Vandområdeplaner 2015-2021

Den 27. juni 2016 offentliggjorde Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning vandområdeplaner for anden planperiode (2015-2021) med tilhørende bekendtgørelser om miljømål og indsatsprogrammer samt høringsnotater og sammenfattende redegørelser.

Vandområdeplanerne er samlet en plan for at forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv. Vandområdeplanerne for anden planperiode er baseret på en opdatering og videreførelse af vandplanerne for første planperiode og gælder fra 2015 – 2021.

Vandområdeplanerne er et informationsredskab der beskriver, hvordan Danmark implementerer EU's vandrammedirektiv. Indholdet i vandområdeplanerne og det tilhørende MiljøGIS-kort er dermed ikke bindende. Det bindende indhold i implementeringen af vandrammedirektivet er udmøntet i bekendtgørelser om miljømål og indsatsprogrammer og en række andre bekendtgørelser.

Den konkrete vandplanlægning omfatter alle de konkret afgrænsede vandområder, der fremgår af MiljøGIS. For de øvrige vandområder varetages hensynet til tilstanden gennem myndighedernes administration af sektorlovgivningen.

Sammenfatning og kommentering af modtagne høringssvar fremgår af høringsnotater for vandområdeplanerne. Der er udarbejdet et høringsnotat for overordnede forhold og fire høringsnotater for specifikke forhold, et for hvert vandområdedistrikt. Høringsnotaterne forefindes nedenfor.

Der er udarbejdet sammenfattende redegørelser for vandområdeplanerne i henhold til lov om miljøvurdering. De sammenfattende redegørelser forefindes nedenfor. 

Bemærk at der den 28. juni 2016 er foretaget en redaktionel opdatering af bilag 1 til samtlige vandområdeplaner.