GUDP-støttet partnerskab samler aktører inden for bæredygtig bioraffinering

Foto: Krüger

Partnerskabet for Bæredygtig Bioraffinering samler en række danske aktører inden for bioøkonomi og bæredygtig bioraffinering. Målet er udveksling af viden, som kan udvikle teknologien yderligere.

Danske forskere, virksomheder og organisationer har i de senere år arbejdet sammen om at gøre Danmark til et foregangsland inden for bæredygtig bioraffinering.

Der er imidlertid brug for tættere samarbejde og mere videndeling, og derfor har en række aktører på området sammen stiftet Partnerskab for Bæredygtig Bioraffinering, som er en alliance på tværs af værdikæden. GUDP støtter partnerskabet med knap en halv million kroner.

Væk med fossilt brændstof og soja

De første områder, partnerskabet vil fokusere på, er alternativer til henholdsvis fossile brændstoffer og soja.

”Det handler blandet andet om, hvordan vi udvikler mere bæredygtige alternativer til de fossile brændstoffer, vi bruger i dag. Det kan vi for eksempel gøre ved hjælp af bæredygtige biobrændstoffer, som produceres af træ, halm, affald, og ved hjælp af nye teknologier, der bruger biogas og CO2 til at lave flybrændstoffer,” siger chefkonsulent i Dansk Miljøteknologi Mette Boye, som er projektleder for partnerskabet.

Hun peger også på dansk produceret protein, som et vigtigt indsatsområde, hvor f.eks. bioraffinering af græs og grønne afgrøder kan blive et alternativ til importeret soja.

”Det er et vigtigt indsatsområde, fordi vi importerer millioner af tons soja fra Sydamerika hvert år, og den sydamerikanske sojaproduktion fører til afskovning.”

”Derfor er det en af de vigtigste værdikæder, som kalder på et bæredygtigt alternativ. Her kan man via bioraffinering for eksempel lave foderprotein af græs og kløver, så vi får en lokal og bæredygtig produktion ud af det, vores grise skal have i foderet,” forklarer Mette Boye.

Vil styrke dansk bioøkonomi

Mette Boye forventer, at samarbejdet i det nye partnerskab vil kunne styrke udviklingen af bioøkonomi i Danmark, for bioøkonomi drejer sig netop om at bruge bæredygtig biomasse bedre, mere intelligent og til nye formål i højværdiprodukter.

”Der ligger en kæmpe samfundsgevinst i et bredt partnerskab, som med tiden kan fører til en lang række konkrete indsatser, og det vil booste den danske bioøkonomi,” siger hun.

”Vi befinder os i en tidsalder, hvor vi skal stoppe med at bruge fossile ressourcer og begynde at tænke nyt. I det puslespil spiller bioøkonomi en stor rolle. Ved omstilling til cirkulær bioøkonomi kan vi genbruge alt det, vi producerer.”

Partnerskabet bygger videre på den nu nedlagte organisation Biorefining Alliance. Det bliver etableret i samarbejde mellem Dansk Miljøteknologi, Ørsted, Haldor Topsøe, Novozymes, NIRAS A/S, KMC, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Aarhus Universitet, Envidan A/S, Teknologisk Institut, Københavns Universitet, 3F, Dansk Affaldsforening og Drivkraft Danmark.

 

 

Fakta

Projekttitel:
Bæredygtig bioraffinering

Projektdeltagere: Dansk Miljøteknologi, Ørsted, Haldor Topsøe, Novozymes, NIRAS A/S, KMC, SEGES (Landbrug & Fødevarerr), Danmarks Naturfredningsforening, Aarhus Universitet, Envidan, Teknologisk Institut, 3F, Københavns Universitet, Dansk Affaldsforening, Drivkraft Danmark 

Projektperiode: 01-07-2019 til 01-07-2021

Bevilget beløb: 442.389 kr. 

Kontaktperson: Mette Boye