Til brug for vores arbejde med mst.dk sættes en cookie som samler data om dit besøg. Andre 3. parts cookies fra fx sociale medier kan du afvise.Læs mere om cookies

Påfyldning og vask af sprøjter

Reglerne om vask og påfyldning af sprøjter, der bruges til at udbringe sprøjtemidler skal sikre, at man undgår spild, der måske kan føre til forurening af grundvandet. Alle, der erhvervsmæssigt bringer sprøjtemidler ud, er omfattet af reglerne i vaskepladsbekendtgørelsen. Fra landmænd over gartnere og greenkeepere til ansatte i det offentlige.

Vaskepladsbekendtgørelsen indeholder en række krav til etablering af vaskeplads, til påfyldning og/eller vask af sprøjter, der bruges til at udbringe sprøjtemidler, samt en række krav, du skal leve op til i forhold til sprøjteudstyr, tapsted og afstande til vandmiljø. De seneste ændringer i bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2016. 

Se vaskepladsbekendtgørelsen (på retsinfo.dk)
Hent vejledningen til reglerne

Her følger en sammenfatning af kravene i vaskepladsbekendtgørelsen. 

Påfyldning og rengøring 

Du må kun påfylde sprøjtemidler og vaske sprøjten og sprøjtetraktoren på vaskepladsen eller på det sprøjtede areal.

Sprøjteudstyr og fortynding af restsprøjtevæske 

Sprøjter, hvor påfyldningshullet sidder mere end 130 cm over jorden og mere end 30 cm fra kanten, skal kunne fyldes ved hjælp af et præparatfyldeudstyr. Til sprøjter, der rummer over 400 liter, skal der forefindes skyllevandstank og spuledyser, så restsprøjtevæsken ved afslutning af en sprøjteopgave kan fortyndes og under kørsel sprøjtes ud på det behandlede areal.

Du skal fortynde restsprøjtevæsken og sprøjte den ud på det behandlede areal. Højest godkendte dosis for det pågældende middel må ikke overskrides.

Restsprøjtevæsken skal være fortyndet mindst 50 gange, før du tømmer den sidste væske ud gennem bundventilen.

Restsprøjtevæske i væksthus- og rygsprøjter skal tilsvarende fortyndes og udsprøjtes på det behandlede areal.

Tapsted 

Tapstedet, hvor der hentes vand fra en vandinstallation, skal være indrettet med en indretning til sikring mod tilbageløb. På eksisterende påfyldepladser kan det være en kontraventil, der sikrer mod tilbagesugning af væske fra sprøjtetanken. På nye påfyldepladser skal det være i form af et luftgab på mindst 50 mm.

Påfyldningen af vand i sprøjten skal være styret med vandur eller lignende, der forhindrer overløb af sprøjtetanken.

Hvis du samtidig tilsætter sprøjtemidler til tanken, må du  kun fylde vand på sprøjten på vaskepladsen eller i marken.

Vaskevand 

Vaskevand fra en vaskeplads kan opsamles i gyllebeholder eller anden beholder og udbringes i henhold til bestemmelserne i husdyrbrugbekendtgørelsen, såfremt det ikke indeholder så meget sprøjtemiddel, at det skal klassificeres som farligt affald.  Ellers skal det bortskaffes efter reglerne i bekendtgørelse om affald.

Se bekendtgørelse om affald (retsinfo.dk)
Se bekendtgørelse om husdyrbrug (retsinfo.dk) 

Ikke rengjorte sprøjter og traktorer 

Du skal parkere en ikke rengjort sprøjte og traktor under tag eller på en vaskeplads.

Vejledning om reglerne

Der er udarbejdet en vejledning, der beskriver de krav, der stilles. 
Læs vejledningen

Kontrol af reglerne

NaturErhvervsstyrelsen fører tilsyn med alle virksomheder der anvender pesticider i erhvervsmæssig sammenhæng og i den forbindelse føres tilsyn med overholdelse af vaskepladsbekendtgørelsens regler.