Datadrevet miljøtilsyn

Miljøstyrelsen har i 2018 gennemført et projekt, der har haft til formål at skabe nye indsigter i miljøtilsynsindsatsen.

Projektet har haft særlig fokus på:

Kommer miljøtilsynet de rigtige steder?

Projektet har haft til formål at undersøge, om den nuværende risikovurdering skaber et godt og robust grundlag for at målrette tilsynsindsatsen mod de virksomheder og husdyrbrug, der har størst behov for tilsyn.

Forbedring af data og berigelse med nye datakilder

Projektet har haft til formål, dels at undersøge om der er behov samt mulighed for at forbedre datakvaliteten af de indberettede data, dels at undersøge mulighederne for at berige tilsynsmodellen med nye datakilder med henblik på at gøre tilsynsmodellen endnu mere risikobaseret og gøre risikovurderinger og dataanalyser mere valide og robuste.

Foreslå justeringer af tilsynsmodellen

Projektet har haft til formål at undersøge, om eventuelle justeringer af tilsynsmodellen kan medføre en mere ensartet forvaltning og en mere målrettet udpegning af de virksomheder/husdyrbrug, der har størst behov for tilsyn.

Projektets gennemførelse

Afsættet for projektet har været Miljø- og Fødevareministeriets fælles Kontrolstrategi og Evalueringen af Miljøtilsynsmodellen fra 2018. Projektet har taget udgangspunkt i alle tilgængelige data om gennemførte miljøtilsyn indlæst i Digital MiljøAdministration, DMA.

Projektet er gennemført i samarbejde med Deloitte. Desuden har en række kommuner været inddraget i projektet.

Miljøstyrelsen vil med udgangspunkt i de anbefalinger, der fremgår af rapporten, udvælge og prioritere hvilke udviklingspotentialer, der skal undersøges nærmere med henblik på en eventuel justering af tilsynsmodellen.

Hent rapporten om Datadrevet myndighedsindsats - Datadrevne analyser og forslag til forbedringer.