Bekæmpelsesmiddelforskning fra Miljøstyrelsen, 72, 2003

Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter

24-10-2003Miljøgoder handles for de flestes vedkommende ikke på et marked og forbindes derfor heller ikke med en pris. Alligevel har vi som forbrugere præferencer for miljøgoder som ren luft, biodiversitet mm. Værdisætningsstudier handler om at måle disse præferencer, så de kan sammenlignes med præferencerne for markedsomsatte goder. Udgangspunkter er, at præferencer er subjektive, men måling af præferencer er en samfundsvidenskabelig disciplin. I det tværfaglige projekt: "Værdisætning af pesticidanvendelsens miljø- og natureffekter", som er gennemført af samfunds- og naturvidenskabelige forskere i fællesskab, har vi set på mulighederne for at gennemføre værdisætningsstudier af pesticidanvendelsens effekter. Vi konkluderer, at det er muligt, men at der skal grundige overvejelser til, hvis resultaterne skal bruges i det politiske beslutningsgrundlag. Der kræves ikke en komplet beskrivelse af, hvorfor forskellige miljøeffekter opstår for at de kan værdisættes, men det vil ofte være en fordel. Til gengæld er der flere aspekter ved den konkrete gennemførsel af værdisætningsstudier, som der er brug for at arbejde videre med. Disse er bl.a. hvorledes befolkningens præferencer over for pesticider kan forstås, og design af de spørgeskemaer, som bruges i værdisætningsundersøgelser.Læs publikation