96 millioner kroner til grønne projekter i fødevareerhvervet

11-06-2018
GUDP

Du kan nu søge om tilskud til nytænkende projekter, der styrker bæredygtighed, effektivitet og værdiløft i fødevareerhvervet

Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) åbner for den anden ansøgningsrunde i 2018. Puljen er denne gang på ca. 96 mio. kr. og der kan søges om tilskud fra 0,25-15 mio. kroner per projekt.

Projekterne prioriteres efter 8 bæredygtighedskriterier, fem grønne og tre økonomiske. Hvert projekt skal levere på mindst to kriterier (og mindst et grønt og et økonomisk) for at komme i betragtning. Det betyder, at projekterne både skal levere en miljøforbedring og samtidig kunne skabe en økonomisk gevinst enten direkte i projektet eller hos dem, der bruger resultaterne. Derudover vægter bestyrelsen også forhold som projekternes nyhedsværdi og relevans ved udvælgelse af de projekter, der får støtte.
Frist for at sende en ansøgning er den 6. september 2018 kl. 12.00.
Du finder indkaldelse og ansøgningsmateriale under Skema & vejledning her.

Kom til informationsmøde

GUDP inviterer til informationsmøde d. 16. august 2018 fra kl. 10 til 15 hos Food Innovation House i Vejle. Se program og tilmeld dig her.

Er dit projekt et potentielt GUDP-projekt?

Du kan sende en kort beskrivelse af dit projekt til GUDP-sekretariatet og få en tilbagemelding på, om projektideen er et potentielt GUDP-projekt. Du finder en skabelon til beskrivelse af din projektidé under ”Kan min gode idé bliver et GUDP-projekt” her.