Maling skal være ren for bakterier

21-03-2018
Biocider Grøn virksomhed Kemikalier

Maling bliver alt for hurtigt for gammelt, hvis man tillader bakterier at udvikle sig i bøtten. Et nyt miljøprojekt skal bl.a. se på, om man kan undgå problematiske konserveringsmidler ved at forhindre, at der kommer bakterier i malingen under produktionen.

Et nyt MUDP-projekt skal udvikle en malingproduktion med færre konserveringsmidler
Et nyt MUDP-projekt skal udvikle en malingproduktion med færre bakterier, så man kan undgå at bruge konserveringsmidler.

Når væggen skal males, tjekker man først stablen af malingbøtter i garagen eller bryggersskabet. Men mange kender sikkert skuffelsen, når man knapper låget op bare for at finde ud af, at malingen er blevet for gammel. Løsningen har i mange år været at tilsætte fx biocider, men tilsætningsstofferne kan være skadelige for miljø og mennesker og medvirke til allergier.

Et nyt projekt går en helt anden vej i bestræbelserne på at lave en skånsom og langtidsholdbar maling. Malingsproducenten Flügger har været i gang flere år og vil i et nyt samarbejde med Teknologisk Institut ændre den måde, man laver maling på, så bakterier får sværere ved at udvikle sig i malingen.

- Det er en ret ny idé at gentænke den måde, man producerer maling på. Vi kan ikke slippe helt af med konserveringsmidlerne, men målet er at nå ned på et langt lavere niveau end i dag. Det vil give en maling, der er mere skånsom for miljø og sundhed, siger Søren Poulsen, som er projektleder hos Flügger.

Det nye projekt skal bl.a. udvikle en produktionsform, der læner sig mere op ad fødevaresektoren. Det betyder, at man arbejder på at undgå, at bakterier kommer ned i malingen under produktion.

For eksempel har Flügger på en af sine fabrikker arbejdet med at rense tanke, rør og filtre, hvor malingen løber igennem. På den måde fjernes nogle af de malingrester, hvor bakterier ellers kunne udvikle sig. Det har allerede haft en god effekt, og med en lang række andre tiltag skal produktionen blive renere.

- Der kommer stadig strammere regulering af hvilke konserveringsmidler, der må bruges i malingen. Med dette projekt vil vi gerne sikre, at kunder ikke skal opleve at åbne en spand maling og blive mødt af fx dårlig lugt, siger Søren Poulsen.

Det er anden gang, at Flügger og Teknologisk Institut får tilskud til at undersøge, hvordan man kan reducere brugen af biocider i maling. I 2014 gav MUDP tilskud til at udforske en række forskellige løsninger på problemet. To af løsningerne var så lovende, at man i det nye projekt arbejder videre med erfaringerne. Ud over at producere i et renere miljø, drejer det sig om at identificere ingredienser i malingen, som får konserveringsmidler til at virke dårligere, så man er nødt til at tilsætte større mængder.

- Det første projekt gav nogle konkrete håndtag, som vi nu kan begynde at skrue på. De to metoder, som vi nu fokuserer på, har et stort potentiale - ikke mindst tanken om mere at se på malingproduktion som en fødevarevirksomhed end som et værksted, siger Michael Kofoed, mikrobiolog på Teknologisk Institut.

Det er ikke kun blandt malingproducenter, at der er stor interesse for at finde erstatninger for problematiske konserveringsmidler. Den 11. april afholdes en konference om virksomheders erfaringer med at finde alternativer til kemiske stoffer, som kan være problematiske for sundhed og miljø, og her skal netop Flügger fortælle om sit projekt.