og højt beliggende del af plantagen med rødgran som den mest almindelige træart efterfulgt af skovfyr og grandis (Fig. 2). Eksempelbevoksningen omfatter både områder, som skal udvikle sig til skovudviklingstype II, og områder som skal udvikle sig til Skovudviklingstype III.

Skovudviklingstype II

Skovudviklingstype II indeholder ikke rødgran. I stedet er de vigtigste arter douglasgran, bøg, sitkagran, grandis, skovfyr og lærk. Derfor står eksempelbevoksningen overfor store forandringer, men der er god tid.

Rødgranen forynger sig overalt i grupper, hvor kronetaget ikke er for tæt og mørkt. De øvrige arter forynger sig dog også, men mere spredt. Foryngelsesgrupperne er generelt 1- 2 m høje, men der findes også højere grupper.

Det gælder således om at gennemføre et langt og skovdyrkningsmæssigt sejt træk, hvor rødgranforyngelsen over de næste generationer hæmmes samtidig med, at de eksisterende frøkilder og foryngelse af især douglasgran og bøg, men også skovfyr og lærk fremmes i deres udvikling.

Grandis udgør allerede en andel af eksempelbevoksningen, som ønskes. Dog er forekomsten nu koncentreret til én bevoksning (Afd. 12 a ), hvilket man vil søge at ændre over tid. Derfor vil grandis foryngelsens spredning fra den nuværende bevoksning blive fremmet.

Stormfald i 2005

En del af de højest beliggende partier med især gammel rødgran og grandis blev ramt af stormen i januar 2005. Der er således lysnet kraftigere for foryngelsen, end der ville have været ved almindelig skovdrift, og det bliver interessant at se hvilke foryngelsesmæssige muligheder, der opstår. Formodentlig vil der komme en periode i de største huller med dominans af birk og røn suppleret af naturlig foryngelse af nåletræ. Dette vil med en mindre udrensningsindsats kunne styres i retning af en højere andel med de ønskede hovedtræarter.

Skovudviklingstype III

På de højeste partier i eksempelbevoksningen skal der ske en udvikling mod Skovudviklingstype III, som er en løvtrædomineret skovtype med bøg og ahorn som de vigtigste arter suppleret med gruppevis forekomst af fuglekirsebær. Der er bøg og enkelte ahorn tilstede, og den naturlige foryngelse af disse to arter vil blive fremmet mest muligt, da det er en billig måde at nærme sig den fremtidige træartssammensætning på. Mere intensive naturlige foryngelser, hvor der f.eks. anvendes jordbearbejdning i forbindelse med oldenfald i bøg kan være en relevant metode. Herved fremmes fremspiringen af bøgeforyngelsen.

På et tidspunkt skal fuglekirsebær givetvis indbringes ved plantning. Stormfald - som det aktuelle - åbner især muligheder for at indbringe fuglekirsebær, fordi den er lyskrævende. Men det er tvivlsomt, om det vil blive prioriteret nu p.g.a. de generelt lave indtægter i skovbruget.

Lyngareal

Desuden indeholder eksempelbevoksningen et åbent lyngareal med krat af eg, bøg og skovfyr. Det er et af plantagens større nøglebiotoper, som skønnes at have stor værdi for flora og fauna, og skal som sådan bevares og beskyttes.

Fig. 4. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 1. På den øverste del af bakkekammen er der allerede en del bøg. Arealet her skal udvikle sig mod Skovudviklingstype III – løvskovstypen. Andelen af bøg, ahorn og fuglekirsebær skal på meget langt sigt øges på bekostning af især rødgran. Mange steder forynger bøgen sig i grupper – og da ofte i blanding med nåletræerne – her rødgran.

Fig. 5. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 1. Selvom der allerede er en del bøg i overetagen, er det ikke givet at bøgen forynger sig naturligt. Med ambitionen om at øge bøgearealet væsentligt i plantagen kan det blive relevant at foretage jordbearbejdning i forbindelse med oldenfald for at øge fremspiringen af bøg og dermed fastholde bøgen og gerne udbrede den fra de eksisterende bevoksninger.

Fig. 6. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 1. Stormfald i januar 2005 har her ”lysnet” for en gruppe af rødgranforyngelse med enkelte bøge. Skovudviklingstypen er III – og bøgen skal fremmes, mens rødgranen på lang sigt skal reduceres.

Fig. 7. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 1. Her skal skoven blive til Skovudviklingstype II. Derfor skal der med tiden især blive mere douglasgran, sitkagran, grandis og bøg. Her er det dog primært rødgranen, som forynger sig sammen med enkelte bøge i et stormfaldshul, som er opstået ved tidligere stormfald, og nu yderligere åbnet ved stormen i januar 2005. Længere oppe på skrænten, hvor bevoksningen er mere sluttet, har foryngelsen endnu ikke fået fodfæste.

Fig. 8. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 1. Øverst på bakkekammen i nærheden af grandisbevoksningen og på grænsen mellem Skovudviklingstyperne II og III finder man selvsået grandis og bøg i blanding – hvilket er en illustration af noget af det, som man ønsker sig mere af i fremtiden.

Eksempelbevoksning nr. 2 - Afd. 24

Se Fig. 9-12.

Eksempelbevoksningen er 15 ha og befinder sig i den nordlige del af plantagen i et område, som skal udvikle sig til Skovudviklingstype IV, hvor de væsentligste træarter er rødgran, ædelgran, bøg, lærk og skovfyr. Træartssammensætningen er allerede i den eksisterende skov tæt på den ønskede.

Mere ædelgran, mindre nobilis

Der er dog et behov for at øge andelen af ædelgran, især på bekostning af nuværende arealer med nobilis. Derudover er der behov for at få fordelt træarterne bedre og i mindre grupper i eksempelbevoksningen. F.eks. er bøgen næsten helt koncentreret i en stor 3,5 ha plantning fra 1997 under en lys skærm af skovfyr.

Nobilis findes i form af opgivne klippegrønt bevoksninger. Umiddelbart kan de måske opfattes som et fremmedartet element i en naturnært drevet skov. Torben B. Nielsen understreger dog, at det skovdyrkningsmæssige potentiale også i denne bevoksningstype skal udnyttes; dvs. at nobilisbevoksningerne nu overgår til almindelig vedproduktion. Den naturnære tilgang i form af omkostningsbevidsthed, tålmodighed og bedst mulig udnyttelse af de muligheder, som skoven og dens dynamik giver, er den røde tråd – også overfor træarter og bevoksningstyper, der er meget fremmede i forhold til de langsigtede mål.

Fig. 9. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 2. Skovudviklingstypen er IV, og denne 3,5 ha bøgeplantning fra 1997 under skærm af skovfyr har allerede sikret, at bøgen er godt repræsenteret på arealet. I den naturnære skovdrift vil den slags dyre foryngelser stort set kun ske, hvis der er ydes tilskud til indsatsen. Udfordringen m.h.t. bøg vil i de kommende generationer bestå i at få bøgen til at brede sig mere jævnt ud i Skovudviklingstypen som ”tjenende art”.

Fig. 10. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 2. Foryngelsen består primært af rødgran på skrænten, men bøg og lærk forynger sig også. Forstligt set er bøgen til højre i billedet en rædsel, men den bevares af hensyn til det fremtidige frøfald og dets fordeling i området. Genetisk kan træet være udmærket, og det kan måske også udvikle sig til et spektakulært individ i skoven med sin egen oplevelsesværdi.

Fig. 11. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 2. Stormen i januar 2005 har også her lavet mindre huller og fældet enkelttræer. Det vil givetvis øge væksten af den foryngelse – overvejende rødgran – som allerede er etableret, samt sikkert også fremme foryngelsen generelt. På denne skrænt ses et karakteristisk eksempel på, at foryngelsen er længere fremme i sin udvikling i de lavere områder – sandsynligvis på grund af øget fugtighed her.

Fig. 12. Færchs Plantage, Eksempelbevoksning nr. 2. Igen et eksempel på gruppevis foryngelse under gammel rødgran. Yderst til venstre i billedet ses et eksempel på et tiltagende problem – manglende efterspørgsel på stordimensioneret gran. Problemet er blevet forstærket af en periode med svag eller ingen hugst efter stormfaldet i 2005. Måske måldiameteren for rødgran skal revideres?

Referencer

Bengtsson, S. og Noe, O. 2002. Naturnær driftsplan for Færchs Plantage. Specialeprojekt ved skovbrugsstudiet, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.

Larsen, J.B. og Naturstyrelsen 2005. Katalog over skovudviklingstyper i Danmark. Miljøministeriet, Naturstyrelsen. 48 pp. www.skovognatur.dk

Når du skal rundt i skoven, kan det være en fordel at benytte det særlige skovkort (fig. 1):

• Skovkort - fig. 1 (pdf)

Hedeselskabets skovkort over Færchs Plantage. Kortet viser f.eks. veje, spor, afdelingsgrænser og –numre, samt bevoksningsgrænser, træart og hvilket år den er plantet eller forynget naturligt. Vigtigste træarter: RGR = Rødgran; DGR = Douglasgran; SGR = Sitkagran; SKF = Skovfyr; ÆGR = Ædelgran; AGR = Grandis; NOB = Nobilis; HYL = Hybridlærk; JAL = Japansk lærk; BØG = Produktionsskov af Bøg; BØV = Værnskov af bøg; KRA = Krat; UBV = Ubevokset.