Agsø Skov

Skovområdet

Agsø er beliggende 1- 2 km syd for Åbenrå Fjord og 3- 4 km sydøst for Åbenrå i et meget kuperet og skovrigt terræn. Agsø er omgivet af marker mod øst og vest, mens der er mindre marker og derefter by mod nord og naboskov mod syd.

Jorden er en næringsrig muld, med god vandholdende evne, samtidig med at den næsten overalt er veldrænet. For løvtræerne byder området på gode vækstvilkår – de trives fint, vokser hurtigt og holder sig sunde. Nåletræerne gror endnu hurtigere, men de fleste nåletræarter lider af de velkendte stabilitetsproblemer, når det blæser kraftigt.

Træarter

Løvtræerne er med bøg i hovedrollen dominerende i skoven, men der findes også nåletræer på ca. 1/4 af arealet. Foruden bøg er de vigtigste træarter ask, ahorn, eg, rødel og birk. Nåletræbevoksningerne er ikke vigtige for skovens målsætning, men passes på traditionel vis. Der findes dog en samling af ældre især nordamerikanske nåletræarter, som har opnået en alder og størrelse der gør, at de passer fint ind i skoven og dens målsætning.

Vildt

Hjortevildtbestanden i Agsø består af råvildt, som findes i betydelig mængde.

Indførelsen af naturnær skovdrift i Agsø

Skoven forvaltes af skovfoged Peter Højer, Skovdyrkerforeningen Syd. Den nuværende naturnære driftsform er af relativ ny dato for ejendommen.

Indtil for ca. 10 år siden blev skoven drevet traditionelt, hvorefter der fulgte en periode med stort set ingen hugst i skoven. Skoven har i den periode skiftet ejer, og der er nu formuleret et driftsformål, som fokuserer på beskyttelse, pleje og fremme af skovens naturværdier – herunder er der særlig fokus på faunaen.

Den naturnære skovdyrkning anses for at være en god overordnet tilgang til at nå målsætningen med skovdriften. Imidlertid er naturnær skovdrift en meget overordnet og bred ramme, hvorfor der på det praktiske og daglige plan er behov for en løbende evaluering og udvikling af skovdriften for at nå målsætningen bedst muligt.

Driftsformålet

Agsø skovs driftsformål fokuserer på at beskytte og udvikle skovens natur og dens mangfoldighed. Dette gælder naturværdierne generelt og faunaen især. Skovens fugleliv er genstand for særlig opmærksomhed.

Skoven skal være varieret, spændende og smuk – og dermed byde på de bedste oplevelser som naturen formår; og skovdyrkningen skal bidrage til at hjælpe naturen i den rigtige retning.

Naturnær skovdrift i praksis

Den naturnære skovdrift er valgt som det overordnede middel til at nå målene med skovdriften. Der lægges især vægt på at fremme træartsblandingen i skoven og give mest mulig plads til skovens naturlige dynamik

Tyndinger

Typisk tyndes til fordel for de mindst almindelige træarter i skoven. Fremmede træarter skoves til fordel for hjemmehørende træarter – uden dog at fremmede træarter direkte efterstræbes, hvis de ikke gør skade på træer, der er mere værdifulde i driftsformålets forstand.

Der tyndes også til fordel for markante og specielle træer, f.eks. meget store træer eller træer med en speciel form, eller som er værter for den øvrige flora og fauna.

Dødt ved og afvanding

Det tilstræbes, at give mest mulig plads til skovens naturlige dynamik, ved i stigende grad at efterlade dødt ved – både stående og liggende. Det kan også være træer, hvor sammenbruddet og dermed råddets udbredelse kun er i sin startfase.

Skovens afvanding skal gradvist bringes tilbage til en naturlig tilstand ved at undlade vedligeholdelse af skovens grøftesystem, eller ligefrem tilstoppe dele af grøftesystemet. Dog vedligeholdes gennemgående ledegrøfter, som er nødvendige for den pligtige bortledning af vandet fra skovens naboarealer.

Gruppevis naturlig foryngelse

Foryngelsen af skoven sker stort set udelukkende ved spontan naturlig foryngelse. Det vil sige, at foryngelsen kommer ”helt af sig selv” - uden forudgående jordbearbejdning, som ellers er et almindeligt middel til at fremme fremspiringen af naturlig foryngelse – især i bøg.

Eksempelbevoksning nr. 1 – Agsø afd. 8c

Se Fig. 2-4. Et dræn fra mosen mod syd og ud i Agsø mod nord er blevet stoppet for at genskabe det oprindelige vådområde i skoven.

Tidligere, hvor målsætningen med skovdriften var næsten ensidigt orienteret mod træproduktion, blev den slags vådområder typisk tilplantet i danske skove – ofte med gran. I dette tilfælde står der imidlertid ask, rødel og pil, hvilket absolut må siges at være de naturlige arter for stedet og udmærket i overensstemmelse med den nuværende målsætning for skovdriften.

På de lidt højere arealer vil asken overleve, og her rejser spørgsmålet sig – ligesom så mange andre steder – hvorvidt den skal plejes med tynding.

Hvis man undlader at tynde, overlades bevoksningen nu til sin egen dynamik, hvilket umiddelbart lyder rigtigt i relation til driftsformålet.

Til gengæld forsinkes diameterudviklingen betydeligt, hvilket kan være i modstrid med ønskerne om at fremme markante og store træer. Det skal her understreges, at skoven som udgangspunkt har været drevet med vedproduktion for øje, og at unge og mellemaldrende bevoksninger derfor har høje stamtal. Udgangspunktet er med andre ord en kulturskov, som hidtil har været anlagt og dyrket med en anden målsætning for øje end den nuværende.

Efterlades den slags bevoksninger urørt, vil der ganske vist komme mere dødt træ i skoven, men det vil primært bestå af små træer. Det vil være den slags dødt træ, der i forvejen altid har været en del af i skovene i form af efterladte døde småtræer, grene og topender. Til gengæld vil der gå længere tid, før der vil komme store træer – døde såvel som levende - i så store størrelser, at f.eks. hulrugende fugle vil få betydeligt flere og bedre redemuligheder.

Derfor plejes bevoksningerne som udgangspunkt med tynding, selvom formålet nu er anderledes end tidligere.

Fig. 2. Eksempelbevoksning nr. 1 – Agsø afd. 8c. Drænet, som afvander mosen ud i Agsø, er stoppet, hvilket nu viser sig ved, at der står blankt vand.

Fig. 3. Eksempelbevoksning nr. 1 – Agsø afd. 8c. På de lidt højere partier i mosen vil ask sandsynligvis overleve den hævede vandstand. Spørgsmålet er om bevoksningen stadig skal tyndes. Hvis der ikke tyndes vil der gå meget lang tid, før der fremkommer træer i store dimensioner. Tidligere dyrkedes skoven med henblik på at producere tykke kævler. De tykke træer er stadig vigtige; men nu til gavn og glæde for floraen og faunaen – så derfor plejes bevoksningerne fortsat med tynding.

Fig. 4. Eksempelbevoksning nr. 1 – Agsø afd. 8c. Ude i de lavere dele af mosen dør ask som følge af roddrukning, hvorimod rødel klarer sig.

Eksempelbevoksning nr. 2 – Agsø afd. 6f og g

6g er en gammel (95 år) løvtræbevoksning – primært med bøg, som fra nordvest til nordøst grænser op til en yngre (30 år) bevoksning domineret af ask og ahorn samt med bøg i underetagen.

I begge bevoksninger tyndes til fordel for de største og mest markante træer med henblik på at understøtte deres diameterudvikling yderligere, samt for de mindst almindelige træarter i bevoksningen.

Eksempelbevoksning nr. 3 – Agsø afd. 1a, 2a og 7a.

Dette er de største sammenhængende bevoksninger i Agsø, bestående af gammel (110 år) bøgedomineret løvskov iblandet ask og ahorn samt med underetage af de samme arter i varierende højde og tæthed. I underetagen og blandt foryngelsen findes en del kristtorn, som understreger skovens sydlige og kystnære lokalisering i landet.

Som så mange andre tilsvarende løvskove i det østlige Sønderjylland er der tale om frodig løvskov, som forynger sig villigt. Her kan der til stadighed produceres store naturværdier og spændende natur samtidig med, at vedproduktionen også kan holdes på et højt kvalitetsniveau.

Fig. 5. Eksempelbevoksning nr. 2 – Agsø afd. 6f og g. En gammel bøg er knækket og det giver et kærkomment bidrag til øget naturindhold.

Fig. 6. Eksempelbevoksning nr. 2 – Agsø afd. 6f og g. Stor gammel bøg med lavtsiddende vanris. Traditionelt set er det et træ af ringe værdi, men her skoves det ikke. Tværtimod tyndes til fordel for træet med henblik på at understøtte og evt. øge diameterudviklingen.

Fig. 7. Eksempelbevoksning nr. 2 – Agsø afd. 6f og g. En sjældent stor rødel i skoven – som der tyndes til fordel for.

Fig. 8. Eksempelbevoksning nr. 2 – Agsø afd. 6f og g. I den yngre del af bevoksningen skiller denne ahorn sig ud som et relativt stort træ, som der tyndes for i bevoksningen, der ellers domineres af ask.

Fig. 9. Eksempelbevoksning nr. 3 – Agsø afd. 1a, 2a, og 7a. Her står en stor flot ahorn i den bøgedominerede løvskov – der hugges til fordel for den.

Fig. 10. Eksempelbevoksning nr. 3 – Agsø afd. 1a, 2a, og 7a. Kristtorn findes almindeligt i underskoven, og udgør et velkomment stedsegrønt indslag i løvskoven.

Fig. 11. Eksempelbevoksning nr. 3 – Agsø afd. 1a, 2a, og 7a. Udsigten over søen opretholdes fra udvalgte punkter – søbredden gror hurtigt til, hvis opvæksten ikke fjernes med jævne mellemrum.

Fig. 12. Eksempelbevoksning nr. 3 – Agsø afd. 1a, 2a, og 7a. Markante ”tæer” nederst på træerne i kombination med frodig overgroning af mos giver også plus i karakterbogen for træet, når det kommer til valget mellem at blive fældet eller blive stående.

Fig. 13. Eksempelbevoksning nr. 3 – Agsø afd. 1a, 2a, og 7a. Træet er vært for en stor kraftig vedbend, og det skånes i tyndingerne!

Når du skal rundt i skoven, kan det være en fordel at benytte det særlig skovkort (fig. 1). Kortet viser f.eks. veje, spor, grøfter, søer, fortidsminder, afdelingsgrænser og –numre samt bevoksningsgrænser.

• Skovkort - Agsø - fig. 1