Miljøstyrelsen inviterer til møde om bærepose-rapport

22-03-2018
Pressemeddelelse Affald

Efter debat om en rapport om bæreposers miljøbelastning inviterer Miljøstyrelsen nu interessenter og forskere til møde om rapporten.

Rapporten ”Life Cycle Assessment of grocery carrier bags” har i de seneste dage medført debat i medierne. Der er stillet spørgsmålstegn ved metode og grundlag for rapporten, der undersøger miljøbelastningen fra bæreposer i en dansk kontekst.

På den baggrund tager Miljøstyrelsen nu initiativ til et fagligt møde med forskere og interessenter om rapporten, som DTU Miljø har udarbejdet for Miljøstyrelsen. På mødet vil rapporten blive præsenteret, og der vil være lejlighed til at kommentere og spørge ind.

Baggrunden for rapporten er blandt andet, at markedet er blevet mere forskelligartet, da andre bæreposetyper end de ’almindelige’ plastbæreposer er blevet mere udbredte, og det derfor var relevant at undersøge miljøbelastningen fra de forskellige typer bæreposer på markedet.

Anbefaling: genbrug bæreposen
Miljøstyrelsen anbefaler på baggrund af rapporten at genbruge sine bæreposer så mange gange som muligt, uanset hvad de er lavet af.

Bæreposer af plast har ifølge rapporten den laveste miljøbelastning. Det gælder også bæreposer beregnet til mange genbrug, hvor kunststofposer af plastmaterialet polyester har den laveste miljøbelastning. Miljøstyrelsen anbefaler dog ikke poser af et bestemt materiale, understreger kontorchef for Cirkulær Økonomi og Affald, Nis Christensen.

- Vores ærinde har alene været at forsøge at tilvejebringe et her-og-nu-billede af miljøbelastningen fra de almindeligste posetyper i Danmark. Da der nu er debat om rapportens metode og antagelser, vil vi gerne invitere interessenter og forskere til at tale rapporten igennem med de forskere, der har udarbejdet den for os, siger Nis Christensen.

Mødet vil blive afholdt snarest muligt efter påske.