Genanvendelse af affald

Genanvendelse foregår ved, at produkterne først nedbrydes eller findeles, hvorefter der indvindes stoffer eller materialer fra de nedbrudte produkter. De indvundne materialer kan derefter enten bruges ved fremstilling af samme type produkter som de oprindelige, eller til helt andre produkter. I modsætning til genbrug, hvor produktet ikke nedbrydes først, handler genanvendelse om at indvinde ressourcerne i affaldet

Typiske eksempler på genanvendelse af affald

  • Nedknusning af gips til anvendelse i nye plader
  • Smeltning af glasflasker og flaskeskår til produktion af nye flasker eller andre glasprodukter
  • Sortering af plast i forskellige typer og omsmeltning til nye produkter
  • Pulpning af kontorpapir til produktion af nyt kontorpapir, avispapir eller æggebakker
  • Smeltning af engangsbatterier i smelteværk til produktion af rustfrit stål

§§§ i affaldsbekendtgørelsen

§ 3, nr. 22: Genanvendelse: Enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål. Heri indgår omforarbejdning af organisk materiale, men ikke energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldningsoperationer.

Virksomheder og genanvendelse

Du kan søge efter en virksomhed i affaldsregistret, som kan hjælpe dig. Man kan også i nogle tilfælde - mod betaling - anvende den kommunale genbrugsplads. For nærmere oplysninger om reglerne for brug af genbrugspladser kan Energistyrelsen eller din kommune kontaktes.

Gå til affaldsregistret

Den miljømæssigt bedste løsning

Den miljømæssigt bedste løsning får du som udgangspunkt, når du vælger en indsamler eller affaldsbehandler, som vil håndtere dit affald på de øverste trin i affaldshierarkiet. Alle indsamlervirksomheder og genanvendelsesanlæg, der er godkendt i affaldsregistret, vil behandle dit affald efter loven. Det betyder, at de overtager ansvaret for affaldet, men du kan spørge dem på hvilket trin i affaldshierarkiet, de behandler affaldet og vælge den bedste løsning.

Overtager du ansvaret for behandling af andres affald?

Læs om indsamleruddannelsen.