Kom til workshop med græs, insekter og biomasse

16-03-2018
Råstoffer Landbrug Grøn virksomhed

Senere på foråret kommer Det Nationale Bioøkonomipanel med deres første anbefalinger, som handler om proteiner fra biomasse. På en workshop kan du nu for første gang være med til at debattere indholdet.

Snart kommer der anbefalinger til hvordan Danmark bliver bedre til bioøkonomi.

Nu er der mulighed for at komme helt tæt på dansk bioøkonomi og produktionen af protein fra biomasse. På en workshop den 10. april præsenterer Det Nationale Bioøkonomipanelførste udkast til anbefalinger om fremtidens bioøkonomi. Her kan du komme med input til anbefalingerne og høre inspirerende oplæg om danske muligheder og perspektiver.

Blandt deltagerne i workshoppen er formand for Det Nationale Bioøkonomipanel, Asbjørn Børsting, repræsentanter fra Landbrug og Fødevarer og Co-founder og partner i JBI Equity Kristian Bennetsen, og mange flere. Du kan også se og smage produkter fra virksomheder, som arbejder med proteiner baseret på blandt andet græs og insekter.

I sommer blev Det Nationale Bioøkonomipanel relanceret med 15 medlemmer og en erhvervsrettet profil. Formålet er at få nogle anbefalinger om, hvordan Danmark bliver et vækstcenter inden for bioøkonomi. Det første tema, som panelet arbejder med, er proteiner.

Workshoppen finder sted i Mogens Dahl Koncertsal og er arrangeret af Miljø- og Fødevareministeriet, Danmarks Grønne Investeringsfond og Innovationsnetværket for Biomasse.

Du kan tilmelde dig her.