Belastningen fra anvendelsen af pesticider falder

01-06-2018
Pesticider

Pesticidafgiften, som blev indført i 2013, har haft en tydelig effekt. En evaluering fra Miljøstyrelsen viser, at belastningen fra landbrugets anvendelse af pesticider er faldet.

En evaluering viser, at pesticidafgiften virker.

Landbrugets pesticider belaster i dag mindre, og det er godt for miljø og sundhed. Pesticidafgiften fortjener en stor del af æren for den gode udvikling. Afgiften blev indført i 2013 for at give landmænd en økonomisk gulerod, hvis de sænkede brugen af de mest belastende pesticider

Miljøstyrelsen har evalueret pesticidafgiften med bidrag fra Aarhus og Københavns Universiteter. Evalueringen viser, at afgiften har medført et skift til mindre belastende pesticider, uden at det er blevet urentabelt at producere afgrøderne i Danmark.

Med afgiften er belastningen fra pesticider reduceret med mere end 40 procent ift. 2011, når man ser på salgstal. Målsætningen i pesticidstrategien er dermed opfyldt. Via landmændenes sprøjtejournalindberetninger er det muligt at følge udviklingen i det reelle pesticidforbrug på markerne. Tallene viser, at belastningen fra de faktisk brugte pesticider endnu ikke er faldet med 40 procent. Forskellen på salgstal og forbrugstal skyldes, at der fortsat bruges pesticider fra lagre indkøbt op til indførslen af pesticidafgiften i 2013. Her skete der en hamstring af de mere belastende pesticider.

Se Evaluering af den differentierede pesticidafgift

Yderligere oplysninger: Henrik Hagen Olesen, Pressechef i Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 45 86 – E-mail: