Våd halm skal kunne bruges til biogas

Et GUDP-projekt vil udvikle et nyt procesanlæg, der kan nedbryde våd halm, så det kan bruges i biogasanlæg. Det vil gavne landmændene, der ellers må pløje den våde halm ned i jorden og gå glip af en indtægt.

I de seneste år har vi oplevet flere voldsomme skybrud i Danmark. Alt tyder på, at fremtidens klima bliver endnu mere vådt. En udfordring også landbruget ruster sig til. I takt med klimaforandringerne oplever landbruget fx stigende problemer med våd halm på markerne.Halm bruges som traditionelt som brændsel i halmfyr og det er en central indkomstkilde for mange landmænd. Halmen skal dog være af en vis standard for at kunne bruges til biobrændsel.

Kraftvarmeværker har faste grænser for, hvor meget fugt, der må være i halmballer til brændsel. Hvis fugtindholdet vurderes at være for høj, bliver halmen afvist. Forklaringen er, at den våde halm kan give driftstop. Derfor bliver den våde halm typisk pløjet tilbage i marken, hvilket betyder, at energien går til spilde og landmændene går glip af en potentiel indkomst.

Fra biobrændsel til biomasse
Derfor vil et projekt støttet af GUDP udvikle et nyt procesanlæg, der kan neddele og fiberbryde den våde halm. Processen skal forvandle den våde halm til en velegnet biomasse til biogasproduktion med stor effekt og høj udnyttelsesgrad - vel at mærke uden at skulle bruge energi til tørring af halmen først.

”Vi har i indledende forsøg undersøgt, hvordan våd halm opfører sig i biogasreaktoren, hvis det bliver snittet og fiberbrudt, og her har resultaterne vist sig overraskende: Nemlig at et højt vandlindhold i halmen forbedrer processen frem mod biogasanlægget og øger biogasudbyttet” fortæller Peter Andersen, der er projektleder og ejer af landbruget Lynggård på Sydsjælland. Han forsætter: ”Nu vil vi undersøge, hvordan biomassen reagerer, når det har været igennem et anlæg i fuld skala, så vi kan sikrer en bedre og effektiv udnyttelse af den våde halm fremadrettet.”

Også gødningsværdien af den afgassede halm er god, så næringsstofferne kan tilbageføres til marken, når det matcher vækstsæsonen bedst til gavn for landmanden.  

Fokus på pris og vedligehold
Ved at bruge den fibernedbrudte våde halm vil biogasproduktionen kunne øges, og landmanden opnår en ny indtjening ved at kunne afsætte den tidligere usælgelige våde halm. 
Procesanlægget til fibernedbrydning skal gerne udbredes, og må derfor ikke blive for dyrt at sælge efterfølgende. Det har de øje for i projektgruppen.

”Vi har et stort fokus på at skabe bedre og billigere udstyr, der ikke kræver meget vedligeholdelse, så vi opnår en stor udbredelse af den nye teknik,” siger Peter Andersen.

Første skridt bliver at installere et pilotanlæg til fibernedbrydning på Lynggårds eget biogasanlæg, hvorfra projektet vil vise effekterne og dokumentere gasudbyttet samt gødningsværdien af den afgassede biomasse.

Projektet afslutter i 2020, hvor prototype på nedbrydningsanlægget forventes at være færdig og klar til markedsføring.