Miljøstyrelsen vinder flot pris med § 3-Natur App’en

22-05-2018
Natur Landbrug

Landmanden og naturinteresserede har i et stykke tid haft mulighed for med mobil og app i hånden at undersøge, hvornår de befinder sig på et areal, der er registreret som § 3-beskyttet natur. Det er så god en opfindelse, at Miljøstyrelsen netop har vundet årets SmartGIS-pris.

Ude i det ganske land, arbejdes der dagligt med smarte GIS løsninger, der understøtter forretningsmæssige behov på den ene eller anden måde. Derfor uddeler Geoinfo årligt SmartGIS-prisen, der går til særligt kreative og nytænkende kort og løsninger, der skaber nye muligheder, hedder begrundelsen for tildelingen.

I år blev det Miljøstyrelsen, som løb med SmartGIS-prisen for skabelsen af § 3-Natur App’en

-Vi er meget stolte over at have modtaget SmartGISpris for appen for beskyttet natur. De mange positive tilbagemeldinger har allerede vist, at appen ikke kun er anvendelig til at hjælpe landmanden med at passe på naturen, men også for kommunernes, Miljøstyrelsens og naturkonsulenters arbejde i felten, siger Anders Juel, Miljøstyrelsens projektleder på Naturapp’en og fortsætter:

-Også mange almindelige naturinteresserede borgere har taget app’en til sig. Vi ser derfor appen som et godt eksempel på, hvordan vi med nye teknologiske løsninger kan hjælpe med at passe godt på naturen.

Med Naturpakken ønskede aftaleparterne (VKOLA) større klarhed over samspillet mellem mulighederne for naturpleje og regler om naturbeskyttelse, og det blev realiseret med bl.a. en ny app til mobilen og en ny digital naturplejeguide.

Over 1200 har allerede downloadet app’en i Google Play.

Læs mere om appen.