Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise. Læs mere om cookies

Grænseværdier for jord

Grænseværdier for kemikalier i jord bliver brugt, når man vurderer forurenet jord, rydder op på forurenede grunde, og når man rådgiver mennesker, der bor på lettere forurenede grunde – det kan for eksempel være gamle fabriksgrunde og nedlagte benzinstationer, men også jord der er forurenet af trafik og luftforurening.

Miljøstyrelsen udarbejder kvalitetskriterier for kemiske forureninger, der kan forekomme i jorden. For hver kemisk forurening er der op til fire kvalitetskriterier, som jordforureningen skal vurderes ud fra, og som skal forebygge forureningen.

Jordkvalitetskriteriet

Jordkvalitetskriteriet er det niveau, hvor jorden kan bruges frit uden, at det giver skadelige effekter på menneskers sundhed. – for eksempel til følsomme anvendelser, som bolig, børneinstitutioner og legepladser, hvor børn kan komme i direkte berøring
med jorden.

Grundvandskvalitetskriteriet

Grundvandskvalitetskriterierne fastsætter krav til grundvandet under forurenede grunde, ved offentligt finansierede oprydninger, og ved deponering af restprodukter fra affaldsforbrænding.

Afdampningskriteriet

Afdampningskriteriet oplyser, hvor meget forurening, der må afdampes fra jorden til udeluften eller ind i bygninger på den forurenede grund, og som dermed kan påvirke indeklimaet. Afdampningskriteriet er som udgangspunkt det samme som luftkvalitetskriteriet.

Afskæringskriteriet

Afskæringskriteriet bruges til at bestemme indsatsen i forbindelse med oprydningen af en forurening. I afskæringskriteriet tages der ud over hvor farligt de forurenede stoffer er, også højde for tekniske, økonomiske og praktiske forhold ved indsatsen.  Hvis afskæringskriteriet overskrides, skal jorden kortlægges, og hvis den forurenede jord bliver brugt til skoler, boliger, børneinstitutioner eller andre følsomme anvendelser, skal jorden renses.

Den gældende liste med de fire kriterier for flere kemiske stoffer kan findes her:

Liste over jordkvalitetskriterier, afskæringskriterier, grundvandskvalitetskriterier og afdampningskriterier 2015 (pdf)

Du kan læse mere om, hvordan grænseværdierne for forurenet jord bliver brugt, hos Miljøstyrelsens fagenhed Jord & Affald her.

Øvrige links i forhold til jord

Datablade for stoffer med jord- og drikkevandskvalitetskriterier

Baggrundsrapporter (kriteriedokumenter) for stoffer med jord- eller drikkevandskvalitetskriterier.