Det er som udgangspunkt forbudt at importere eller eksportere affald til bortskaffelse. I de tilfælde, hvor det er muligt at importere eller eksportere affald til bortskaffelse, er der altid anmeldelsespligt. Dette gælder også grønlistet affald til bortskaffelse.
Import til bortskaffelse i Danmark kan tillades:
- Hvis det ikke er muligt at bortskaffe affaldet i det land, som affaldet stammer fra - og det vil være uøkonomisk at oprette nye, specialiserede bortskaffelsesanlæg i dette land, eller
- hvis der er tale om overførsel fra EU-lande og EFTA-lande, der er parter i Basel-konventionen af farligt affald bestemt til forbrænding på landjorden.
Eksport fra Danmark til bortskaffelse til andre EU-lande eller EFTA-lande, der er parter i Basel-konventionen kan tillades:
- Hvis det ikke er muligt at bortskaffe affaldet i Danmark - og det vil være uøkonomisk at oprette nye, specialiserede bortskaffelsesanlæg i Danmark, eller
- hvis der er tale om overførsel fra Danmark af farligt affald bestemt til forbrænding på landjorden.
Miljøstyrelsen kan dispensere fra forbuddet mod bortskaffelse af affald.