Sortering af tekstiler

Tekstilaffald

Nu kan du sortere dit tekstilaffald. Læs om hvilke tekstiler du kan sortere og deres efterfølgende rejse

Med affaldsbekendtgørelsen fra januar 2021 er der kommet nationale, strømlinede sorteringskriterier.

Vi sorterer allerede i 9 fraktioner, og fra d. 1. juli 2023 skal vi også frasortere tekstilaffald. Formålet er, at affaldet bliver behandlet miljømæssigt korrekt, og at ressourcerne i videst muligt omfang bliver genanvendt og indgår i fremstillingen af nye produkter.

På denne side har vi samlet en række ofte stillede spørgsmål til fraktionen tekstilaffald. Tekstilaffald er tekstiler, der er slidte, ødelagte eller på anden vis ikke egnet til at blive brugt mere. Tøj, der kan genbruges, skal fortsat afleveres til genbrug.

Vær opmærksom på, at vi i det følgende besvarer spørgsmål omkring sortering af tekstilaffaldet og ikke de enkelte indsamlingsordninger, da disse kan variere fra kommune til kommune.

 

Tekstilaffald dækker over udtjente tekstiler, fx tøj, håndklæder og gardiner, der er hullede, slidte, plettede eller på anden måde ødelagt. Man må ikke aflevere tøj til genbrug i tekstilaffald.

Derudover må der ikke komme sko, bælter og tasker i tekstilaffald. Tekstilaffaldet må ikke være vådt, muggent, jordslået eller indeholde uønskede stoffer, der kan give problemer i genanvendelsen, fx rester af maling, olie, sprit eller lignende.

I tekstilaffald må der komme tøj og tekstiler, som ikke er egnet til genbrug, fx ødelagt, hullet eller plettet tøj. Det kan også være en enlig sok, udtjente underbukser eller ødelagte strømpebukser. Derudover må der også komme ødelagte tekstiler, fx hullede håndklæder, gamle viskestykker og duge med rødvinspletter. Der må også komme udtjente klude i, dog ikke med rester af maling, olie, sprit eller lignende.

Overordnede eksempler:

  • Tøj, fx uld, silke, nylon, polyester, bomuld
  • Tekstiler, håndklæder, duge, stofbleer, klude
  • Tæpper og plaider
  • Dele eller stykker af tøj eller stofrester

Konkrete eksempler:

  • Enlige sokker, udtjent undertøj, ødelagte strømpebukser
  • Sportstøj og badetøj
  • Huer, vanter og tørklæder
  • Rene stofbleer
  • Håndklæder, vaskeklude og viskestykker
  • Gardiner, tæpper
  • Klude

Vi har sendt tøj til genbrug i over 40 år – det skal vi blive ved med. Derfor må tøj, som er egnet til genbrug, ikke komme i tekstilaffald. Det er vigtigt, at man ikke er i tvivl om det budskab. 

Overordnede eksempler

  • Tøj og tekstil, andre kan få glæde af: Det skal afleveres til genbrug
  • Vådt, jordslået eller muggent tøj og tekstil: Det kan få den samlede fraktion til at mugne (restaffald)
  • Imprægnerede eller vandafvisende tekstiler (restaffald eller genbrugsplads)

 Konkrete eksempler:

  • Brugbare sko, bælter og tasker (genbrug)
  • Slidte og ødelagte sko, bælter og tasker (restaffald eller genbrugsplads)
  • Tøj eller tekstiler med rester af maling, olie, sprit eller lignende (restaffald eller genbrugsplads)
  • Gummistøvler eller regntøj med pvc (genbrugsplads)
  • Voksduge (genbrugsplads)
  • Flyverdragter, handsker o.l. med vandafvisende imprægnering (restaffald eller genbrugsplads)

Det må gerne være beskidt og plettet. Pletterne må gerne være synlige, fx fra mad, græs eller aftørret babygylp. Pletterne må ikke være våde, men hverken tøj eller tekstil behøver at blive vasket, inden det bliver smidt i tekstilaffald.

Tekstilproduktion er en af verdens mest ressourcekrævende sektorer. Derfor er det vigtigt, at der spares på ressourcerne, genbruges og genanvendes. Indsamlingen af tekstilaffald muliggør genanvendelse.

Det indsamlede tekstilaffald bliver kørt på et sorteringsanlæg, hvor det sorteres i fibertyper og farver. Tekstilfibrene kan derefter behandles via mekanisk eller kemisk genanvendelse.

Det gør, at tekstilaffaldet fx kan genanvendes til:

  • Nye tekstiler
  • Isolering
  • Møbelhynder og bilsæder
  • Klude

 Teknologierne for mere og bedre genanvendelse bliver udviklet i takt med, at tekstilaffaldet indsamles. På den måde udvikles et marked for, at flere tekstiler kan blive genanvendt med afsæt i, hvor meget og i hvilken kvalitet tekstilaffaldet afleveres i.

Derfor er det også vigtigt, at alle opfordres til at sortere deres tekstilaffald. For selvom det hele ikke kan genanvendes optimalt i dag, hjælper indsamlingen til, at genanvendelsen kan skaleres, og at udtjente, uanvendelige tekstiler kan genanvendes til nye produkter og nye tekstiler.