Digital blanket til eksportanmeldelser

Miljøstyrelsen har gjort det lettere for virksomheder, at indsende anmeldelser om eksport af affald.
Virksomhederne kan nu udfylde og indsende anmeldelsen gennem en digital blanket på www.virk.dk, hvilket medfører en mere effektiv og digital sagsbehandling af en anmeldelse. Den digitale blanket er et af initiativerne, som Miljøstyrelsen har foretaget for at nedbringe sagsbehandlingstiden for en anmeldelse.
Den digitale blanket blev introduceret i september 2021 og bliver til stadighed virksomhedernes mest foretrukne værktøj til udfyldelse af eksportanmeldelser.
Dorthe Dyhr Jensen fra Marius Pedersen fortæller:
”Jeg er så glad for den digitale blanket. Det er nemt og overskueligt, er man i tvivl, kan svaret findes ved at trykke på spørgsmålstegnene. Jeg har været med siden testfasen og har ikke indsendt en notifikationsansøgning i papirform siden. Det håber jeg heller ikke vi kommer til igen”.
Fordelene ved den digitale blanket er mange. Den tilbyder blandt andet en struktureret tilgang til udfyldelse af en anmeldelse. Derudover er den med til at sikre, at alle krævede oplysninger sendes med første gang og sikrer samtidig, at oplysningerne i de to obligatoriske formularer bilag 1A og bilag 1B fra Transportforordningen, stemmer overens. Der er hjælpetekster i den digitale blanket, hvorved der kan gives øjeblikkelig vejledning til virksomhederne undervejs i udfyldelsen, men skulle der opstå problemer eller spørgsmål sidder Miljøstyrelsen klar ved telefonen til at hjælpe. For at få adgang til at bruge blanketten på www.virk.dk kræver det en NemID medarbejdersignatur.
Når du udfylder den digitale blanket, skal du være opmærksom på, at den person der logger ind med NemID, vil være den person der fremgår som underskriver i boks 17 (bilag 1A).
Kontaktperson på den digitale blanket: Sarah Tess Boyd Simonsen, tlf. 20 20 18 91, mail Obfuscated Email.