Naturlige fjender skal holde skadedyr væk fra danske rapsmarker

Raps er en populær afgrøde i Danmark. Den bliver dog let angrebet af skadedyr, og derfor bruger man miljøbelastende pesticider til at holde dem væk. Et GUDP-projekt vil i stedet kombinere naturens egen våben med teknologi for at beskytte rapsen.

Der er noget særligt over en blomstrende rapsmark, som med sin gule farve minder os om, at lunere vejr og lyse aftner er lige om hjørnet. Raps er desuden en af de vigtigste afgrøder i Danmark, hvor den bruges til madolie, motorbrændstof, biobrændsel og dyrefoder. Desværre er rapsmarker også et nemt offer for skadedyr, som glimmerbøssen og rapsjordloppen, der er glade for de gule blomster. Derfor bliver langt størstedelen af den danske raps dyrket konventionelt, hvilket vil sige, at landmændene kan bruge pesticider til at beskytte planten mod skadedyr.

Disse pesticider holder dog ikke kun skadedyrene væk. De påvirker også miljøet generelt og er mistænkt for blandt andet at føre til tilbagegang i insekter. Særligt bier bliver tilsyneladende påvirkede af pesticiderne, hvilket kan føre til bidød.

Der er bred enighed om, at der er behov for at tænke nyt, når det kommer til anvendelse af pesticider i landbruget. I 2017 vedtog et bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti derfor en Pesticidstrategi for 2017-2021, som på den lange bane skal reducere brugen af pesticider. Blandt andet ved at udvikle alternative bekæmpelsesmidler.

Naturligt alternativ
Netop alternative bekæmpelsesmetoder er omdrejningspunktet for dette projekt.
I et tæt samspil mellem planteavlere, rådgivere, forskere, biologer og ingeniører, vil man udvikle og teste et sæt af nye, effektive og potentielt indbringende muligheder for at bekæmpe skadedyr med deres naturlige fjender.
Projektet kombinerer teknologi og naturens fødekæde: En drone skal sprede rovbiller, løbebiller samt snyltehvepse ud over rapsmarken. Fælles for disse insekter er, at de erglimmerbøssen og rapsjordloppens naturlige fjender, så de vil gå til angreb - dog uden at forvolde skade på rapsen.

”Med vores metode vil miljøet ikke lide overlast, derfor håber vi, at flere landmænd fremover vil vælge at dyrke økologisk raps. Specielt fordi, vi også kan se, interessen er der hos forbrugerne. Lige nu importerer vi økologisk rapsolie fra udlandet for at kunne tilfredsstille danskernes efterspørgsel,” siger Anders Petersen, som er projektleder og stifter af firmaet Ecobotix, der er specialister i at anvende nyttedyr som et alternativ til brugen af kemiske bekæmpelsesmidler.

Enorme mængder insekter
Ecobotix har anvendt droner til at sprede såkaldte nyttedyr eller biologiske bekæmpelsesmidler som fx mariehøns, rovmider og snyltehvepse siden 2016, men det er første gang, man anvender rovbiller og løbebiller. Derfor handler en del af projektet også om at videreudvikle et drone-spredningsudstyr, der kan sprede netop denne type insekter. 

”Indtil videre ser det rigtigt fint ud, men det er altid spændende at se, hvordan billerne og snyltehvepsene fx vil blive påvirket af dronens rotor og vinden, for dyrene skal jo helst komme sikkert frem til marken,” forklarer Anders Petersen.

Første skridt er at indfange rov- og løbebiller samt snyltehvepse og sørge for, at de formerer sig, så man til sidst står tilbage med enorme mængder af insekter klar til at blive spredt ud over rapsmarkerne. En tidskrævende opgave, der kan tage et år eller to. Anders Petersen regner dog alligevel med, at de første tests kan begynde allerede i 2019 og at projektet er afsluttet i 2021.