Begrebet fredskov er mere end 200 år gammelt. Fredskovsforordningen fra 1805 for kongeriget og skov- og jagtforordningen fra 1784 for hertugdømmerne påbød udskiftning af rettighederne til skoven for på den måde at klargøre ejerforholdet og for at frede de arealer, der fremover skulle være træproducerende skovarealer. Formålet med fredskovsforordningen var dels at øge skovarealet dels at bevare det eksisterende skovareal. Danmark var på daværende tidspunkt kun dækket af ca. 4 % skov, mod i dag ca. 15 %.
Hensigten med fredskoven var dermed ikke at frede træerne, men at sikre skoven som produktionsgrundlag for derved at sikre en holdbar forsyning af træ, som længe havde været kritisk.
Det gælder stadig, at fredskovspligtige arealer skal vedblive at være skov. Arealerne skal være bevokset med højstammet skov eller med træer, der på sigt kan blive til højstammet skov. Begrebet er med tiden udvidet til også at omfatte mere ekstensivt drevne arealer med indslag af naturlige lysninger og lavere bevoksning med buske og krat.
Bevoksningerne må plejes med tynding, og bevoksninger må afdrives (alle træerne fældes på én gang), når de er hugstmodne. I dag må man også lade op til 10 % af skovarealerne henligge som åbne naturarealer, og man tillader også mindre arealer med græsning med dyr i skov og arealer med juletræer og pyntegrønt.