Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Hvordan arbejder Kemikalieinspektionen?

Kemikalieinspektionen fører tilsyn med overholdelsen af reglerne i kemikalielovgivningen og de regler, der er knyttet til denne lovgivning – i alt ca. 50 forskellige bekendtgørelser, forordninger og cirkulærer. Kemikalielovgivningen er fortrinsvis baseret på EU-direktiver og forordninger. Der er 17 medarbejdere i Kemikalieinspektionen.

Tilsynsområdet spænder altså vidt – fra f.eks. regler for deklarering af læbestifter , faremærkning af kemiske produkter til regler om bekæmpelsesmidler.

Hvor foregår tilsynet

Tilsynet foregår over hele landet, men når Kemikalieinspektionen skal kontrollere et produkt/en vare, som sælges over hele landet, besøger Kemikalieinspektionen ofte en butik i i nærheden af vores adresse af praktiske årsager. Ofte vælger Kemikalieinspektionen at tage prøver af varer med til nærmere kontrol.

Sådan foregår tilsynet

Tilsynet er tilrettelagt som kontrolkampagner, behandling af indberetninger fra andre, sager, der tages op på Kemikalieinspektionens eget initiativ,  behandling af advarsler (notifikationer) fra andre EU-lande samt giftkontrol. Vi afrapporterer til EU om en del områder af vores kontrol.

Kontrolkampagner

Kampagner er  tidsbegrænsede tilsyn på afgrænsede områder. Områderne skifter fra år til år. Kampagnerne gennemfører vi på de områder, vi prioriterer højest i det pågældende år. Vi gennemfører 10-12 kampagner hvert år. Kampagner kan f.eks. omfatte regler i en bekendtgørelse, en produktgruppe, en branche eller et geografisk område. Kampagner starter som regel med information til den pågældende branche, gennemførelse af tilsynsbesøg, eventuelt indsamling af dokumentation eller vareprøver, kontrol af dokumentationen/analyse af de udtagne prøver og efterfølgende håndhævelse overfor ulovlige produkter. Resultatet af kampagnerne offentliggøres i anonymiseret form.

Behandling af indberetninger

Kemikalieinspektionen modtager løbende henvendelser fra firmaer, privatpersoner, forbrugerorganisationer og andre myndigheder osv., om formodede overtrædelser af kemikalielovgivningen. Vi modtager ca. 250 indberetninger om året. Vores sagsbehandling kan – afhængig af overtrædelsen – for eksempel bestå i, at vi foretager en vurdering af firmaets dokumentation for produktet, en analyse af produktet eller en kombination af disse kontrolformer. I nogle tilfælde må vi tage kontakt til myndighederne i andre EU-lande for at få indhentet den nødvendige dokumentation fra producenter og importører i disse lande.

Vi indleder også sager på eget initiativ. Kemikalieinspektionen kan f.eks. blive opmærksom på formodede overtrædelser i forbindelse med annoncering i medierne og på nettet, ved udtagning af vareprøver eller under tilsynsbesøg. Flere sager er opstået i kølvandet på Kemikalieinspektionens kampagner og på Miljøstyrelsens kortlægning af kemiske stoffer i forbrugerprodukter.

Advarsler fra andre EU-lande

Vi følger op på advarsler (notifikationer), som Kemikalieinspektionen via Kommissionen modtager fra andre EU-lande. Notifikationerne advarer mod farlige kemiske produkter og farlige kemiske egenskaber ved varer. Notifikationerne findes i Rapid Alert System (RAPEX).

Fælles nationalt markedsovervågningsprogram

Hver EU-medlemsstat skal udarbejde et markedsovervågningsprogram. Programmet har til formål at sikre koordinering mellem markedsovervågningsmyndighederne og fremme den frie bevægelighed af sikre og sunde produkter. Kemikalieinspektionen bidrager til det fælles markedsovervågningsprogram.

ICSMS

Kemikalieinspektionen lægger data om de ulovlige forbrugerprodukter, vi finder, i EU´s fælles markedsovervågningsregister ICSMS. Alle relevante markedsovervågningsmyndigheder i EU har adgang til alle data i registeret. Forbrugere, virksomheder medier og andre interesserede har adgang til udvalgte data i registeret.

Giftkontrol

Vi fører kontrol med overholdelsen af reglerne om meget giftige og giftige kemiske stoffer og produkter hos forhandlere. Kontrollen omfatter salg og opbevaring af giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter. Kontrollen foregår ved tilsynsbesøg hos forhandlere over hele landet. Vi opkræver forhandlergebyrer for salg af giftige og meget giftige bekæmpelsesmidler. Vi udsteder tilladelser til gift detail salg og behandling af meddelelser om gift en gros. Vi besvarer en del henvendelser fra borgere, virksomheder og andre myndigheder f.eks. politiet i forbindelse med gifttilladelser.

Rapportering til EU
Vi rapporterer til EU om bl.a. kontrollen med pesticider, biocider,  ozonlagsnedbrydende stoffer og om kontrol med områder dækket af REACH.

Kemikalieinspektionens opbygning

Kemikalieinspektionen er opdelt i  teams, der har specialiseret sig i forskellige fagområder - klassificering, mærkning og REACH, bekæmpelsesmidler og forbrugerprodukter. De enkelte teams planlægger og gennemfører kampagner på hver deres område. Arbejdet med indberetningerne foregår i en særlig Task Force med repræsentanter fra alle teams.