Biogasanlæg skal levere skræddersyede gødningsprodukter

GUDP-projektet SMARAGD udvikler nyt software til biogasanlæg, som gør det muligt at lave produkter af afgasset husdyrgødning, som passer præcist til bedriftens behov. Det er en gevinst for både miljø og klima.

Fremtidens biogasanlæg skal levere gødningsprodukter retur til landmændene, som er skræddersyede til den enkelte bedrift med en sammensætning af næringsstoffer, der passer præcis til bedriftens behov. Det er visionen bag GUDP-projektet SMARAGD - smart afgasset gødning. 

Med den skræddersyede gødning får landmanden en langt mere præcis dosering og behøver ikke frygte at overskride de nye skrappe normer for tildeling af fosfor, som blev indført i 2017. Miljøet bliver samtidig skånet for udvaskning af overskydende næringsstoffer, og endelig får man en langt mere klimavenlig håndtering af husdyrgødning, fordi udledningen af metan til omgivelserne bliver reduceret af biogasanlægget. 

Mere præcis dosering

"Tanken er, at landmand og planteavlskonsulent som sædvanligt sammen lægger en gødningsplan og finder frem til den gødningssammensætning, der passer til behovene på ejendommen,” forklarer Lars Villadsgaard Toft, projektleder og bioøkonomichef hos SEGES.

”Landmanden afgiver derefter sin online bestilling til biogasanlægget, som fremstiller gødningsprodukter, der matcher behovet. På den måde får man en langt mere præcis dosering, end det hidtil har været muligt med produkter baseret på husdyrgødning,” siger han. 

Software skræddersyer produktet

Det andet nye element er det software, som projektet vil udvikle til at skabe bindeled mellem landmanden og biogasanlægget og automatisere processen med at producere de skræddersyede gødningsprodukter.

 ”Den nye software er virkelig vigtig, for det er den, der gør, at konceptet kan implementeres og rulles ud. Biogasanlæggene ville ikke kunne gøre det håndholdt,” siger Lars Villadsgaard Toft.

Gevinster for økonomi og klima

Projektet forventer at opnå både økonomiske og klimamæssige gevinster for den enkelte landmand og for samfundet.

Den enkelte landmand vil kunne spare på indkøbet af handelsgødning. Økonomien på biogasanlæggene bliver også forbedret, fordi returprodukterne bliver mere attraktive, og det kan potentielt føre til etablering af flere biogasanlæg. Begge dele er udtryk for bedre ressourceudnyttelse.

Den afgasning af husdyrgødning, som finder sted i et biogasanlæg, fører desuden til mindre udledning af den stærkt potente klimagas metan. Dermed kan projekter som, SMARAGD, der gør det mere interessant at etablere biogasanlæg, lette landbrugets samlede klimabelastning.  

Projektet SMARAGD er et samarbejde mellem SEGES,  Nature Energy Biogas og Vestjysk Landboforening og forventes afsluttet i 2022.