Vejledende udtalelser om affald

Af bilag 1 i affald til jord-bekendtgørelsen fremgår de typer af affald, der kan anvendes til jordbrugsformål uden tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.

På listens pkt. A2 står der: ”Uforurenede produktrester fra forarbejdning af vegetabilske råvarer”, men det fremgår ikke yderligere, hvad der konkret menes med betegnelsen ”uforurenede”. Derfor har Miljøstyrelsen skrevet følgende vejledende udtalelse om uforurenede produktrester:

Vejledende udtalelse om uforurenede produktrester i affald til jord-bekendtgørelse

Formålet med denne vejledende udtalelse er at præcisere, hvordan gipsaffald bør håndteres.

Læs den vejledende udtalelse.

Formålet med denne vejledende udtalelse er at præcisere, forståelse af bagatelgrænsen på 10m2

Miljøstyrelsen skal vejledende udtale, at det er Miljøstyrelsens fortolkning:
- At de 10 m2, der anvendes i kap. 13 i affaldsbekendtgørelsen - som en bagatelgrænse for hvornår der skal foretages screening/evt. kortlægning samt skriftligt anmeldelse til kommunen inden byggearbejdet påbegyndes - skal forstås som det horisontale fladeareal, der berøres af byggearbejdet.

Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om fortolkningen af bagatelgrænsen på 10 m2

Formålet med denne vejledende udtalelse er at præcisere, lovligheden af kommuners salg af genstande som afleveres af borgere på genbrugspladser.

Vejledende udtalelse om lovligheden af kommuners salg af genstande som afleveres af borgere på genbrugspladser

Definition af affaldsproducent – vurderet i forhold til affald frembragt ved håndværkeres og anlægsgartneres aktiviteter hos private.

Læs den vejledende udtagelse.

06.06.2010

Udskriv denne vejledende udtalelse

Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen har i fællesskab udarbejdet denne vejledende udtalelse om, hvad du kan gøre med et dødt selskabsdyr. Selskabsdyr er f.eks. hunde, katte, gnavere, krybdyr, stuefugle og andre dyr, som ikke indgår i landbrugsdrift. Der er følgende muligheder:

• Dyrlægen kan tage sig af det døde selskabsdyr.
• Sjældne eller enkeltstående begravelser af selskabsdyr kan som udgangspunkt ske på din egen ejendom. Nedgravning af selskabsdyr bør ske i en dybde, der sikrer mod, at kødædende dyr kan opgrave det døde selskabsdyr. Er der imidlertid tale om større selskabsdyr, som ønskes begravet i nærheden af en drikkevandsindvinding, skal du søge din kommune om tilladelse.
• Selskabsdyr kan begraves på en dyregravplads, som er godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.
• Det døde selskabsdyr kan brændes på et dyrekrematorium. Asken herfra kan ligeledes begraves i egen have eller på en dyregravplads som nævnt i ovenstående punkter. Dyrekrematorier skal være godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.
• Det døde selskabsdyr kan også behandles som affald, hvilket normalt vil betyde, at det vil blive forbrændt på et affaldsforbrændingsanlæg.
  • Små døde selskabsdyr som fx. hamster eller undulat , der ikke er større end, at de kan være i en almindelig køkkenaffaldspose, kan lægges en pose, der lukkes tæt og derefter smides i dagrenovationen. Kommunerne kan dog i deres affaldsregulativer bestemme, at små døde selskabsdyr ikke må komme i dagrenovationen, men skal sendes separat til forbrænding. Du bør derfor altid undersøge, om din kommune har fastsat regler for håndteringen af små døde selskabsdyr. Det gør du ved at spørge kommunens affaldsafdeling. Hvis kommunen ikke har fastsat sådanne regler for bortskaffelsen, kan du følge styrelsernes anbefaling om at lægge det døde selskabsdyr i en lukket plastpose og smide det i dagrenovationen
  • Større døde selskabsdyr som katte og hunde kan sendes til forbrænding. Hvis bortskaffelse af større døde selskabsdyr ikke er omfattet af en ordning, beskrevet i kommunens regulativ, skal du ringe og spørge kommunens affaldsafdeling. Kommunen har anvisningspligt – dvs. den skal oplyse dig om et forbrændingsanlæg. Til gengæld skal du følge kommunens anvisning. Du skal selv sørge for og betale for transporten til destruktionen på det anviste forbrændingsanlæg.

Læs mere om hvordan du håndterer et dødt selskabsdyr/kæledyr.

Der er efterhånden ved at blive etableret en række biogasanlæg i Danmark, og dermed bliver det stadig mere relevant med information om hvilke regler, der gælder for at udsortere det organiske affald og sende det til behandling på disse anlæg.

Vejledende udtalelse vedrørende udsortering af organisk affald

Miljøstyrelsen har den 16. maj 2011 vejledende udtalt til statsforvaltningen, at en kommune - efter Miljøstyrelsens vurdering - var berettiget til, ifm. behandling af ansøgning om fritagelse efter affaldsbekendtgørelsens § 62, stk. 4, at stille krav om, at virksomhedens aftale med en vognmandsvirksomhed omfattede genanvendeligt affald, som er kildesorteret.

Vejledende udtalelse nr. 4 - 2011 Udtalelse til Statsforvaltningen Hovedstaden - affaldsbekendtgørelsens § 62 stk 4

Denne vejledende udtalelse præciserer forskellige aspekter af håndtering af kasserede træpaller. Sammenfatningen er, at træpaller, der kasseres, er som udgangspunkt affald, og skal genanvendes eller forbrændes på et godkendt forbrændingsanlæg efter reglerne i affaldsbekendtgørelsen. Træpaller må derfor ikke forbrændes i brændeovne.

Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om håndtering af kasserede træpaller.

Denne vejledende udtalelse retter sig mod både godkendelses- og tilsynsmyndigheden for anlæg, hvorpå der deponeres affald samt mod dem, der er ansvarlig for driften af sådanne anlæg.

Vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen Jord og Affald nr. 2 2011 om fastsættelse af vilkår om sikkerhedsstillelse ved deponering af affald

Formålet med denne vejledende udtalelse om håndtering af PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald er, at præcisere, hvordan håndtering af PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald affald efter Miljøstyrelsens vurdering bør ske.

Vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen Jord og Affald, nr. 1/2011.

Miljøstyrelsen er kommet med en vejledende udtalelse om håndtering af PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald, da der har været behov for en præcisering af, hvordan håndtering af sådanne affald, efter Miljøstyrelsens vurdering, bør ske.
Behovet for en præcisering er nødvendiggjort af, at de EU-regler, som regulerer håndteringen af PCB-holdigt affald, er uklare og i visse tilfælde indbyrdes modstridende.

Den relevante EU-regulering er i denne sammenhæng den såkaldte POP-forordning og deponeringsdirektivet (med tilhørende EU-Rådsbeslutning om acceptkriterier). EU’s deponeringsregler er i dansk ret hovedsageligt gennemført i deponeringsbekendtgørelsen.

Vejledende udtalelse om håndtering af PCB-holdigt bygge- og anlægsaffald

Brev til Kommissionen om PCB

Svar fra Kommissionen om PCB

Miljøstyrelsen er blevet spurgt om, hvilke udgifter producenterne, importørerne og de kollektive ordninger kan pålægge kommunalbestyrelsen, såfremt kommunalbestyrelsen vælger selv at rengøre ”en stinker”.

Der er tale om de situationer, hvor producenten, importøren eller den kollektive ordning først efter tilbagetagning af kølemøblerne bliver klar over, at de har indsamlet en stinker, som skal retur til kommunalbestyrelsen til rengøring.

Hertil har Miljøstyrelsen som en vejledende udtalelse svaret, at elektronikaffaldsbekendtgørelsens afsnit 2.2. i bilag 7 regulerer fejlsortering på indsamlingsstederne. Det fremgår bl.a., at det er kommunalbestyrelsens ansvar, at der sker korrekt sortering af det modtagne affald. Desuden fremgår det af bekendtgørelsen, at det elektriske eller elektroniske affald ikke må indeholde andet affald end det, der ligger inden for de i rammerne i § 24, stk. 1, definerede affaldsfraktioner, ligesom kølemøbler og komfurer m.v. ikke må indeholde mad o.l.

Da producenten eller importøren kan sende udstyret tilbage til tømning hos kommunalbestyrelsen, hvis det afhentede udstyr indeholder mad eller lignende, eller producenten eller importøren ifølge bilag 7 kan sende krav til kommunalbestyrelsen om dækning af dokumenterede udgifter for tømning, ligger der heri, at kommunalbestyrelsen skal dække alle de ekstra udgifter, der påløber i forbindelse med rengøring af en stinker.

Det fremgår direkte af bilag 7, at producenterne kan sende krav om dokumenterede udgifter til tømning. Det fremgår ikke, at der ligeledes kan fremsendes krav om dokumenterede udgifter til ekstra transport, administration, omrokering m.v. af kølemøblerne i det tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen selv vælger at tømme. Konsekvensen af dette er ifølge Miljøstyrelsens fortolkning, at producenterne ikke kan fremsende en regning for transport, administration m.v. i det tilfælde, hvor Kommunalbestyrelsen har valgt selv at tømme for madrester.

Miljøstyrelsen er desuden af den opfattelse, at der ikke er en pligt for producenterne til at sende et krav til kommunalbestyrelsen. Hvis producenterne i nogle tilfælde undlader at fremsende krav for tømning, er det ligeledes i overensstemmelse med bekendtgørelsen.

Til anvendelse af affald, der ikke er optaget på listen i slambekendtgørelsens bilag 1, til jordbrugsformål, jf. slambekendtgørelsens § 29.

Udskriv denne side

Tilladelse til anvendelse af affald, som ikke er optaget på listen i slambekendtgørelsens bilag 1, skal meddeles af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor udbringningen skal finde sted.

Tilladelsen gives i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. slambekendtgørelsens § 29. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte vilkår om, at reglerne i slambekendtgørelsens kapitel 3-9 gælder, herunder bestemmelsen om, at affald til jordbrugsformål ikke må indeholde væsentlige mængder af miljøskadelige stoffer eller give anledning til forurening af grundvand jf. slambekendtgørelsens §§ 6 og 20. Herudover kan kommunalbestyrelsen skærpe vilkårene i forhold til, hvad der gælder efter kapitel 3-9, eller fastsætte yderligere vilkår. Det skal af tilladelsen fremgå hvor stor en affaldsmængde, der er tale om, og på hvilke konkrete arealer, udbringningen kan ske.

Tilladelsen kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når afgørelsen vedrører mindre end 10.000 tons pr. år, jf. § 34 i slambekendtgørelsen. Andre tilladelser kan påklages til Miljøklagenævnet.

Tilladelse kan meddeles til direkte anvendelse af uforarbejdet affald på jorden eller anvendelse af forarbejdet affald, f.eks. kompost, der indeholder affaldstyper, der ikke er optaget på bekendtgørelsens bilag 1. En tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven eller efter regler, der er udstedt i medfør af denne lov, bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. miljøbeskyttelseslovens § 78 a.

Forud for meddelelse af tilladelse skal nedenstående forhold vurderes af kommunalbestyrelsen:

1. Har affaldet jordbrugsmæssig værdi for det konkrete areal?
2. Indeholder affaldet stoffer i en koncentration, der giver anledning til risiko for miljø og sundhed ved anvendelse på det konkrete areal?
3. Skal affaldet forbehandles for at opnå den rette kvalitet?
4. Hvor længe skal tilladelsen gælde?

1. Jordbrugsmæssig værdi for det konkrete areal

I slambekendtgørelsens § 2 stk. 1 er det præciseret at affald, der påtænkes anvendt til jordbrugsformål, skal have en gødsknings- eller jordforbedringsværdi. Ved gødning forstås et middel til fremme af planters vækst, og hvis virkning helt eller overvejende beror på dets indhold af plantenæringsstoffer. Ved et jordforbedringsmiddel forstås et middel til forbedring af jordens eller voksemediers fysiske, kemiske eller biologiske tilstand, og hvis virkning ikke eller kun i ringe grad beror på et indhold af plantenæringsstoffer.

Vurderingen af affaldets jordbrugsmæssige værdi for det konkrete areal skal beskrives i tilladelsen.

2. Indhold af miljøskadelige eller sundhedsskadelige stoffer

Det følger af reglerne i slambekendtgørelsens kapitel 3, at affald, der skal anvendes til jordbrugsformål skal overholde grænseværdierne i bekendtgørelsens bilag 2, hvor der er fastsat grænseværdier for en række tungmetaller og miljøfremmede stoffer.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 6, at affaldet ikke må indeholde væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer. Det betyder, at affaldsproducenten til kommunalbestyrelsen skal oplyse om affaldets stofsammensætning, herunder mængde og koncentration af stofferne samt om økotoksikologiske og toksikologiske data for disse stoffer eller kvalitetskriterier, hvis sådanne forefindes.

Såfremt der ikke er fastsat kvalitetskriterier, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om koncentrationen af de miljø- og sundhedsskadelige stoffer i affaldet indebærer en risiko for miljø og sundhed. Vurderer kommunalbestyrelsen, at stofkoncentrationen er så lav, at anvendelsen af affaldet ikke kan indebære en risiko for forurening af jord og grundvand, kan kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til anvendelse af affaldet på det konkrete areal. Kan kommunalbestyrelsen ikke lægge til grund, at stofkoncentrationen er så lav, at den ikke vil indebære en risiko for forurening af jord og grundvand, må kommunalbestyrelsen bede ansøgeren om yderligere oplysninger, der kan dokumentere dette, eller afvise at meddele en tilladelse.

Det bør i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af ansøgning om tilladelse til udbringning på jord, vurderes om affaldet indeholde stoffer eller materialer, som ikke er hensigtsmæssigt at udbringe på jorden, selvom stofferne ikke udgør en konkret risiko for miljø eller sundhed. Det kunne være urenheder i form af andet affald som f.eks. små jernstumper.

3. Forarbejdning af affald forud for anvendelse

I de tilfælde, hvor affaldet skal forbehandles for at opnå den krævede eller ønskede kvalitet, skal dette ske på dertil godkendte anlæg. Kommunalbestyrelsen bør i forbindelse med behandling af ansøgning om tilladelse til udbringning på jorden indhente dokumentation for, at den forbehandlende anlæg har de relevante godkendelser.

Hvis affaldet i forbindelse med en forbehandling blandes med andre affaldstyper, gælder reglerne for sammenblanding i slambekendtgørelsens § 6, stk. 2, dvs. at de enkelte affaldstyper skal leve op til bekendtgørelsens krav inden sammenblanding. I forbindelse med meddelelse af § 19 tilladelse til udbringning af affald, der består af flere forskellige affaldstyper, skal hver enkel affaldstype vurderes hver for sig bl.a. under hensyntagen til evt. ændringer i affaldstypernes karakter ved sammenblandingen.

4. Gyldighedsperiode for § 19 tilladelse, jf. slambekendtgørelsens § 29

Tilladelse efter § 19 må ikke være generel, men skal baseret på en konkret vurdering af affald, udbringningsareal, miljø- og sundhedsforhold, og betragtes principielt som midlertidige. Hvis tilladelserne ikke meddeles for en tidsbegrænset periode, f.eks. 2-3 år, er det Miljøstyrelsens vurdering, at der i tilladelsen bør stilles krav om egenkontrol, således at tilladelsen kan tages op til revision, hvis der sker ændringer i de forhold, der ligger til grund for tilladelsen. Det kunne være ændringer af råvaresammensætningen eller ændringer i processen. Når der er tale om nye affaldstyper, der ikke tidligere har været anvendt til jordbrugsformål, bør det efter en fastsat tidsinterval vurderes/undersøges om der er sket påvirkninger af jorden.

Tilbagekaldelse af eksisterende § 19 tilladelser

Hvis kommunalbestyrelsen har givet tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. § 29 i slambekendtgørelsen, til anvendelse af affald til jordbrugsformål og det efterfølgende viser sig, at affaldet indeholder ikke uvæsentlige mængder af miljøskadelige stoffer, der kan udgøre en risiko/et problem, kan og skal kommunalbestyrelsen i henhold til Miljøbeskyttelseslovens § 20 vurdere, om § 19 tilladelsen af hensyn til fare for forurening af vandforsyningsanlæg eller miljøbeskyttelsen i øvrigt skal ændres eller tilbagekaldes.

Af bemærkninger til loven fremgår det, at bestemmelsen bygger på det grundprincip, at tilladelser efter § 19 principielt må betragtes som midlertidige, og at de til enhver tid kan tilbagekaldes. Ændring og tilbagekaldelse sker uden erstatning.

Hvis en § 19 tilladelse er meddelt af et tidligere amt, påhviler forpligtigelsen til ændring eller tilbagekaldelse den kommune, hvor det konkrete udbringningsareal er beliggende.

Formålet med denne vejledende udtalelse fra Miljøstyrelsen er at give kommunerne et redskab, som sikrer, at borgere og virksomheder, uanset kommune, oplever en ensartet praksis i vurderingen af, om et stof eller en genstand bliver klassificeret som affald eller ikke-affald (biprodukt). I denne vejledende udtalelse er betingelserne i Affaldsbekendtgørelsens § 2, stk. 2 gennemgået.

Klassificering af stoffer mv. fra industrien som affald eller ikke-affald (biprodukt)

Udskriv denne side

13.07.09

Er husdyrgødning til forbrænding affald?

Ifølge EU’s affaldsdirektiv og den danske affaldsbekendtgørelse er definitionen på affald: ”Ethvert stof og enhver genstand …. som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med.” Med udgangspunkt i affaldsdefinitionen har Miljøstyrelsen vurderet, at husdyrgødning, der forbrændes, defineres som affald , da indehaverens primære formål er at skille sig af med husdyrgødningen. Vurderingen omfatter som udgangspunkt også den fraseparerede fiberfraktion fra husdyrgødningen, og de piller, briketter eller tilsvarende, som kan produceres af husdyrgødningen og som efterfølgende forbrændes. Det er dog samtidig Miljøstyrelsens vurdering, at det kan være muligt, at oparbejde husdyrgødning til forbrænding i en sådan grad, at det ophører med at være affald. En sådan afklassificering skal være baseret på en vurdering fra miljømyndigheden, hvor der bl.a. tages hensyn til miljøforholdene ved forbrændingen.

Miljøstyrelsen har forelagt vurderingen for EU-Kommissionen, der har bekræftet, at husdyrgødning, der forarbejdes og ikke bringes direkte ud på markerne, som udgangspunkt er affald. Dette gælder uanset, om der indvindes energi ved afbrændingen og uanset, om næringsstofferne i asken efterfølgende udvindes og genanvendes på landbrugsjorden eller industrielt. Kommissionen svarer endvidere, at Miljøstyrelsen efter en vurdering af bl.a. miljøforhold kan træffe afgørelse om, at piller, briketter eller tilsvarende, som er fremstillet af frasepareret husdyrgødning ophører med at være affald.

Miljøstyrelsen har i samarbejde med interessenter på området igangsat flere projekter, der skal kortlægge miljøforholdene ved forbrænding af piller fremstillet af frasepareret fiberfraktion, og som kan bidrage til en afklaring af, om disse fiberpiller kan betragtes som ophørende med at være affald.

Hvilke krav skal et anlæg, der forbrænder husdyrgødning og piller, briketter mv., fremstillet af frasepareret fiberfraktion, opfylde?

Idet husdyrgødningen og piller, briketter mv, fortsat som udgangspunkt defineres som affald, skal et anlæg, der brænder disse fraktioner, som udgangspunkt miljøgodkendes efter affaldsforbrændingsbekendtgørelsens regler. ¹

Affaldsforbrændingsbekendtgørelsen omfatter anlæg defineret som ”enhver stationær eller mobil teknisk enhed samt udstyr, der udelukkende benyttes til varmebehandling af affald uanset om forbrændingsvarmen genanvendes eller ej. Dette omfatter forbrænding af affald ved oxidering samt andre varembehandlingsprocesser såsom pyrolyse, forgasning eller nedsmeltning, når produkterne af denne behandling derefter forbrændes”. Det betyder derfor, at et anlæg til forbrænding, herunder forgasning af husdyrgødning skal kapitel 5 godkendes jf. miljøbeskyttelsesloven efter reglerne i affaldsforbrændingsbekendtgørelsen. Anlægget skal bl.a. monitere via AMS (automatisk målende system) for NOx, CO, totalstøv, TOC, HCl, HF og SO2, samt præstationskontrol for tungmetaller, dioxiner og furaner. AMS-kontrol for HCl, HF og SO2 kan undlades, hvis det kan dokumenteres, at emissionerne under ingen omstændigheder kommer over de fastsatte emissionsgrænseværdier i affaldsforbrændingsbekendtgørelsens bilag 7 .

Hvis Miljøstyrelsen efter en undersøgelse af piller fremstillet af frasepareret fiberfraktion vurderer, at fiberpillerne kan betragtes som ophørt med at være affald, vil Miljøstyrelsen i stedet stille særskilte miljøkrav til en forbrænding af fiberpillerne. Disse regler vil blive underkastet den sædvanlige høringsproces.

Kan husdyrgødning betragtes som homogent brændsel?

Den danske affaldslovgivning omfatter ikke et begreb som homogent brændsel, men til gengæld begrebet homogent biprodukt. For at husdyrgødning kan omfattes som et homogent biprodukt skal kravene i affaldsbekendtgørelsens bilag 15 være opfyldt som bl.a. siger, at der skal være tale om reel genanvendelse. Forbrænding med energiudnyttelse betragtes ikke som genanvendelse selvom materialet nyttiggøres til energiproduktion. Husdyrgødning til forbrænding kan derfor ikke betragtes som et homogent biprodukt.

Er husdyrgødning omfattet af biomassebekendtgørelsen?

Husdyrgødning er ikke omfattet af biomasseaffaldsbekendtgørelsen, da bekendtgørelsen kun omfatter vegetabilsk biomasseaffald og ikke animalsk biomasseaffald. Vegetabilsk affald er undtaget EU’s affaldsforbrændingsdirektivs krav, og derfor kan de vegetabilske biomasseaffaldstyper, som er omfattet af biomasseaffaldsbekendtgørelsen forbrændes på anlæg, der har lempeligere miljøkrav end fastsat i affaldsforbrændingsdirektivet.

Er forbrænding af husdyrgødning omfattet af affaldsforbrændingsafgiften?

I det omfang husdyrgødning og piller, briketter eller tilsvarende defineres som affald, er forbrændingen generelt omfattet af affaldsforbrændingsafgiften . Affaldsforbrændingsafgiften er pt. på 330 kr. pr. ton foreliggende vare, Det betyder, at afgiften f.eks. kan minimeres til ca. 1/3 ved at tørre fiber fra 30 pct. tørstof til 90 pct. tørstof. Hvis asken sendes på deponi reduceres affaldsforbrændingsafgiften for den mængde, som deponeres. Til gengæld skal der betales deponeringsafgift, men man slipper for dobbeltafgift.

Folketinget vedtog i juni 2009, at omlægge forbrændingsafgiften af affald til en almindelig afgift på energi og CO2, som svarer til afgiften på de fossile brændsler. Omlægningen vil betyde, at afgifterne for afbrænding af husdyrgødning bliver reduceret, og der vil ingen afgift være ved anvendelse til proces eller til elproduktion, hvorimod der forfalder afgift, hvis afbrændingen af husdyrgødningen går til almindelig rumvarme. Disse ændringer er endnu ikke trådt i kraft, og Miljøstyrelsen skal henvise til Skatteministeriet for yderligere spørgsmål om implementering af lovforslaget.

Hvornår er der mulighed for fritagelse af affaldsforbrændingsafgiften?

I den gældende bekendtgørelse af lov om afgift af affald og råstoffer står der: ” Fritaget for affaldsforbrændingsafgift er … fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning . Denne fritagelse er fastholdt i lovforslaget om omlægning af forbrændingsafgiften til en almindelige afgift på energi og CO2. For at være omfattet skal afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Slambekendtgørelsen”.

I henhold til slambekendtgørelsen er et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg defineret som et anlæg, hvor det afgassede affald indeholder mere end 75 pct. husdyrgødning regnet på tørstofbasis før afgasning. Med et biogasanlæg menes et anlæg, der behandler biomasseaffaldet ved en biologisk nedbrydningsproces.

1. Forbrændingsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 162 af 11. marts 2003 om anlæg der forbrænder affald).

Udskriv denne side som PDF

Miljøstyrelsen har modtaget henvendelse fra flere kommuner om anvendelse af affald i form af et restprodukt indeholdende azofarvestoffer fra fremstilling af returpapir, til jordbrugsformål. Styrelsen har i den forbindelse fået oplyst, at et amt tidligere har meddelt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. slambekendtgørelsens § 29, til anvendelse af restproduktet til jordbrugsformål. Styrelsen har modtaget kopi af den nævnte tilladelse, hvoraf det bl.a. fremgår at restproduktet indeholder problematiske kemikalier og at embedslægeinstitutionen ikke var overbevist om, at anvendelsen kunne ske uden risiko og derfor anbefalede amtet at forelægge sagen for Miljøstyrelsen. Sagen blev ikke forelagt Miljøstyrelsen, og det er således ikke, så vidt styrelsen er orienteret, vurderet, om disse stoffer er skadelige for miljøet ved udbringning af restproduktet på landbrugsjord. Styrelsen modtog en rapport udarbejdet af Dansk Toksikologisk Center i 2004, hvori det fremgår at et tilsvarende restprodukt indeholdt 32 særligt problematiske kemikalier, herunder blandt andet en række azofarvestoffer, ftalater og biocider.

Anvendelse af affald til jordbrugsformål er reguleret af slambekendtgørelsen ¹ , og heri fremgår det at tilladelse til anvendelse af affald, som ikke er optaget på slambekendtgørelsens bilag 1 skal meddeles af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor udbringningen finder sted. Tilladelsen gives i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 19 og slambekendtgørelsens § 29, og kommunalbestyrelsen skal fastsætte vilkår om, at reglerne i slambekendtgørelsens kapitel 3-9 gælder og angive på hvilke konkrete arealer, udbringningen kan ske. Herudover kan kommunalbestyrelsen skærpe vilkårene i forhold til hvad der gælder efter kapitel 3-9 eller fastsætte yderligere vilkår.

I slambekendtgørelsens kapitel 3 er det præciseret, at affald, der skal anvendes til jordbrugsformål skal overholde grænseværdierne i bekendtgørelsens bilag 2 for en række tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Desuden er det præciseret at affaldet ikke må indeholde væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer.

Vurderingen af om affaldet indeholder væsentlige mængder af andre miljøskadelige stoffer påhviler kommunalbestyrelsen. Det betyder, at ansøgeren til kommunalbestyrelsen skal oplyse om restproduktets stofsammensætning, herunder mængde og koncentration samt om økotoksikologiske data eller kvalitetskriterier, hvis sådanne forefindes.

Såfremt der ikke er fastsat et kvalitetskriterium for de stoffer, der indgår i restproduktet, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om stofkoncentrationen i restproduktet indebærer en risiko for forurening af jord og grundvand. For at kunne fastsætte kvalitetskriterier, skal der foretages en risikovurdering af stoffet med henblik på at vurdere om det udgør en fare for miljøet og for mennesker via drikkevand og afgrøder. Vurderer kommunalbestyrelsen, at stofkoncentrationen er så lav, at anvendelsen af restproduktet ikke indebærer en risiko for forurening af jord og grundvand, kan kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til anvendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. slambekendtgørelsens § 29. Kan kommunalbestyrelsen ikke lægge til grund, at stofkoncentrationen er så lav, at den ikke indebærer en risiko for forurening af jord og grundvand, må kommunalbestyrelsen bede ansøgeren om yderligere oplysninger, der kan dokumentere dette, eller afvise at meddele en tilladelse.

Det er Miljøstyrelsens umiddelbare vurdering, at restprodukter fra fremstilling af returpapir indeholdende foto- og trykfarvekemikalier ikke bør anvendes til jordbrugsformål uden yderligere risikovurdering.

Tilbagekaldelse af eksisterende § 19 tilladelser

Hvis kommunalbestyrelsen eller tidligere et amt har givet tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19, jf. § 29 i slambekendtgørelsen, til anvendelse af affald til jordbrugsformål og det efterfølgende viser sig, at affaldet kan være problematisk at anvende til jordbrugsformål, skal kommunalbestyrelsen vurdere om § 19 tilladelsen af hensyn til fare for forurening af vandforsyningsanlæg eller miljøbeskyttelsen i øvrigt skal ændres eller tilbagekaldes.

1. Bekendtgørelse nr. 1650 om anvendelse af affald til jordbrugsformål (Slambekendtgørelsen).

Udskriv denne side

Den 20. november 2009

Vedrørende en kommunes administration efter Restproduktbekendtgørelsen / genanvendelsesbekendtgørelsen

Kommunens henvendelse

En kommune har i brev af 7. maj 2009 til Miljøstyrelsen ønsket vejledning om, hvorledes man i sager om genanvendelsesprojekter skal administrere efter restproduktbekendtgørelsen § 7 henholdsvis miljøbeskyttelseslovens § 19. Der tages udgangspunkt i en sag, hvor der ønskes genanvendelse af restprodukt i kategori 3 til et bygge- og anlægsarbejde, der er karakteriseret som en plads.

Kommunen henviser til Miljøklagenævnets afgørelse af 28. april 2009, hvoraf det følger, at der ikke kan meddeles tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til genanvendelse af restprodukter (og jord) i kategori (1, 2 og) 3. Det findes betænkeligt i forhold til kommunens administrationspraksis på området.

Kommunen oplyser, at da restproduktet i den aktuelle sag, der tages udgangspunkt i, ikke kan overholde kravet i bilag 4 til kategori 2, er der søgt om særskilt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19.

Kommunen er opmærksom på, at der efter bekendtgørelsens § 7 kan dispenseres fra reglerne om begrænsningerne i bilag 2 og 3, hvis det er anlægsteknisk begrundet og miljømæssigt forsvarligt.

Kommunen har hidtil vurderet, at der ikke er mulighed for at tage stilling til sager af tilsvarende art, hvor der ønskes genanvendelse af restprodukter i kategori 3 til anvendelse i anlæg, der ikke er optaget i bilag 3, der omfatter restprodukter i kategori 3.

Kommunen har vurderet, at det efter bekendtgørelsens § 7 er grænseværdierne i bilag 4, der hindrer, at restprodukt i kategori 3, kan anvendes i pladser uden tilladelse, jf.. bilag 2.

Kommunen henviser til tekstuddrag fra et udkast til vejledning fra Miljøstyrelsen om genanvendelse fra 2002. Udkastet angiver som eksempel på en anlægsteknisk begrundelse for en dispensation en overskridelse fra højdekravet på en 1 meter for restprodukter i veje til udligning af lavninger i landskabet. Udkastet nævner også, at der ikke kan dispenseres fra grænseværdierne i bilag 4. Såfremt restproduktet eller jorden ikke kan overholde grænseværdierne i bilag 4, kan restproduktet eller jorden stadigvæk genanvendes i projekter, men det kræver en konkret vurdering og en tilladelse efter § 19 i miljøbeskyttelsesloven.

Miljøstyrelsens vejledende udtalelse:

Miljøstyrelsen skal fremhæve, at styrelsen alene udtaler sig vejledende med forbehold for en afgørelse i en konkret klagesag ved Miljøklagenævnet eller ved retten.

Miljøstyrelsen kan som svar på kommunens henvendelse og i forlængelse af Miljøstyrelsens foreløbige svar af 10. juli 2009 vejledende udtale, at i sager om genanvendelse af restprodukter og jord skal det rent systematisk først vurderes, om der er tale om et projekt, der er omfattet af et krav om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. I givet fald skal der indhentes en sådan godkendelse.

Er der ikke tale om et sådant projekt, skal det vurderes, om projektet omfattes af kravet om tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven § 19.

Hvis projektet omfattes af kravet om tilladelse, vil det skulle vurderes af kommunen med henblik på, om der kan meddeles den fornødne konkrete tilladelse under samtidig fastsættelse af relevante vilkår.

Et krav om konkret tilladelse er imidlertid unødvendigt, hvis et genanvendelsesprojekt falder ind under restproduktbekendtgørelsens område. Bekendtgørelsens anvendelsesområde angives i §§ 1- 3.

Miljøstyrelsen finder, at det må lægges til grund ved Miljøklagenævnets afgørelse af 28. april 2009, at genanvendelse af restprodukter og jord af kategori 1, 2 og 3 til bygge– og anlægsarbejder er udtømmende reguleret ved reglerne i restproduktbekendtgørelsen og at miljøbeskyttelseslovens § 19 ikke kan benyttes i sager om tilladelse til genanvendelse af restprodukter og jord i kategori 1, 2 og 3 inden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.

Konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven § 19 kan og skal således ikke gives, hvis et genanvendelsesprojekt falder ind under restproduktbekendtgørelsens område. Bekendtgørelsens anvendelsesområde angives i §§ 1- 3.

Hvis der ønskes genanvendt restprodukter, der falder udenfor kategori 1, 2 og 3, som er defineret i bilag 4, vil restproduktet alligevel godt kunne indgå i et genanvendelsesprojekt, idet det i så fald kræver en konkret tilladelse efter lovens § 19, som det også fremgår af tekstuddraget fra det udkast til vejledning, som kommunen refererer til. Tilsvarende hvis der er tale om et projekt, der falder uden for bekendtgørelsens definition af bygge- og anlægsarbejder i § 2, nr. 4.

Bekendtgørelsens § 7 om kommunens dispensationsmulighed finder anvendelse på de konkrete projekter, der i øvrigt ville være omfattet af bekendtgørelsen og reglerne for tilladt genanvendelse, bortset fra at projektet ikke er i overensstemmelse med reglerne om genanvendelsesbegrænsningerne i bilag 2 og 3. Begrænsningerne består i, at der i bilag 2 og 3 angives, hvilke bygge- og anlægsarbejder restprodukter og jord i kategori 2 og 3 må bruges til og hvilke forholdsregler herunder om dimensionering, der i øvrigt skal tages i forbindelse med anvendelsen til de forskellige bygge- og anlægsarbejder.

Kommunen vil derfor eksempelvis kunne dispensere fra f.eks. den begrænsning, der betyder, at restprodukt i kategori 3 ikke efter de generelle regler må anvendes i pladser. Kommunen kan altså konkret gennem en afgørelse om dispensation gøre det muligt at anvende et restprodukt i kategori 3 til genanvendelse i en plads, hvis det er anlægsteknisk begrundet og miljømæssigt forsvarligt, og hvis fastsatte vilkår overholdes.

Kravet om en anlægsteknisk begrundelse for meddelelse af dispensation har, som det også kan udledes af tekstuddraget fra det udkast til vejledning, som kommunen refererer til, primært som formål at hindre ”skjult” deponering ved i forbindelse med en dispensation at søge et større volumen indbygget i projektet end der er behov for.

Kravet om, at det skal være miljømæssigt forsvarligt, når kommunen træffer afgørelse om dispensation, vil skulle sikres på baggrund af samme risikovurdering og ud fra samme hensyn, som kommunen ville skulle tage, såfremt der var tale om en konkret sag om tilladelse efter lovens § 19.

Tilsvarende vil de vilkår, som kommunen kan sætte ved afgørelse om dispensation, ikke adskille sig fra vilkår, som kommunen for samme forhold ville kunne sætte ved meddelelse af en konkret tilladelse efter lovens § 19.

Miljøstyrelsen finder ikke, at der i de særlige sager, hvor der måtte være truffet afgørelse om tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven § 19, stk. 4 i stedet for afgørelse om dispensation fra visse begrænsninger efter restproduktbekendtgørelsen § 7, vil være anledning til at ophæve eller revurdere meddelte afgørelser. Der tages herved især i betragtning at der ikke efter den hidtidige praksis har været tale om nogen forskel af betydning for borgerens mulighed for genanvendelse i forhold til fremtidig praksis, da rammerne for myndighedens risikovurdering og hensynet bag afgørelse vil resultere i samme mulighed for borgeren for at få gennemført et givent genanvendelsesprojekt.

Der vil ikke kunne klages over kommunens afgørelse efter bekendtgørelsens § 7. Det følger af reglerne om klageadgang i restproduktbekendtgørelsen § 14.

Nærværende brev vil blive tilsendt kommunerne til orientering, idet flere kommuner har rettet henvendelse om samme problemstilling. Ligeledes vil virksomheder, der også har rettet henvendelse til Miljøstyrelsen herom, blive orienteret. Brevet er også lagt på Miljøstyrelsens hjemmeside til orientering for eventuelle interesserede.

Udskriv denne side

Affaldsdefinitionen

Affaldsreglerne finder alene anvendelse, hvis et stof; et materiale, en genstand m.v. må klassificeres som affald.

Med EF's affaldsdirektiv ¹ er der indført en fælles affaldsdefinition. Direktivets definition af affald er gengivet direkte i Affaldsbekendtgørelsen ² s § 3, stk. 1, nr. 1 og bilag 1. Heraf fremgår det, at alle stoffer, produkter og materialer som indehaveren skiller sig af med, agter at skille sig af med eller er forpligtet til at skille sig af med, er omfattet af definitionen.

EF-domstolen har i flere tilfælde taget stilling til, hvorledes affaldsbegrebet skal fortolkes, og har ved flere lejligheder understreget, at spørgsmålet om hvorvidt et materiale er affald eller ej, beror på de konkrete omstændigheder, og at afgørelsen derfor skal træffes af den kompetente myndighed på et sag til sag grundlag.

Affaldsbegrebets anvendelsesområde afhænger, som tidligere nævnt af, hvad der skal forstås ved udtrykket ”skille sig af med”. Dette udtryk skal jf. EU retspraksis fortolkes i overensstemmelse med affaldsdirektivets formål ³ : I de forende sager C-418/97 og C-419/97 ARCO fastlagde EF-domstolen nogle kriterier, som kan indgå i vurderingen af, hvornår en ejer og/eller ihændehaver må antages at ”skille sig af med” et materiale, og hvorvidt det pågældende materiale dermed skal betragtes og håndteres som affald. Af dommens præmis 51 fremgår det, at det ikke automatisk kan antages, at der er tale om ”at skille sig af med” et stof i affaldsdirektivets forstand alene på den baggrund, at stoffet er genstand for en behandling, der er omfattet affaldsdirektivets bilag II.

Affaldsdirektivets bilag for henholdsvis bortskaffelses og nyttiggørelsesoperationer angiver hvilke behandlingsformer og metoder, der i praksis anvendes til behandling af affald, men siger ikke samtidigt, at en sådan behandlingsform nødvendigvis vil medføre, at det behandlede materiale er omfattet affaldsbegrebet. Derimod kan metoden til behandlingen indgå som et af kriterierne ved vurderingen af, om der er tale om affald.

EF-domstolen har endvidere i sag C-9/00 Palin Granit ⁴ og sag C-114/01 Avesta Polarit ⁵ taget stilling til under hvilke omstændigheder sidesten fra minebrud og stenbrud skulle betragtes som værende affald. EF-domstolen fastslog, at stenene er affald, hvis de oplagres forud for eventuel fremtidig brug eller fremtidig obligatorisk affaldsbehandling. I de tilfælde, hvor visse restprodukter, som kan identificeres fysisk, oplagres forud for, at de uden forudgående forarbejdning, anvendes som fyld i underjordiske gange til stabiliseringsformål, og dette er nødvendigt af hensyn til minens hovedvirksomhed (malmudvinding), betragtes restprodukterne ikke som affald.

Det er vigtigt at bemærke, at selv i de tilfælde, hvor et givet materiale i øvrigt opfylder EF-domstolens kriterier for at blive betragtet som ikke affald, skal materialet klart betragtes som værende affald, hvis indehaveren i praksis har skilt sig af med det.

Ved nedrivning af en bygning vælger ejeren at skille sig af med bygningen som sådan. Samtidigt vil absolut hovedparten af materialerne fra en sådan nedrivning skulle behandles, f.eks. udsorteres, renses eller nedknuses, førend det vil kunne anvendes. På den baggrund er det Miljøstyrelsens vurdering at materialer fra nedrivning m.v. som udgangspunktet skal betragtes som affald, medmindre der er tale om materialer eller genstande der efter ud- eller nedtagning eller demontering umiddelbart kan genbruges, f.eks. en velholdt dør eller et vindue.

Hvis der anvendes almindeligt jord i forbindelse med etableringen af vendepladsen, tages forbehold for jordforureningsloven ⁶ s § 50, hvoraf det blandt andet fremgår, at alle der flytter jord væk fra den ejendom, hvor den er opgravet, eller anvender denne jord, har pligt til at sikre sig, at jorden ikke er forurenet. Bestemmelsen har til formål at sikre, at opgravet jord ikke forårsager forurening.

Betydningen af, at affaldet genanvendes

Det forhold, at et materiale, et stof, en genstand m.v. med sikkerhed skal (gen-)anvendes til et lovligt formål, kan være en indikation af, at materialet m.v. ikke er affald, jf. ovenfor, men det vil ikke alene være afgørende. Det forhold, at byggeaffald fra nedrivning af en landbrugsejendom genanvendes til etablering af en vendeplads vil således ikke indebære, at byggeaffaldet ikke skal betragtes som og håndteres efter affaldsreglerne.

Genanvendelse af sorterede og rene sten- og teglmaterialer samt rent beton som erstatning for primære råstoffer, kan ske uden forudgående tilladelse efter regler herom i det kommunale regulativ.

Er byggeaffaldet ikke rent, forudsætter genanvendelsen af affaldet en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven kap. 5 eller § 19.

Forholdet til landbrugslovens regler

At etablering af en vendeplads på landbrugsjorder eller i umiddelbar nærhed af sådanne jorder, vil ikke være i strid med landbrugslovens krav om forsvarlig drift af en landbrugsejendom, har ikke i sig selv nogen betydning for om materialerne fra nedrivningen skal betragtes og håndteres som affald.

For god ordens skyld skal Miljøstyrelsen dog bemærke, at anvendelse, oplag m.v. af materialer, der ikke er rene, men indebærer en forureningsrisiko, direkte på landbrugsjorder eller i umiddelbar nærhed heraf, vanskeligt kan betragtes som værende i overensstemmelse med en forsvarlig drift af landbrugsejendommen, medmindre dette sker i overensstemmelse med en konkret tilladelse efter miljølovgivningen.

Tillader affaldsreglerne, at der køres materialer fra nedrivning direkte ud på landbrugsarealerne?

Dette afhænger af, om der sker genanvendelse af rene sten, tegl og betonrester som erstatning for primære råstoffer. I disse tilfælde tillader affaldsreglerne: at landmanden genanvender bygge- og anlægsaffaldet direkte på matriklen til etableringen af en vendeplads for tunge køretøjer uden, at de har været håndteret på et godkendt modtageranlæg. Såfremt der ikke er tale om rene sten, tegl og beton materialer, forudsætter anvendelsen en konkret tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven § 19 eller kapitel 5.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at det følger af Miljøministerens cirkulære om bygge- og anlægsaffald, at kommunalbestyrelsen i et regulativ skal stille krav om, at der påhviler bygherre en pligt til skriftligt at anmelde affald fra bygge- og anlægsaktiviteter. Anmeldelsen skal ske forud for gennemførelsen af såvel bygge og anlægsarbejder som nedrivninger, i de tilfælde hvor affaldsmængden vil overstige 1 ton. Hvis f.eks. en landmand vil nedrive sine bygninger og hvis mængden overstiger 1 ton, har han altså pligt til at anmelde det bygge- og anlægsaffald der opstår som følge heraf til kommunen.

1. EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2008/98/EF af 19. november 2008 om affald og om ophævelse af visse direktiver. Link til direktivet.
2. Bekendtgørelse nr. 1634 om affald. 
3. Sag C- 9/00 Palin Granit Oy, præmis 23, Samling 1-3533.
4. Sag C-9/00 Palin Granit Oy, Samling 1-3533.
5. Sag C-114/01 AvestaPolarit Chrome Oy, dom af 11. september 2003. Link til dommen (pdf).
6. Lovbekendtgørelse nr. 282 af 22-3-2007 om forurenet jord (Jordforureningsloven)

Formålet med denne vejledende udtalelse er at præcisere, hvordan imprægneret træaffald kan håndteres, særligt med fokus på fortolkningen af affaldsbekendtgørelsens § 34, stk. 2 og § 45. Formålet er således at vejlede kommunerne i forbindelse med indsamlingsordninger og anvisninger for håndtering af imprægneret træ.

Læs den vejledende skrivelse om håndtering af imprægneret træ.

I henhold til affaldsbekendtgørelsens § 4 skal kommunalbestyrelsen afgøre, om et stof eller en genstand er affald og endvidere afgøre, om affaldet er farligt eller ikke-farligt affald, og om det er egnet til materialenyttiggørelse, er forbrændingsegnet eller deponeringsegnet affald.

Formålet med denne vejledende udtalelse er udelukkende at vejlede kommunerne omkring klassificering af shredderaffald som farligt eller ikke-farligt affald.

Læs den vejledende udtalelse

En vejledende udtalelse er udtryk for Miljøstyrelsens fortolkning af det pågældende regelsæt. Indholdet er alene vejledende. I tilfælde af uenighed om forståelsen af reglerne, træffes den endelige afgørelse af domstolene.

I henhold til affaldsbekendtgørelsen1 § 4, stk. 1 og 2 er det kommunalbestyrelsen, der afgør, om et stof
eller en genstand er affald og endvidere afgør, om affaldet er farligt eller ikke-farligt, samt om det er egnet til materialenyttiggørelse, er forbrændingsegnet eller deponeringsegnet affald.

Formålet med denne vejledende udtalelse er, at vejlede de aktører, der beskæftiger sig med bygge- og anlægsaffald (kommuner, bygherrer, nedrivningsfirmaer, entreprenører m.v.) om klassificering og håndtering af metalemner, der er malet med maling indeholdende miljøproblematiske stoffer.

Udtalelsen differentierer mellem to kategorier af miljøproblematiske stoffer, henholdsvis tungmetaller
og POP-stoffer (persistente organiske miljøgifte).

Vejledende udtalelse vedr. klassificering af malet metalaffald

Miljøstyrelsen har konstateret at blegejord klassificeres forskelligt i kommunerne. Der ses således eksempler på, at blegejord klassificeres både som henholdsvis affald og som biprodukt. Miljøstyrelsen vil i det følgende beskrive regelgrundlaget for klassificeringen af blegejord som affald eller som biprodukt, og dermed give kommunerne et værktøj til udmøntning af reglerne, så borgere og virksomheder oplever en ensartet praksis i vurderingen af, om blegejord bliver klassificeret som affald eller som et biprodukt.'

Læs Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om blegejord

Miljøstyrelsen er blevet orienteret om, at der er opstået flere spørgsmål i forbindelse med håndteringen af produktionsudstyr fra minkfarme i Danmark, som minkfarmene vælger at skille sig af med.

Miljøstyrelsen har i den forbindelse udarbejdet et notat, der beskriver håndteringen af affald, når det genereres på minkfarmen.

Læs notatet: Information om håndtering af produktionsudstyr fra minkfarme

Miljøministeriet har i affaldsbekendtgørelsen indsat en dispensationsmulighed fra implementeringsfristen for henteordningerne for madaffald, papiraffald, papaffald, glasaffald, metalaffald, plastaffald, mad- og drikkekartoner samt farligt affald, jf. affaldsbekendtgørelsens §§ 20-27.

Den nye § 28 i affaldsbekendtgørelsen giver Miljøstyrelsen hjemmel til, under særlige omstændigheder og i begrænset omfang, at kunne dispensere fra implementeringsfristen for de nævnte henteordninger.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledende udtalelse, der beskriver Miljøstyrelsens umiddelbare fremgangsmåde ved vurderingen af, om kommunen efter ansøgning skal have dispensation fra implementeringsfristen.

Læs Miljøstyrelsens vejledende udtalelse om dispensation fra implementeringsfristen for henteordninger 1. juli 2021

Det fremgår af affaldsbekendtgørelsen hvilke muligheder, der er for at afvige fra kravet om særskilt indsamling af husholdningsaffald. Herudover gives der i § 44 mulighed for, at kommunalbestyrelser kan anmode Miljøstyrelsen om yderligere undtagelsesmuligheder fra særskilt indsamling. 

Denne vejledende udtalelse beskriver, hvem der kan anmode om en undtagelsesmulighed, samt de krav i affaldsdirektivet, som Miljøstyrelsen vil lægge vægt på i sin faglige vurdering. Miljøstyrelsens faglige vurdering skal efterfølgende vurderes i Miljøministeriet (departementet) i forhold til om anmodningen og den faglige dokumentation ligger inden for rammerne af Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Processen med overlevering af sagen til Miljøministeriet og Miljøministeriets sagsbehandling, samt nogle generelle overvejelser, som kan indgå i den samlede sagsbehandling, fremgår således også af denne udtalelse.

Vejledende udtalelse om affaldsbekendtgørelsen § 44 (undtagelse fra særskilt indsamling)

Miljøstyrelsen er blevet opmærksom på, at der er en uklarhed om, hvordan affald fra COVID-19-podeklinikker, mobile og stationære testcentre klassificeres, og hvorvidt der er tale om klinisk risikoaffald, dvs. farligt affald. Herudover er der også behov for klarhed om håndtering af affald fra COVID-19-vaccinecentre.

Miljøstyrelsen skal indledningsvist pointere, at der her er tale om en vejledende udtalelse, hvorfor udtalelsen i sig selv ikke har nogen retsvirkning. Det er, i henhold til affaldsbekendtgørelsens1 § 4, stk.
1 og 2, kommunen, der afgør, hvorvidt der er tale om affald, og hvorvidt der er tale om farligt affald.

Denne vejledende udtalelse har til formål, at give kommunerne et værktøj til udmøntning af reglerne, såborgere oplever en ensartet praksis.

Vejledende udtalelse om Klassificering af affald fra COVID-19-podeklinikker, mobile og stationære testcentre, samt vaccinecentre

Miljøstyrelsen er blevet opmærksom på, at der er uklarhed i fastsættelse af en grænseværdi for dioxiner og furaner i blegejord. Miljøstyrelsen har i det følgende udarbejdet en ny vejledende grænseværdi for dioxiner og furaner i blegejord. Der er i bekendtgørelse nr. 1001 af 27. juni 2018 om anvendelse af affald til jordbrugsformål ikke sat en grænseværdi for dioxiner og furaner. Grænseværdien tager udgangspunkt i et litteraturstudie og nabotjek af grænseværdier. 

Læs den vejledende udtalelse.

Miljøstyrelsen er blevet orienteret om, at der kan herske usikkerhed i forhold til hvilke skraldespande/-beholdere, som erhvervsdrivende skal påføre piktogrammerne fra affaldsbekendtgørelsens bilag 6.

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledende udtalelse om, hvilke skraldespande/-beholdere, som erhvervsdrivende skal påføre piktogrammer.

Læs den vejledende udtalelse.

I forbindelse med revision af affaldsbekendtgørelsen1 pr. 1. januar 2021, har Miljøstyrelsen oplevet efterspørgsel på en vejledende udtalelse, der belyser kravet om høj reel genanvendelse og dokumentationskravet for den reelle genanvendelse.

For kommunerne følger det af affaldsbekendtgørelsens kapitel 6, at kommunen har pligt til at sikre, at mest muligt af det indsamlede affald forberedes til genbrug eller genanvendes, og at der sikres en høj reel genanvendelse af affaldet. Den ene vejledende udtalelse belyser kommunernes ansvar for håndteringen af borgernes og kommunens eget affald, og retter sig mod kommunerne, som skal afsætte deres affald, og de virksomheder, som skal håndtere affaldet for kommunen. Den vejledende udtalelse falder i to dele. 1. del belyser dokumentationskravet for høj reel genanvendelse. 2. del belyser opgørelsen af høj reel genanvendelse. 

For virksomheder gælder det, at de nu er forpligtet til at sørge for, at der sker en høj reel genanvendelse af affaldet. Den anden vejledende udtalelse retter sig mod alle virksomheder, som skal af med affald (affaldsproducerende virksomheder), og mod virksomheder (affaldsindsamlingsvirksomheder eller affaldsbehandlingsanlæg), som afhenter eller modtager affald fra virksomheder. Herudover belyser vejledningen aktørernes ansvar for håndteringen af affaldet og pligten til at sikre høj reel genanvendelse. Den vejledende udtalelse falder i to dele. 1. del belyser dokumentationskravet for reel genanvendelse, og 2. del belyser opgørelse af høj reel genanvendelse.

Læs den vejledende udtalelse om kommunernes opgørelse og dokumentation for reel genanvendelse her.

Læs den vejledende udtalelse om virksomheders opgørelse og dokumentation for reel genanvendelse her.

Miljøstyrelsen er blevet gjort opmærksom på, at der kan forekomme uklarhed ved brugen af teknologien pyrolyse som forbehandling af affald inden udbringning på landbrugsjord. Dette kan have betydning for, om affaldet kan overholde de hygiejniske anvendelsesrestriktioner i affald til jord-bekendtgørelsen. 

Miljøstyrelsen har udarbejdet en vejledende udtalelse om pyrolyse som hygiejniseringsmetode i henhold til affald til jord-bekendtgørelsen. 

Du kan læse den vejledende udtalelse her.