Hobbyprodukter og hobbylim

Når du køber ind til hobbyprojekterne så kig efter de letgenkendelige mærker, der guider til miljø og sundhed.

De fleste børn kan godt lide at tegne, male, klippe og klistre, men hobbyprodukter som gelpenne, tuscher, akrylmaling, glas og porcelænsmaling og fingermaling kan indeholde stoffer, der i større mængder kan skade sundheden og miljøet.

Tips om køb og brug af hobbyprodukter 

  • Vælg miljømærkede hobbyprodukter

    Hvis du vælger produkter, der er mærket med Svanen, EU-miljømærket Blomsten eller FFFH’s A-mærkning, er du sikker på, at indholdet af skadelige stoffer er minimeret. 

  • Vælg hobbyprodukter uden faremærker

    Undgå så vidt muligt hobbyprodukter, der er faremærkede som miljø- eller sundhedsskadelige. Du kan genkende faremærkede produkter på de rød-hvide farepiktogrammer.

  • Vælg vandbaseret lim, lak og maling

    Vælg så vidt muligt vandbaserede produkter. Så undgår du, at malingen, limen eller lakken indeholder organiske opløsningsmidler.

  • Følg brugsanvisningen 

    Samlesæt og hobbyprodukter som glas- og porcelænsmaling indeholder kemiske stoffer, som kan give udslæt eller allergi, når de kommer i kontakt med huden. Derfor er det vigtigt at læse og følge produkternes brugsanvisning nøje.

  • Voksne bør stryge perlepladen

    Rørperler og perleplader afgiver forskellige kemiske stoffer, når man stryger på dem. Sørg derfor for at lufte godt ud når perlepladerne stryges, og voksne bør altid stryge perlepladerne. Lad være med at stryge på selve perlepladen – husk at lægge bage- eller madpapir imellem.

  • Luft ud under og efter brug
    Nogle produkter afgiver også stoffer, der kan indåndes. Hvis man er meget optaget af arbejdet med produkterne, er der risiko for, at man i lang tid bliver udsat for de kemiske stoffer. Specielt lim og spray med glimmer, guld, sølv og kobber kan indeholde opløsningsmidler og allergifremkaldende stoffer, som kan give svimmelhed, hovedpine og luftvejsirritation. Sørg derfor for god udluftning og brug helst sprayen udendørs.