Vejledning til ansøgning om genplacering af havbundsmaterialer

Følgende er vejledning til hvad man skal medtage i en ansøgning om genplacering af havbundsmaterialer (bypass, nyttiggørelse og klapning).

Det er vigtigt for behandlingen af ansøgningen, at der er klarhed over, hvem der er den egentlige ansøger og om der benyttes en konsulent. Ansøger vil ofte være den havn, kommune eller forening, som er ejer eller bruger af opgravningsområdet. 

Man skal huske at angive CVR-nummer på ansøgeren.

I ansøgningen skal man angive optagningsområdet indtegnet på et søkort eller tilsvarende målfast kortmateriale. Det vil sige, indsend ikke kort, der er skitseret i hånden. 

Et målfast kort med arbejdsområdet indtegnet er nødvendigt, for at sagsbehandleren kan se helt nøjagtigt, hvor der skal graves. Indtegningen bør være så nøjagtigt som muligt, da selv helt små afstande kan være afgørende for Miljøstyrelsen og de relevante høringsparter, når ansøgningen vurderes.

Hvis det muligt, må man meget gerne angive hjørnekoordinator af opgravningsområdet.

Man skal i ansøgningen angive den totale mængde (i kubitmeter) man ønsker at opgrave. 

Beskriv gerne projektets omfang, idet det giver sagsbehandleren en bedre forståelse for den kontekst, projektet skal indgå i. 

I sin ansøgning skal man argumentere for om opgravningsmaterialet kan nyttiggøres eller ej.

I nogen tilfælde kan det opgravede materiale være af en sådan kvalitet, at det kan anvendes til kystfodring, opfyldning eller på anden måde nyttiggøres. 

I henhold til § 3 i bekendtgørelse om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale, skal havbundsmaterialer anvendes til bypass eller kystfodring alt efter behov og mulighed herfor, i forhold til Kystdirektoratets anvisninger og Miljøstyrelsens vurderinger.

Hvis havbundsmaterialet er moderat forurenet, kan materialet muligvis anvendes til nyttiggørelse på land. 

Ansøger skal selv undersøge egnetheden og muligheden for nyttiggørelse af materialet. I denne forbindelse er det vigtigt for en ansøger at notere sig, at det kræver en nyttiggørelsestilladelse fra Miljøstyrelsen at nyttiggøre materialet på land, og det kræver en tilladelse fra Kystdirektoratet, hvis materialet skal nyttiggøres på havet.

Proceduren for sagsbehandlingen kan læses under punktet "Om klapning på havet" .

Hvis man søger om klapning af havbundsmateriale, skal man i ansøgningen angive hvilken klapplads man ønsker at benytte. Dette gøres ved at finde en klapplads fx via MiljøGIS. 

I selve ansøgningen om klapning, skal man angive klappladsens ID nummer, det såkaldte K-nummer. 

Hvis man, i stedet, søger om bypass eller nyttiggørelse, skal man ikke angive en klapplads. 

Der skelnes mellem to havbundslag, som kaldes oprensningslaget og uddybningslaget.

Oprensningslaget er det lag af sand og andet materiale, der kan have aflejret sig på et givent sted siden den seneste registrering af officielle vanddybder, som står anført i havnelodsen og på gældende søkort.

Uddybningslaget er det materiale, der ligger under den officielle vanddybde og derved under oprensningslaget. Der uddybes fx i forbindelse med ombygning eller etablering af fundament. Desuden skal en ansøger være opmærksom på, at det kræver en uddybningstilladelse fra Kystdirektoratet, hvis der skal graves i uddybningslaget.

Årsagen til at der skelnes mellem de to lag er, at der typisk er en højere risiko for forurening af det mere mobile oprensningslag, end det er tilfældet for det mere stabile uddybningslag.

For at kunne foretage den bedst mulige vurdering af de miljømæssige konsekvenser ved eventuel klapning, skal Miljøstyrelsen bruge nogle oplysninger om det materiale, der skal opgraves.

I nogle tilfælde er der tidligere foretaget analyser af det pågældende materiale, som stadig kan være brugbare. Det letter sagsgangen hvis ansøger nævner eventuelle eksisterende tilladelser til samme område, gerne med angivelse af sagsnummer.

 

I nogle tilfælde indeholder materialet, som skal klappes, forhøjede koncentrationer af miljøfarlige stoffer som for eksempel tungmetaller eller tributyltin (TBT). Tungmetallerne forekommer ofte i forhøjede koncentrationer, hvor der er eller har været spildevandsudledninger.

TBT blev før i tiden brugt i bundmaling på skibe for at undgå begroning. Stoffet er svært nedbrydeligt, og selv om det har været under udfasning i mange år og totalt forbudt siden 2008, findes det stadig ophobet i havbunden nogle steder, hvor der har ligget mange skibe i de år, hvor TBT-maling var almindelig.

Hvis det vurderes, at klapmaterialet kan være forurenet, skal der tages prøver til kemisk analyse for at kunne vurdere, om materialet er egnet til klapning eller ej. I tilfælde, hvor koncentrationerne er for høje (dvs. over øvre aktionsniveau), er det ikke muligt at klappe materialet, og så skal i det stedet bortskaffes på land. Dette kræver en tilladelse fra kommunen.

Af mulige forureningskilder kan nævnes:

  1. Industrier, herunder værfter og beddinger, hvor der udføres overfladebehandling af skibe og lystbåde.
  2. Mange anløb af skibe og lystbåde.
  3. Katodisk beskyttelse af kajkonstruktioner.
  4. Tab af gods og andet med et muligt indhold af toksiske stoffer, sprøjtemidler, malingsrester og olieholdige materialer.
  5. Udledninger eller udsivninger fra kystnære depoter.
  6. Åmundinger.
  7. Spildevandsudledninger, såvel udløb fra rensningsanlæg som af overfladevand fra befæstede arealer.
  8. Sedimentationsområder, der påvirkes af de ovennævnte kilder.

Ud over den kemiske analyse kan ansøgeren også pålægges at få foretaget en analyse af materialets fysiske egenskaber som lugt, farve, tørstof, glødetab, massefylde og kornstørrelse.

Når Miljøstyrelsen vurderer, at der er behov for at få foretaget en kemisk analyse af sedimentet, vil der blive udarbejdet en prøvetagningsplan, som passer til det konkrete projekt. Prøvetagningsplanen beskriver både placering og antal af prøvetagningsstationerne samt hvilke stoffer, der skal analyseres for. Det er ansøgeren, der afholder udgifterne til prøvetagning og analyser. Hver prøve vil som regel består af 6-10 delprøver, som blandes sammen inden de analyseres. Dette gøres for at få et mere repræsentativt indtryk af havbundskemien i området.

Ved behandling af klapsager skelner man mellem to havbundslag:

Uddybningslaget, som er alt hvad der findes under den officielle vanddybde, som fremgår af søkortene og Den Danske Havnelods, og

Oprensningslaget, som er det lag, der eventuelt kan have aflejret sig oven på uddybningslaget. Årsagen til at der skelnes mellem de to lag er, at der er en højere risiko for forurening af det mere mobile oprensningslag, end det er tilfældet for det mere stabile uddybningslag.

Generelt vurderes antallet af prøver ud fra følgende skema.

Antal m 3 Antal prøver
<2.500 1
2.500 - 10.000 2
10.000 - 25.000 3
25.000 - 100.000 4-6
100.000 - 500.000 7-15
500.000 - 2.000.000 16-30
>2.000.000 10 ekstra pr mil. m 3

Prøverne skal udtages som uforstyrrede kerner af et analyselaboratorium med erfaring med den type opgaver. De tages ofte med Kajak-bundhenter, HAPS-prøvetager og Van Veen grab. Med disse typer materiel skal der tages prøver af de øverste ca. 30 cm af havbundsmaterialet.