Nyt projekt skal fjerne partikler og gasser fra brændeovnsrøg

10-01-2018
Luft

Partikler fra brændeovnsrøg er skadelige for miljøet og menneskers sundhed. Et nyt projekt støttet af Miljøstyrelsen skal undersøge, om man med kold plasma kan fjerne gas- og partikelemissioner på en effektiv og billig måde.

Kold plasma-teknologi kan måske bruges til at fjerne partikler fra brændeovnsrøg.

I disse måneder er der gang i mange af landets brændeovne. Men ud over varme og en hyggelig stemning i stuerne, så betyder det også, at der bliver udledt masser af partikler fra skorstenene. Kold plasma kan være løsningen til en reduktion af disse, og i de næste to år vil et projekt med Teknologisk Institut i spidsen forsøge at udvikle en billig og holdbar røgrensningsmetode. Projektet er støttet af Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (MUDP).

- Røg fra brændeovne indeholder skadelige partikler og påvirker luftkvaliteten. Derfor er der et stort potentiale i at finde en måde at rense røgen på, før vi slipper den ud i atmosfæren. Dette projekt kan give en effektiv og billig røgrensning i brændeovne - ikke mindst i de ældre modeller, som har den højeste udledning, siger Peter Bøgh Pedersen, projektleder hos Teknologisk Institut.

Rensningssystemet kan, når det er færdigudviklet, anvendes på både nye og gamle brændeovne, og forventningen er, at det kan fjerne halvdelen af udledningen af partikler og gasser. I forhold til partiklerne forventes plasmaet at få dem til at klumpe sammen, så de lettere kan fjernes. Nogle af de sammenklumpede partikler bliver så tunge, at de falder tilbage i flammerne, mens andre kan fjernes ved hjælp af en cyklon eller andre renseteknologier.

Der findes allerede forskellige røgrensende filtre på markedet, men de nuværende løsninger er ofte dyre. Målet med det nye system er, at det både skal være billigere og lettere at vedligeholde. For brændeovnsejerne bliver den nye løsning ikke fremtrædende i hjemmet, da det forventes at blive en mindre kasse på størrelse med en mælkekarton, som er monteret på enten skorstenen eller siden af ovnen.

Kold plasma er før testet i forbindelse med røgrensning i grundforsknings-projekter, men det er første gang, at man bruger teknologien til at rense brændeovnsrøg. Og hidtidige udenlandske erfaringer med lignende projekter tyder på, at der er noget komme efter.

Aduro leverer sammen med Morsø og Jøtul jernstøberier brændeovnene, mens Airmanager Technologies bidrager med kold plasma-teknologi til projektet, som kører i de næste to år. Her skal det blandt andet undersøges, hvor og hvordan man bedst monterer teknologien i brændeovnen, så den reducerer gasudledningen og muliggør, at flest mulige partikler opfanges.

Ud over at være bedre for miljøet og luftkvaliteten, kan den nye rensningsmetode også være godt nyt for naboer til brændeovnsejere. Det forventes nemlig også, at lugtgener fra brændeovne vil kunne reduceres med systemet.