Om håndtering af døde selskabsdyr

Miljøstyrelsen udtaler sig normalt ikke om konkrete og/eller verserende sager, men kan dog udtale sig vejledende omkring principielle spørgsmål.

06.06.2010

Udskriv denne vejledende udtalelse

Fødevarestyrelsen og Miljøstyrelsen har i fællesskab udarbejdet denne vejledende udtalelse om, hvad du kan gøre med et dødt selskabsdyr. Selskabsdyr 1 er f.eks. hunde, katte, gnavere, krybdyr, stuefugle og andre dyr, som ikke indgår i landbrugsdrift. Der er følgende muligheder:

  • Dyrlægen kan tage sig af det døde selskabsdyr.
  • Sjældne eller enkeltstående begravelser af selskabsdyr kan som udgangspunkt ske på din egen ejendom. Nedgravning af selskabsdyr bør ske i en dybde, der sikrer mod, at kødædende dyr kan opgrave det døde selskabsdyr. Er der imidlertid tale om større selskabsdyr, som ønskes begravet i nærheden af en drikkevandsindvinding, skal du søge din kommune om tilladelse.
  • Selskabsdyr kan begraves på en dyregravplads, som er godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.
  • Det døde selskabsdyr kan brændes på et dyrekrematorium. Asken herfra kan ligeledes begraves i egen have eller på en dyregravplads som nævnt i ovenstående punkter. Dyrekrematorier skal være godkendt af miljø- og veterinærmyndighederne.
  • Det døde selskabsdyr kan også behandles som affald, hvilket normalt vil betyde, at det vil blive forbrændt på et affaldsforbrændingsanlæg.
    • Små døde selskabsdyr som fx. hamster eller undulat , der ikke er større end, at de kan være i en almindelig køkkenaffaldspose, kan lægges en pose, der lukkes tæt og derefter smides i dagrenovationen. Kommunerne kan dog i deres affaldsregulativer bestemme, at små døde selskabsdyr ikke må komme i dagrenovationen, men skal sendes separat til forbrænding. Du bør derfor altid undersøge, om din kommune har fastsat regler for håndteringen af små døde selskabsdyr. Det gør du ved at spørge kommunens affaldsafdeling. Hvis kommunen ikke har fastsat sådanne regler for bortskaffelsen, kan du følge styrelsernes anbefaling om at lægge det døde selskabsdyr i en lukket plastpose og smide det i dagrenovationen
    • Større døde selskabsdyr som katte og hunde kan sendes til forbrænding. Hvis bortskaffelse af større døde selskabsdyr ikke er omfattet af en ordning, beskrevet i kommunens regulativ, skal du ringe og spørge kommunens affaldsafdeling. Kommunen har anvisningspligt – dvs. den skal oplyse dig om et forbrændingsanlæg. Til gengæld skal du følge kommunens anvisning. Du skal selv sørge for og betale for transporten til destruktionen på det anviste forbrændingsanlæg.

Læs mere om hvordan du håndterer et dødt selskabsdyr/kæledyr.

Note:

1. Heste, hængebugsvin og andre lignende dyr er ikke omfattet af denne vejledende udtalelse, fordi de også kan indgå i landbrugsdrift.

Udskriv denne vejledende udtalelse

Bekendtgørelser

Bekendtgørelse om Affaldsregistret og om godkendelse af indsamlingsvirksomhed nr. 1305 af 17. december 2012:

Læs den på retsinformation.dk
Hent udskriftsvenlig udgave (pdf)


Bekendtgørelse om Affaldsdatasystemet nr. 1306 om Affaldsdatasystemet af 17. december 2012:

Læs den på retsinformation.dk
Hent udskriftsvenlig udgave (pdf)


Bekendtgørelse om affald nr. 1309 af 18. december 2012:

Læs den på retsinformation.dk
Hent udskriftsvenlig udgave (pdf)

Her på siden får du information om reglerne når de er i høring, dvs. inden de sendes til Folketinget. De endelige danske miljølove og regler kan du se på  retsinformation .