Vilkårsforslag - Farm AirClean BIO Flex-3 step

Indretning og drift

1. Afkast fra staldafsnit _____ skal tilsluttes et biologisk luftrensningsanlæg.

2. Luftrensningsanlægget skal forsynes med differenstrykmåler, vandmåler samt ledningsevnesensor.  Ledningsevnesensoren skal være placeret i bundkar til filter 2.

3. Ventilationssystemet skal være dimensioneret til at luftrensningsanlægget behandler _____m 3 luft pr. time, hvor _____m 3 luft pr. time svarer til _____% af den maksimale dimensionerede ventilationskapacitet fra staldafsnit _____. De første 0 - _____m3 luft pr. time udsugningsluft skal altid ledes gennem luftrensningsanlægget.

4. Luftrensningsanlægget skal være i drift året rundt med forbehold for mindre driftstop i forbindelse med rengøring, vedligehold og serviceeftersyn.

5. Luftrensningsanlæggets ledningsevne skal være indstillet i henhold til SKOVs anbefalinger og ikke overstige 15 mS/cm i bundkar ved filter 2.

6. Tryktabet over luftrensningsanlægget bør ikke overstige 70 pascal (Pa).

7. Luftrensningsanlægget skal vedligeholdes i overensstemmelse med producentens vejledning. Producentens vejledning skal opbevares på husdyrbruget.

Egenkontrol

8. Der skal føres en logbog for luftrensningsanlægget, hvori følgende registreres: 

- Ledningsevnen (som minimum på timebasis)

- Luftrensningsanlæggets driftstid

- Månedlige målinger af vandforbruget og tryktabet

- Tidspunkter for rengøring/skiftning af filtre

- Enhver form for driftsstop med angivelse af årsag og varighed.

9. Der skal indgås en skriftlig aftale med producenten/leverandøren om serviceeftersyn af luftrensningsanlægget. Luftrensningsanlægget skal kontrolleres af producenten/leverandøren mindst hver fjerde måned. Kalibrering af ledningsevnesensoren skal foretages mindst én gang årligt. Serviceaftalen med producenten skal opbevares på husdyrbruget.

10. Tilsynsmyndigheden skal underrettes, såfremt luftrensningsanlægget er ude af drift i en periode på mere end _____dage/uger.

11. Logbogen/ den elektroniske registrering af data, kontrolrapporter samt dokumentation for kalibrering af ledningsevnesensoren skal opbevares på husdyrbruget i mindst fem år og forevises på tilsynsmyndighedens forlangende.

Vejledning til den kommunale sagsbehandler

For så vidt angår vilkår nr. 3 er det producenten/leverandøren, som opsætter og indstiller anlægget samt kobler det til ventilationssystemet. Værdierne for m3 luft pr. time og procentsatsen af den maksimale ventilationskapacitet vil fremgå af leverandørens dimensionering, fra beregning fra programmet StaldVent eller lignende.

Det bemærkes endvidere, at det i dag ikke teknisk muligt at måle før- og efterværdier for ammoniak og lugt - de primære miljøeffekter. I stedet skal det dokumenteres på anden vis, at anlægget har været i drift. Der er en række parametre, som generelt set kan indikere, at anlægget reelt har været i drift og dermed opnået den ammoniakreducerende effekt i praksis. Disse parametre er: Ledningsevnen, driftstiden samt vandforbruget.

Ledningsevnen er en af de afgørende indikatorer for, at anlægget har været i drift og har opnået den ammoniakreducerende effekt i praksis. Såfremt ledningsevnen kan fastholdes stabilt omkring den værdi, som er angivet i vilkår nr. 5, vil dette indirekte indikere, at anlægget har været i drift og vedligeholdt i overensstemmelse med producentens vejledning. Men der er som nævnt ikke tale om en direkte måling af miljøeffekten.

En hensigtsmæssig drift af luftrensningsanlægget fordrer et løbende vandforbrug, dels til fugtning af den luft, som passerer igennem luftrensningsanlægget, og dels til kompensation for lænsning af gødningsholdigt procesvand. Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at der ikke kan stilles vilkår om et absolut vandforbrug, da det absolutte vandforbrug afhænger af mange forskellige faktorer, herunder den procent af staldens maksimale ventilationsydelse, der renses, årstid og vejrforhold, temperatur- og fugtstrategi i stalden, varmeanlæg, belægningsgrad m.m. samt at den beregnede teoretiske emission fra det enkelte staldanlæg er baseret på normtal, hvori der ligger en vis variation.

Den opgivne effekt er kun gældende til rensning af almindeling staldluft og ikke afgangsluft fra punktudsugningsanlæg. Den forventede miljøeffekt ved både 100 procent rensning og delvis rensning forudsætter, at anlægget er i drift hele året. Der vil dog kunne forventes mindre driftstop i forbindelse med rengøring, vedligeholdelse og serviceeftersyn. Sådanne kortvarige driftsstop i forbindelse med vedligeholdelse og service har under normale omstændigheder ingen praktisk betydning for den ammoniakreducerende effekt. Der vil normalt være taget højde for mindre tomstald-effekter i StaldVentdimensioneringsberegningen.

I forhold til vilkår nr. 6 om tryktabet skal det bemærkes, at det maksimale, acceptable tryktab afhænger af flere faktorer. Tryktabet over luftrenseren stiger eksponentielt med luftydelsen. Endelig kan tryktabet ved en given luftydelse påvirkes af driftsmæssige forhold som eksempelvis mængden af støv og biomasse på filterelementerne. Det maksimale, acceptable tryktab vil kunne oplyses af producenten.

I relation til egenkontrolvilkåret om logbog (vilkår nr. 8) skal det bemærkes, at luftrensningssystemet giver mulighed for elektronisk registrering og lagring af en række parametre, herunder ledningsevne, driftstid, vandforbrug og tryktab nævnt i vilkår 8. Det kan være relevant at lade en logbog baseret på den elektroniske registrering substituere en manuel udfyldt logbog for disse parametre. Vedligehold, service m.m. registreres på nuværende tidspunkt ikke elektronisk. Disse parametre vil derfor skulle dokumenteres ved en manuel ført logbog, eventuelt suppleret med servicerapporter.

For så vidt angår aftale om serviceeftersyn, er det Miljøstyrelsens opfattelse, at det er nødvendigt med indgåelse af aftale med producenten/leverandøren om service for at sikre en hensigtsmæssig drift af luftrensningsanlægget. Service skal udføres jævnfør Skovs anbefalinger med tre årlige besøg.

Længerevarende driftsstop - omtalt i vilkår nr. 10 – kan indikere, at der er problemer med luftrensningsanlægget. Det kan derfor være relevant for kommunen som tilsynsmyndighed – som skal føre tilsyn med, at vilkårene i godkendelsen overholdes, jf. husdyrgodkendelseslovens § 44, stk. 2 – at få underretning fra landmanden i en sådan situation, da dette kan have betydning for, om emissionsgrænseværdien for ammoniak overholdes i praksis. Det bemærkes, at luftrensningsanlægget kortvarigt kan være ude af drift i forbindelse med regelmæssig vedligeholdelse og service. Eksempler kan være skift af reservedele eller slukning af pumper i forbindelse med tilsyn. Længerevarende driftsstop kan også have betydning for det biologiske materiale. Hvor længe et driftstop må vare, før det biologiske materiale kan påvirkes heraf, afhænger af flere forhold, herunder årstiden og hvor stor en mængde af udsugningsluften, der passerer igennem luftrenseren.

I relation til egenkontrolvilkåret om logbog (vilkår nr. 8), skal det bemærkes, at der i visse af de øvrige Teknologiblade også stilles vilkår om, at landmanden skal føre logbog samt opbevare visse former for dokumentation sammen med denne logbog. Kommunen bør – af hensyn til både landmand og tilsyn - i sin fastsættelse af vilkår om egenkontrol tilstræbe, at der føres én samlet logbog på husdyrbruget for alle relevante oplysninger, såfremt det er praktisk muligt. Det vil både lette landmandens administrative byrder i forbindelse med driften af husdyrbruget og samtidig sikre, at tilsynet vil have en nem adgang til alle relevante oplysninger i forbindelse med tilsynets udøvelse.