Miljøstyrelsen advarer mod at købe sprøjtemidler ved stalddøren

09-05-2018
Pesticider Biocider

En spørgeundersøgelse lavet for Miljøstyrelsen viser, at omkring én ud af 12 brugere af sprøjtemidler, har købt midler hos en landmand. Det er ikke bare ulovligt, men kan også være en risiko for miljøet.

Ukrudt mellem fliser

Når ukrudtet i haven eller på fliserne bliver for voldsomt, bruger omkring hver anden dansker sprøjtemidler i kampen mod de uønskede planter. Langt de fleste køber sprøjtemidlerne hos autoriserede forhandlere, men en undersøgelse viser at 8,5 % af brugerne, har været hos en landmand for at købe sprøjtemidler.

Miljøstyrelsen advarer mod at købe pesticider ved stalddøren.

- Det er bekymrende, at nogle haveejere vælger at købe sprøjtemidler hos den lokale landmand. Det er både ulovligt og kan skade miljøet, sundheden og grundvandet, siger funktionsleder i Miljøstyrelsen, Anny Toftkær.

Hvis man som privatperson køber sprøjtemidler hos en landmand, så kan man få en bøde. Og samtidig er der en risiko for, at man hjemme i haven bruger et sprøjtemiddel forkert i forhold til produktets godkendelse. De sprøjtemidler, som ofte bruges af landmænd, er nemlig kun godkendt til professionelt brug og kræver en uddannelse, hvis man skal bruge dem.

- Hvis man hos en landmand køber sprøjtemidler, som man ikke er uddannet til at bruge, kan man risikere at ødelægge planterne eller forurene jorden. Der kan også være en sundhedsrisiko for en selv eller for børn og hunde, siger Anny Toftkær.

Spørgeundersøgelsen er en del af Miljøstyrelsens årlige havekampagne. På tænkførdusprøjter.dk kan du finde gode råd til køb ogbrug af sprøjtemidler og oplysninger om, hvordan man kan bruge alternative metoder til at forebygge og bekæmpe ukrudt og skadedyr i haven.