Bekæmpelse af rotter med gift

Ved i introduktionen af den første antikoagulerende rottegift, i starten af 1950’erne, viste det sig hurtigt at være et yderst effektivt kemisk rottebekæmpelsesmiddel. Op igennem 1990’erne og indtil 2020 har de antikoagulerende gifte været de eneste tilladte kemiske bekæmpelsesmidler til rotter i Danmark. Den første antikoagulant, warfarin, blev introduceret i 1950 og i de efterfølgende 3-4 årtier blev andre og stærkere antikoagulanter introduceret, hvoraf difethialon er den sidst ankommende antikoagulant fra 1986. Antikoagulanterne opdeles i to hovedkategorier:

• Første generations antikoagulanter (FGA), som omfatter aktivstofferne; warfarin (som siden 1990 ikke har været på det danske marked), coumatetralyl og siden 2015 også chlorophacinon.
• Anden generations antikoagulanter (AGA), som omfatter aktivstofferne; bromadiolon, difenacoum, brodifacoum, flocoumafen og difethialon. Hvoraf brodifacoum, flocoumafen og difethialon er de stærkeste.

Alle AGA’er er i dag klassificeret som PBTstoffer (Persistente/svært nedbrydelig, Bioakkumulerende/ophobes i fødekæden og Toksisk/giftig) samt at antikoagulerende gifte med koncentrationer over 30 ppm vurderes potentielt skadelige for formeringsevnen/foster.

Alle antikoagulanter er langsomt virkende og blødningsforstyrrende stoffer, som forhindrer blodet i at størkne (koagulere).

Rotten (musen) får typisk de første forgiftningssymptomer 3 til 4 dage efter indtag af en dødelig dosis, og døden indtræder 4 til 6 dage efter indtag af dødelig dosis. Alle antikoagulanter, uanset deres styrke, påvirker kroppen på den samme måde. Fordi rotten ikke får forgiftningssymptomer med det samme, så kan den fortsætte med at spise af giften, og dermed indtage mange gange dødelig dosis. Disse forgiftede rotter (og mus) kan ende som føde for ugler, rovfugle og rovpattedyr, der derved selv forgiftes (såkaldt sekundære forgiftninger).

Da alle antikoagulanter modvirker dannelsen af vitamin K, kan vitamin K også virke som en effektiv modgift ved forgiftning med antikoagulanter. Det er dog kun vitamin K1, som kan anvendes som modgift. Ved mistanke om forgiftning med en antikoagulant, skal man kontakte læge eller dyrlæge.

En rotte er enten født følsom eller resistent overfor en antikoagulant. Resistensen opstår grundet en ændring i en eller begge forældres arvemateriale. Det betyder også, at en følsom rotte ikke kan udvikle resistens overfor en antikoagulant .

Man kan teste en rotte for resistens ved en DNA-analyse, men det er en langsommelig og besværlig proces, både mht. indfangning og testning af rotter. I stedet vil brug af en række retningslinjer i forbindelse med bekæmpelsen, kunne hjælpe den enkelte bekæmper med at opdage et muligt resistensproblem. Retningslinjer fremgår af tjekskemaet i afsnit 5.9 i Vejledning om bekæmpelse af rotter med kemiske bekæmpelsesmidler.

Resistensstrategi

I de situationer, hvor bekæmperen vælger at bruge  en antikoagulerende gift, skal bekæmpelsen udføres i henhold til Miljøstyrelsens resistensstrategi, der fremgår af § 29 i bekendtgørelse nr. 1336 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter:

§29. Ved enhver bekæmpelse af rotter med antikoagulanter, skal antikoagulanten med det svageste aktivstof anvendes først.
Stk. 2. Konstateres der resistens over for den anvendte antikoagulant, skal anvendelsen af denne straks ophøre. Rotterne bekæmpes i stedet med en ugiftig metode, en anden antikoagulant eller et andet kemisk bekæmpelsesmiddel, der er virksom over for rotterne.

Resistensstrategien er indført for at begrænse udbredelsen af antikoagulant resistente rotter i Danmark og for at minimere de miljømæssige konsekvenser ved brugen af antikoagulanter. I praksis betyder det, at al bekæmpelse med antikoagulanter indledes med brug af et produkt baseret på enten coumatetralyl eller chlorophacinon, medmindre der på forhånd er konstateret resistens. Når der er konstateret resistens, og det fortsat vurderes, at antikoagulant er den bedste bekæmpelsesmetode i situationen, skal bekæmpelse med antikoagulanter ske med brug af produkter baseret på aktivstofferne brodifacoum, flocoumafen og/eller difethialon.
Bekæmperen bør dog altid overveje, om bekæmpelsen kan ske på anden vis som f.eks. med fælder eller cholecalciferol.

Cholecalciferol er ikke en akut virkende gift, men virker dog lidt hurtigere end de langsomt virkende antikoagulanter. Fra rotten har fået en dødelig dosis cholecalciferol, går der typisk mellem 2 til 5 dage før den dør. Rotten kan dog udvise forgiftningssymptomer allerede inden for de første 24 timer.

Cholecalciferol er vitamin D3 og findes i og er nødvendig for alle hvirveldyr. Vitamin D er vigtig for opretholdelse af calciumniveauet i kroppen og er vigtig for sund udvikling og vedligeholdelse af knoglerne.

Cholecalciferol kan anvendes til at bekæmpe antikoagulant-resistente rotter. Der er endnu ikke konstateret resistens over for cholecalciferol.

Ved indtag af cholecalciferol i meget høje doser, ledes der hurtigt en masse calcium ud i blodet (hypercalcæmi), og her vil det især være calcium fra knoglerne, som ledes ud i blodet. Samtidig vil udskillelsen af calcium og fosfat fra nyrerne falde. Resultatet er, at blodkredsløb, nyrer og andre organer kan blive ”forkalket” i voldsom grad relativt hurtigt. Når en rotter indtager cholecalciferol i høje doser, vil rotten typisk dø efter 3 til 5 dage, så der er altså tale om en hurtig forkalkning (calcifikation). For de mindre dyr, som rotter og mus, vil døden typisk indtræde som følge af hjertestop pga. den store calcificering af blodkar omkring hjertet. For lidt større dyr som hunde og katte vil mange dø som følge af nyresvigt og blødninger fra fordøjelsessystemet (særligt tarmene).

Det er vurderet, at risikoen for sekundær forgiftning ved brug af cholecalciferol er rimeligt lav i forhold til risikoen ved brug af antikoagulanterne. Der er lavet flere undersøgelser, hvor man har fodret katte og hunde med forgiftede rotter uden, at man har kunne måle en effekt i de testede dyr. Skulle andre dyr eller mennesker derimod æde af giften, kan der ske voldsomme forgiftninger. Desværre findes der ikke, som for antikoagulanterne en modgift, og typisk vil forgiftninger med cholecalciferol lede til det, der kaldes for en symptomatisk behandling, dvs. at læge/dyrlæge sætter ind med en behandling tilrettet de symptomer der opstår.

Rottegifte er meget stærke midler, der er virksomme i ganske små doser. Ikke kun overfor rotter, men også overfor mennesker, pattedyr, fugle og vandlevende dyr. Dyr der æder forgiftede rotter risikerer selv at blive forgiftede (såkaldt sekundær forgiftning).

For at mindske risikoen for at mennesker og andre dyr end rotter forgiftes, stilles der følgende krav til besiddelse og bekæmpelse med rottegift:

• Det er kun autoriserede rottebekæmpere, der må besidde rottegift.
• Det er kun R1-autoriserede rottebekæmpere, der må udlægge rottegift hos private.
• R2-autoriserede må kun anvende visse rottegifte og kun på egen erhvervsejendom.
• Rottegiften må kun anvendes i og omkring bygninger, og kun i en afstand af op til 10 meter fra en bygning. Der findes dog mulighed for kildebekæmpelse se vurderingsvejledningen.
• Rottegiften skal anbringes i aflåste foderstationer, så mennesker og dyr ikke kan komme i kontakt med giften.
• For brug i kloakker: rottegiften skal være fastgjort i kloakken, så giften ikke kan skylles væk.
• Af hensyn til faren for sekundær forgiftning af rovfugle og rovdyr skal rottebekæmperen indsamle døde mus og rotter to gange ugentligt eller efter behov og bortskaffe dem som dagrenovation.
• Giftrester og emballage skal afleveres til den kommunale affaldsordning for farligt affald.
• Foderstationer skal være påført en tekst, hvoraf det fremgår, at der foregår bekæmpelse af mus og rotter i området, og hvorledes man forholder sig i tilfælde af forgiftning.
• Rottegift må kun udlægges i forbindelse med en bekæmpelse og ikke benyttes til permanent bekæmpelse af mus og rotter.
• Rottegift må ikke benyttes til permanent bekæmpelse af mus og rotter, såsom forebyggende brug i sikringsordninger.
• Rottegift skal opbevares under lås og utilgængeligt for børn.
• Rottegift må ikke opbevares sammen med fødevarer, drikkevarer og foderstoffer.

Hvis du oplever, at kravene til anvendelse af rottegift ikke overholdes, kan du indberette det til Miljøstyrelsen Kemikalieinspektion på det elektroniske indberetningsskema, hvor dokumenter og billeder kan vedhæftes.

Det er muligt at indberette anonymt. Du skal blot undlade at udfylde feltet med kontaktoplysninger i det elektroniske indberetningsskema. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du indberetter anonymt, har Kemikalieinspektionen ikke mulighed for at kontakte dig, hvis der mangler oplysninger. Det er derfor vigtigt at alle oplysninger fremgår af indberetningen. Du må hellere skrive for meget end for lidt.

Følgende informationer skal gerne indgå i indberetningen:

På hvilken adresse er giften udlagt?
Hvornår begyndte/hvornår observerede du giftudlægningen?
Hvis det er et bekæmpelsesfirma der har udlagt giften:

Bekæmpelsesfirmaets navn
Eventuelt bekæmperens navn
Hvis bekæmpelse varetages af et privat firma du selv har indgået aftale med:

Kopi af den aftale du har indgået med firmaet
Billeder der er relevante for sagen

Dokumentation med billeder er vigtige for videre behandling af sagen det kan f.eks. være

Billeder der viser giften tæt på
Billeder taget lidt på afstand, så omgivelserne vises.