Hvorfor klapper man havbundsmaterialer fra havne i havet?

Klapning er, når man graver havbund fra havne og sejlrender op, og dumper det på havet. Navnet ”klapning” kommer af, at opgaven med at flytte og dumpe det opgravede materiale sker med et specialskib, der har klapper i bunden. Dumpningen sker altid på en klapplads, som er godkendt af Miljøstyrelsen.

Hver dag flytter bølger og strøm rundt på store mængder af sand og andet bundmateriale. Resultatet er, at havne og sejlrender sander til, så skibsfarten ikke ville kunne komme frem, hvis man ikke fjernede sandet. Havbundsmaterialet kan også stamme fra fx nedgravning af kabler i havbunden eller fra havneudvidelser.

De fleste ansøgninger om at klappe kommer fra Danmarks havne, hvoraf der er i alt 458 fordelt på kysten. Ofte deles flere havne om at klappe på den samme klapplads. Klappladsernes størrelse varierer fra nogle tusinde kvadratmeter til flere kvadratkilometer afhængig af de omkringliggende havnes størrelse og mængden af materiale, der skal klappes. I 2018 var der 114 klappladser. 84 klappladser med en aktiv tilladelse og 30 ikke-aktive klappladser, hvor det fortsat er muligt at få tilladelse til klapning. Se klappladserne på kortet. Havne kan også ansøge om at oprette en helt ny klapplads.

Det varierer fra år til år, hvor meget der bliver klappet. En tilladelse til klapning er 5-årig og indeholder en samlet mængdebegrænsning for denne 5-årige periode. Nogle tilladelser indeholder små mængder, andre større mængder. Tilladelsesindehaver kan inden for perioden planlægge, hvornår tilladelsen udnyttes.

I perioden 2013-2019 er der klappet ca. 19,4 mio. kubikmeter materiale. Her kan du se, hvordan mængden fordeler sig henover årene 2013 – 2019.

Nej, det er strengt forbudt at dumpe materiale fra land på havet, kun havbundsmateriale må klappes.  

Havbundsmaterialet kan være forurenet med tungmetaller og andre miljøfarlige forurenende stoffer. Nogle af stofferne er forbudte at anvende i dag, men ligger i havbunden fra tidligere. Det er især materialet fra havnene, der kan være forurenet, mens materiale fra oprensning af sejlrender i åbne farvande sjældent er forurenet. Havnebundmateriale består desuden ofte af meget fint mudder, som når det dumpes hvirvles rundt og gør vandet midlertidigt uklart. Hvis der er meget organisk materiale (dvs. planterester, døde smådyr etc.) i bundmaterialet, så kan det lokalt og midlertidigt medføre et øget iltforbrug.

Når dumpningen sker vil miljøet på klappladsen blive midlertidigt påvirket, og bunddyr og planter dækkes til. Fisk vil svømme væk, mens klapningen foregår. Denne miljøpåvirkning vil være koncentreret om selve klappladsen. Få hundrede meter væk fra klappladsen vil man ofte kun finde en meget begrænset miljøpåvirkning. Efter noget tid vil bunddyr indfinde sig på pladsen igen.

Miljøstyrelsen stiller krav om, at materialet bliver analyseret, hvis der er risiko for, at det er forurenet.

Hvad der herefter skal ske med materialet, og hvor det må anbringes, afhænger af, hvor forurenet det er. Det mest forurenede materiale anbringes i deponier på land eller i såkaldte spulefelter, som er et stykke havbund tæt på havnen indrammet af fx spunsvægge. Havbundsmaterialet spules ind i feltet, deraf navnet. Området vil ofte når det er fyldt blive til nyt havneareal.

Man nyttiggør i dag en stor del af det materiale, der optages. Miljøstyrelsen modtager indberetninger om, hvor meget sediment, der er enten klappet, bypasset eller nyttiggjort, og her viser tallene for 2016-19, at ca. 45 % klappes, og 39% er nyttiggjort på land i anlægsprojekter og cementindustri. Resten (16%) er bypasset eller nyttiggjort til f.eks. kystfodring. Se nedenfor: Hvad er bypass?

Hertil kommer det materiale, som er deponeret eller placeret i spulefelter. 

En væsentlig årsag til, at man ikke nyttiggør mere havbundsmateriale er, at materialet er så finkornet eller mudret, at det ikke egner sig til anlægsprojekter, fordi det har en ringe bæreevne.

En anden væsentlig udfordring i forhold til nyttiggørelse er, at timingen skal være rigtig: Havmaterialet skal graves op på et tidspunkt, hvor der er brug for det til byggeri.

Klapning er væsentligt billigere end at tage havbundsmateriale på land. Praksis i dag er, at man kun tager havbund på land, hvis det kan nyttigøres i byggeprojekter. Eller hvis det er så forurenet, at Miljøstyrelsen vurderer, at der vil være uacceptabel skade på miljøet, og det derfor skal deponeres.

Hvis materialet fra en mellemstor havneoprensning (150.000 m³) skal tages på land, vil det kræve 9.000 lastvognslæs at fragte havbundsmateriale til et deponi. Transporten på land er både bekostelig og belaster klimaet.

Hvis større mængder havbundsmateriale skal på land, kan det betyde, at der bliver brug for flere deponier. Landdeponier etableres af kommuner og kommunale fællesskaber. Spulefelter etableres af havnene. Begge dele kræver miljøgodkendelse.

Her skal man også være opmærksom på, hvor meget det fylder. 150.000 m³ materiale fylder 5 meter i højden på et område på 100 gange 300 meter.

Hvis bundmaterialet er rent eller næsten rent kan det flyttes uden en klaptilladelse. Det kunne fx være en lille lystbådehavn, hvor indsejlingen er sandet til med rent sand. Her kan man få tilladelse til at flytte sandet et kort stykke forbi havneindløbet. Denne type flytning kaldes også bypass og svarer til, at man hjælper sandet i havstrømmes retning. Det er Kystdirektoratet, der giver tilladelse til bypass.

Der er en miljøpåvirkning ved klapning. Derfor må klapning kun ske med tilladelse fra Miljøstyrelsen og efter en vurdering af, om det er miljømæssigt forsvarligt.

Miljøstyrelsen kigger på en række elementer, herunder blandt andet:

• Hvor forurenet materialet er.
• Hvor meget det vil blive spredt, og dermed i hvilken grad det kan påvirke livet i havet.
• Om der er risiko for iltsvind.
• Om der er nærhed til beskyttede naturområder.
• Hvordan vandområdets tilstand er. Se kort med kysthavets tilstand.

Læs mere om vandplanlægning.

Der er et naturligt indhold af tungmetaller i havbunden og et baggrundsniveau af menneskabt forurening, som findes overalt i havet. 

Miljøstyrelsen udregner nettotilførslen af de miljøfarlige stoffer ud fra viden om baggrundsniveauet af miljøfarlige stoffer i området og mængden af miljøfarlige stoffer i det materiale, der ønskes klappet.

Miljøstyrelsen vurder også, om tilførslen af miljøfarlige stoffer på klappladsen hindrer målopfyldelse i forhold til vandområdets miljømålsætning.

Der må kun meddeles tilladelse til klapning, hvis havbundsmaterialet vurderes at indeholde såkaldt uvæsentlige mængder og koncentrationer af miljøfarlige forurenende stoffer.

Mængden af miljøfarlige forurenede stoffer vurderes ud fra såkaldte aktionsniveauer. Der er udarbejdet aktionsniveauer for de hyppigst forekommende stoffer herunder en række angivne tungmetaller, PAH, PCB og det nu forbudte antibegroningsmiddel TBT. 

Hvis materialets indhold af miljøfarlige forurenende stoffer ligger under det nedre aktionsniveau, kan det som udgangspunkt altid klappes, med mindre andre forhold end miljøfarlige stoffer taler imod det. 

Det øvre aktionsniveau angiver det niveau, hvor der er begyndende effekter på grund af materialets indhold af miljøfarlige forurenende stoffer. 

Hvis materialets indhold af miljøfarlige forurenende stoffer ligger over det øvre aktionsniveau, kan det som udgangspunkt ikke klappes, men skal i stedet i deponi eller spulefelt (et inddæmmet område). 

Hvis indholdet ligger mellem de to aktionsniveauer, kan det som udgangspunkt klappes på en klapplads, hvis en miljøvurdering viser, at det kan ske uden at hindre opfyldelse af fastsatte miljømål i vandområdet.

Aktionsniveauerne er fastsat ud fra en samlet afvejning af viden om miljøfarlige forurenende stoffer, OSPAR's vejledende niveauer, andre europæiske landes aktionsniveauer samt ønsket om at beskytte havmiljøet og varetage hensynet til havnenes økonomi.

De forventede effekter af klapning bliver først og fremmest vurderet i fm. ansøgningsprocessen, altså inden der udstedes en tilladelse. Der er ikke noget fast program for målrettet overvågning af miljøeffekten af klapning, men Miljøstyrelsen har gennemført flere undersøgelser af konkrete klappladser, ca. 1 år efter der senest er klappet. Disse undersøgelser har vist, at miljøpåvirkningen har været lille, og at bundfaunaen er næsten upåvirket på pladserne året efter, uanset om det er små eller store pladser.

Derudover overvåger Miljøstyrelsen havmiljøet i danske farvande i det nationale overvågningsprogram for vandmiljø og natur - NOVANA. Programmet er organiseret, så det kan bruges til at beskrive den generelle tilstand i hvert vandområde. Overvågningen kan ikke beskrive effekten af enkelte forureningskilder som fx klappladser, havbrug eller spildevandsudløb. 

Læs mere om overvågning af vand og natur.

De fleste klappladser er udpeget af de daværende amter. Havne ansøger ofte om at klappe på klappladser så tæt på havnene som muligt for at minimere transporten. Klappladser på åbent hav har flere dage, hvor de ikke kan benyttes på grund af hårdt vejr.

Som regel søger havnene om klaptilladelser, hvor der også tidligere har været givet tilladelse til at klappe. En væsentlig grund hertil er, at der på tidligere klappladser allerede har været foretaget forundersøgelser. Genbrug af klappladserne er en fordel fra et miljøsynspunkt, da der derved undgås unødig spredning af klapmaterialer. 

Fiskene i nærheden af klappladsen har mulighed for at svømme væk, når der klappes. Som oftest falder koncentrationen af opløst sediment og indhold af forurenende stoffer så hurtigt med afstanden fra klappladsen, at påvirkningen af fiskene vurderes at være begrænset. Alle klapansøgninger sendes i høring hos Fiskeristyrelsen, som gør indsigelse, hvis klapningen kan skade fiskeriinteresser, herunder fiskenes gydeområder.

Bunddyr kan blive begravet under materiale, der dumpes, og ålegræs og tangplanter vil kunne skygges, hvis der forekommer høje koncentrationer af sediment i vandsøjlen. Endeligt vil bladene kunne blive påvirket af aflejret sediment.

En modellering af sedimentspredning vil kunne vise  i hvor stort et areal udenfor klappladsen, at bunddyr, tang og ålegræs påvirkes. Ved valg af klapplads tages der hensyn til kendte forekomster af ålegræs, eller klappladsen placeres på vanddybder, som overstiger ålegræssets naturlige udbredelsesområde. På denne måde reduceres klapningens påvirkning af ålegræssets udbredelse.

Klapning af havbundssediment vurderes generelt ikke som et problem i forhold til iltsvind i danske farvande. Lokalt på selve klappladsen og i den dominerende strømretning kan frigjort iltforbrugende materiale, som planterester og døde smådyr forårsage et øget iltforbrug, fordi en mindre del af materialet hvirvles op i vandsøjlen under klapningen.

Hvis der ønskes klappet store mængder havbundsmateriale med meget organisk stof, kan Miljøstyrelsen stille krav om, at ansøger redegør for iltforbruget og risiko for iltsvind i forbindelse med klapningen. Miljøstyrelsen kan også stille krav om, at klapningen foretages uden for den periode, hvor der er risiko for iltsvind i danske farvande.

Ved klapning hvirvles op til fem procent af materialet op i vandsøjlen. En lille del af det mest finkornede klapmateriale kan drive med havstrømmen, men mængden af ophvirvlet materiale falder hurtigt med afstanden til klappladsen. Beregninger og modellering viser, at 95 procent af klapmaterialet hurtigt lander på havbunden på klappladsen, hvor det falder til ro. Der er dog kun begrænset viden om, hvor langt stofferne føres rundt, da der ikke sker en målrettet overvågning af klappladsernes omgivelser.

Klapning af havbundsmateriale må kun ske efter forudgående tilladelse fra Miljøstyrelsen.

Ansøgningerne sendes i høring hos andre relevante myndigheder som Fiskeristyrelsen og Søfartsstyrelsen.

Miljøstyrelsen gennemfører en miljøvurdering af klapningen inden en eventuel tilladelse.

De faglige miljøvurderinger i forbindelse med klapning er:

• Vurdering af materialets forureningsgrad.
• Risiko for væsentlig påvirkning ved spredning af sediment.
• Risiko for iltsvind som følge af iltforbrugende stoffer.
• Vurdering af om Natura 2000 områder kan påvirkes væsentligt.
• Udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport, hvis der er væsentlig påvirkning af Natura 2000 områder.
• Vurdering af om klapningen kan reducere miljøtilstanden til en lavere økologisk tilstand i forhold til vandområdeplanerne/EU's vandrammedirektiv.
• Vurdering af om klapning kan hindre, at der opnås god økologisk tilstand, hvis der ikke er god økologisk tilstand i forvejen.
• Den økologiske tilstand for parametrene miljøfarlige stoffer, bundfauna, ålegræs og fytoplankton vurderes hver for sig ud fra princippet, at hvis én parameter ikke overholder kravet, betragtes hele målsætningen som ikke opfyldt.
• Vurdering af om tilførsel af kemiske stoffer kan hindre målopfyldelse for god kemisk tilstand i vandområdet, og uden for vandområdet, i overensstemmelse med vandrammedirektivet.
• Vurdering af om klapning vil være i strid med havstrategiens miljømål og indsatsprogram.

Miljøstyrelsen stiller en række vilkår i forbindelse med klapningen. Vilkårene omhandler blandt andet varigheden af tilladelsen, hvilken klapplads, der må benyttes, og hvilken mængde der tillades at blive klappet.

Tilladelsesindehaver, der oftest er en havn, skal indberette til Miljøstyrelsen, hver gang de klapper, og når de afslutter en klapning. Én gang årligt skal den samlede årlige mængde klappet materiale indberettes.

Miljøstyrelsen kan også stille vilkår om begrænsninger som, at der i visse perioder af året ikke må klappes af hensyn til fiskepladser, ynglepladser, badning etc. og om, hvor hyppigt klapningen må foretages.

Miljøstyrelsen fører stikprøvekontrol med skibspositioner for at sikre, at materialet klappes på klappladsen, og for at sikre, at materialet kun opgraves på tilladte arealer.

Hvis klappladsen ligger i et Natura 2000 område eller så tæt på et område, at der kan ske en påvirkning ind i området, vurderer Miljøstyrelsen, om der kan være en væsentlig påvirkning i henhold til habitatbekendtgørelsen.

Hvis det er tilfældet, skal der udarbejdes en miljøkonsekvensvurdering, som viser, at aktiviteten ikke skader Natura 2000 området og ikke hindrer opfyldelse af målsætningen for de konkrete Natura 2000-områder.

Hovedparten af de klappladser, som benyttes i dag, er placeret i områder, hvor der er fastsat miljømål i medfør af vandplanlægningsloven/EU's vandrammedirektiv. I de fleste sager er det derfor vandplanernes miljømål, som Miljøstyrelsen inddrager i sagsbehandlingen af klapansøgninger.

Når Miljøstyrelsen træffer afgørelse om klaptilladelse, indgår der i hver enkelt sag en vurdering af klapningens effekt på vandområdets målopfyldelse.

Miljøstyrelsen vurderer konkret, om de enkelte kvalitetsparametre i vandområdeplanerne vil forringes af klapning til et lavere niveau i vandområdet, eller om ét kvalitetsparameter vil kunne hindre, at der opnås god miljøtilstand i vandområdet.